Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 38. Lørdag 17. September 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ja, det er nok saa, at Reaksjonen mod pugvcesenet
nærmest er fremkaldt derved, at det forte til Overanstren
gelse. Men Vevægelsens Hovedkraft er dog en helt anden,
og ligger langt dybere.
Det som Varneundervisningen fornemmelig sigter paa,
det er Dannelse, Aandens Dannelse, Hjertets Dannelse,
Aarakterens Dannelse, hele personlighedens Dannelse. Ikke
sandt, det er De fuldt enig i, kjære Frue? De stanser ikke
ved det at kunne faa en Eksamen? Heller ikke ved det
at erhverve en Del „nyttige" Rundstaver?
Nu vel, Dannelsesprosessen krcever Rundstav og
Lrkjendelse, d. v. s. Aundffab som der tænkes over. Gg
da ligger det ikke fjernt at slutte: Jo mere Aundffab,
des mere Dannelse. Altsaa megen Aundffab!
Den letteste Maade at tilfore Vorn Aundffab paa,
det er at lade dem pugge den. Saa prinsipet „megen
Aundffab" forte bent ind paa pugveien. Gg andre sterke
Arcefter trak med, scerlig Forfængeligheden. Det er hoit
op og langt frem til det, at Vornene gjennem Undervis»
ningen har vundet nogen Aandsdannelse fom duger at
vise frem; vanffelig er den at dokumentere ogsaa, saadan
i en Fart, ved en Eksamen. Men Aundffaben, ser De,
den kan glimre! den indpuggede — vel at merke godt
indpuggede — aller mest. Gg den tar sig siet ikke ud
som Humbug, tvert imod saa gjennem solid grundenuret.
Det var altsaa siet ikke noget underligt, at man slog
ind paa pugveien, at man lod Vornene pugge ind
Aundffab i Massevis, ligt og uligt.
Alen Lrkjendelsen da? Tænkn’mgen, Groningen af
det indlærte Aundffabsstof, Følgesiutningerne, kort sagt,
Reflexionen, — fatte man den til Side? — Aa nei da.
Men man gjorde den Gpdagelse, at ogsaa den Ting lar
sig pugge ind. Man gjor sammenstillingerne af Ajends»
gjerninger fcerdige. Inddelinger og Gversigter fcerdige.
Ræsonnement og Følgestutninger fcerdige, scrtter det hele i
Vogen, og lar Vornene pugge det altsammen, Rub
og Stub, faa har de det! Gg saa kan det vises frem!
Det maa indrommes, at det var en fiffig Gpsindelse,
dette at lade Vornene pugge den Tænkning de skulde
tænke. Det er nemlig nok saa vanffeligt at faa Vorn til
at tænke selv, reflektere, rcesonnere, — og deres Tænkning
og den Erkjendelse de vinder gjennem den, blir aldrig
rigtig fuldkommen, saa længe de er Vorn. Gg med nogez
mindre end en — lad mig da ikke sige fuldkommen, men
fuldvoksen Erkjendelse kunde man ikke noie sig. Det er
vanffeligt, ofte rent umuligt at naa frem til dette. Men
at faa et fcerdigt Rcesonnement lært udenad — ja, det
kan volde de smaa dygtig med Slid og Moie (De
husker vel den Tid De lærte Pontoppidans Forklaring,
Frue!); men det er nu ikke noget Hekseri alligevel, det.
Men dette maatte jo være galt. Vornene fik da
ingen egte, naturlig, alsidig Aandsdannelse paa denne Vis.
Det var jo omtrent bare Hukommelsen som blev udviklet
ved dette, og selv den nok saa ensidig. Forstand og Gemyt
fik jo omtrent ingen pleie, trods alt indpugget Rcesonne«
ment og alle indpuggede Hjerteudgydelser.
Saa kom Reaksjonen naturligvis, i intimt Forbund
med Tidsaandens Arcw paa Selvbestemmelse for enhver,
derfor paa egen Tænkning, egen Erkjendelse, personlighed.
Nu fristes De kanffe, kjære Frue, til at indvende,
som man tit har indvendt: „Men vi som gik i den gamle
Skole, „puggestolen", vi er da ikke Idioter alle vi heller,
tidt Hjertelag har vi da vel ogsaa, mange af os"?
Hm. sa a gal er jo ingen Undervisning, at den
ikke afscrtter lidt godt. Selv gjennem det argeste pug
siver det jo lidt Dannelse ind i Sjælen. Men tænk al
den Masse, alt det Slid for noget ganske lidet! Gg tænk
om altdetArbeide havdeværet virkeligaandsdannendeArbeide!
URD
Saa faar vi huffe paa det, at vor meste og bedste
Sjælseiendom, den har vi kanffe skaffet os udenfor Skolen,
ja kanffe trods den, om end ved Midler som den gav os,
— ikke dens fordringsfulde „aandsdannende Undervisning",
men dens mest beskedne Fcerdighedsundervisning.
Men fremfor alt: Synes De virkelig vi er saa
svcert langt fremme? Vi meget „vidende" og meget
rcesonnerende Menneffer i slutten af det Aarhundred,
er vi ikke — saadan i det hele og store taget — svcert
lette i vor Gverbevisning? — svcert henfaldne til at
domme forhastet og ensidig, lidet overveiet (men meget
afgjørende)? Gg hvad Hjertelivet angaar — er det ikke
ganske førskrækkeligt hvorledes Egoismen behersker det?
— Vor Ungdom, — synes De den viser sig scerlig godt
skikket til at sve den selvbestemmelse som Tidsaanden
hjemler den Ret til? Hvor er den f. Eks. henne Virk»
ningen af al den religiss- moralske „Erkjendelse" vi har
ladet den pugge ind? Har den vist sig at være det uryg»
gelige Volverk mod Vantro og livslede og Aandloshed
og Umoralitet, som vi vented den skulde blive? — Ajære,
synes De virkelig vi har noget at kyte af?
Nei, Sandheden er nok desvcerre den, at den Aandens
og Hjertets Dannelse som vi har lagt os til ved skolens
Hjælp, den lader meget, meget tilbage at onsie. 3ad os
haabe det blir bedre — med vore Vsrneborn.
Men saa maa vi prove at hindre, at Reaksjonen
tar med sig igjen de Muligheder til Vedring som den
selv paa en Maade har bragt os. Derom mere næste
Gang.
Deres crrbødige
tasten roligt ligger bundet udover; kun paa Gver
fladen ses nogle smaa, lette Krusninger, de bitte
smaa Vslger hopper saa legende og kjærtegnende op mod
hverandre. — Frem bag de tcette, morkeblaa Skyer kom«
mer Solen. Straalende stinner den opover de birkeklædte
Aaser og Heie og paa Markerne — alt spiller i lysende
Grsnt. 3ovet, som er vaadt efter Regnet, ser i Solskinnet
ud som glinsende, glitrende Stene. — Virkene boier sagte
sine Aroner frem og tilbage, de nikker til Solen og si’r:
„God Aften, kjære Sol! Tusen Tak, fordi du kom!"
Gp af det vaade Grces stikker Vlomsterne førsigtig sine
lyse Hoder — tænk. Solen! De strækker Halsen op saa
langt, de bare kan, boier paa Hoderne og si’r: „Vel<
kommen, velkommen!"
Fuglene kvidrer muntert i Trcetoppene — hvor det
var deiligt at faa godt Veir, nu har det regnet saa længe!
Vandet spiller i lilla og blaat med en bred, gylden
Stribe af Solens Skin. — Men Solen — den vil nok
ikke gjore rigtig Alvor af sit Vesog endnu — den tyr
bag sine Skyer igjen.
Dette var bare en liden Hilsen til Godnat. — Jeg
har nok ikke glemt eder, mine kjære Venner; imorgen tid»
lig kommer jeg igjen — og da ffal jeg ffinne saa deilig
Gn Midnatsstund nordpaa
387
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
