Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 39. Lørdag 24. September 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
a jo, jeg fjendte hende ikke den havde aldrig
set hende. Sonja havde, Gud maa vide hvorfor,
fattet et uforsonligt Had til sin Stedenor, og udenålte
Historien for mig paa sin vis. Og saa saa det jo
noget halvgalt ud at Onkel, min gamle værdige Onkel,
kunde falde som Offer for Romantiken. Men — han
er jo bare et Menneske — og nu tilgiver jeg ham.
Men du faar selv domme. Grevinden tager imod sine Gjester i
den blaa Salon; jeg stal anbefa’e dig paa det bedste. Jeg smigrer
mig med at mine Ord har lidt vægt hos hende.
Med et lidet selvbevidst Smil snoede han sin Mustache, tog sin
ven under Armen og forte ham ind.
Grevinde Kathe, som stod midt paa Gulvet omgivet af en Skare
opvartende Herrer, gik dem imøde, og med et venligt Smil rakte
hun Kurt sin Haand.
— Endelig faar vi da se Dem, Ve efternsler! leg er rigtig
vred paa Dem. De lovede at være den første af Gjesterne, og kommer
blandt de sidste. Hvad tror De stakkels Sonja vil siae, som presiderer
alene mellem alle Damerne inde i den rode Salon ? Skynd Dem,
skynd Dem, min Herre!
Min fortryllende unge Tante viser mig saaledcs straks bort,
svarte Kurt og maalte den elegante Skikkelse fra Top til Taa med
et langt, beundrende Vlik; De er mere straalende idag end nogen»
sinde. Hvilken venlig Fe har stjcrnket Dem den Gave at kunne
klæde Dem som ingen anden.
— Aa, lo Grevinden, førsog ikke at smigre mig. De, en ung,
forlovet Mand l De stal ikke have Oie for de gifte Damers Toilette,
De stal i det hele taget ikke have Oie for nogen anden end for
Deres forlovede. Sonja er iaften saa bedaarende ssd.
— Atter igjen Sonja! Et Minut kan De vel stjcrnke mig. De
havde vekslet disse Repliker halvhsit, mens Varon Ruda holdt sig
i cerbødig Afstand, ventende paa at Turen skulde komme til ham.
Tiden faldt ham forresten ikke lang, han var saa helt og holdent
optaget med at beundre Grevinden.
Kathe Stjcirne var virkelig straalende stjøn den Aften; Kurt
havde Ret, hun var mere henrivende end nogensinde.
En Dragt af kostbar hvid Silke omsluttede hendes slanke Skikkelse;
Forbredden var rigt brodert med cegte perler, som blinkede og glitrede
mat ved enhver Vevcrgelse. Skuldrene og Halsen var bare, uden
noget andet Smykke end det Naturen selv havde givet dem: deres vid
underlig gratisseog cedle Form, ogdetvar en vrydsom vakte langtmere
Veundring end de mest straalende Edelstene og de klareste Diamanter.
Nakkens Runding, det rosenrode lille Ore, hvert Trcrk i det skjenne
Ansigt, som indrammedes af det rige silkeglinsende Haar — alt var
fuldendt og forenede sig om at gjøre Grevinde Stjarnes Seier vis,
ialfald paa et pnnkt: Skjonhedens.
— Nors 6s conooui-L, hviskede en nng Envogs halvhsit til sin
Dame bag Varon Rudas Ryg. Og hun svarte med Misundelsens
Reservation, der bedre end noget andet viser en Rivals Triumf:
— Aa ja, siet ikke gal. Meu synes De ikke hendes Stjsnhed
er for farvews?
I detsamme hcrvede Kurt Sttale Stemmen:
— Men det er sandt, Fru Grevinde; jeg kom egentlig for at
forestille for Dem en af mine Kamerater fra Regimentet — tillader
De Varon Rnda — Grevinde Stjcirne . . .
I den rode Talon, hvis Msbler, vcrgge og Tag rar dekorert
med purpurfarvet silkedamast som et ksoempemoessigt luvclskrin,
gjorde sonja „lez KonneurL" for de nnge dansende Damer. Hun
var Elskværdigheden selv og havde et venligt Drd paa rede Haand
til alle, men der skulde ikke megen skarpsynthed til for at omdage
et troet Drag i hendes Ansigt, og hendes morke Gine havde den
Klarhed som folger paa mange Taarer.
Man hvistede ogsaa herom i Krogene.
Da hendes forlovede kom ind, greb hun hans Haand og drog
ham med sig ind i en af vinduesnischerne, som doekkedrs af de
tunge Gardiner.
Rampen om Rjarlighed.
Honja
Af Johan Nordling.
Autorisert vuersættelsc.
(Fortscrttelse).
eller
5
Eftertryk forbydes.
URD
— Kurt. hvorfor har du ventet saa lcrnge? Jeg har set
dig gjennem Doren i den ydre Salon; men du havde vel vanskelig
for at forlade den fortryllende vertinde.
kjendes Tone var bitter; den unge Mand gjorde en utaal»
modig Vevoegelse.
— saa, er vi nu der igjen! udbrod han. sonja, kan du da
aldrig engang tage din Fornuft tilfange og tænke retfcrrdig naar
det gjcrlder — din stedenor, holdt han paa at sige, men stansede i
sidste Gieblik ved Tanken paa de nelvsse, heftige Udbrud som dette
Drd ofte havde givet Anledning til — sonja kunde ikke fordrage
det Ord. Din — din Fars Hustru, sluttede hau.
— tad os ikke trcrtte — i Aften, bad hun bedrsvet. Du faar
boere over med mig, Kurt; jeg er saa troet, saa Dødsens troet.
— Ja min kjære ven, svarte han venligere ; du er ikke ganske
frist og ser derfor alt graat i graat. Jeg tror ikke du magter dine
vertindepligter i Aften. Nu da alle er kommet kan du godt førsvinde
en liden stund. Gaa ind i Vlomsterværelset og hvil dig nogen
Minuter. Der er ingen derinde, og jeg kommer og henter dig siraks
Dansen begynder. Den første vals er naturligvis min.
Hun lo mat til svar. Men saa msrknedes pludselig hendes Ansigt.
— Kurt, sagde hun, der er noget du maa love mig, horer du.
svar ja, straks, ellers kan jeg ikke vaere rolig.
Hvad er det? spurte han; han blev mistænksom. En Mand
giver aldrig sit ALresord i Vlinde.
— Aa, det er bare en Übetydelighed; du maa fsie mig! bad
hun ivrig. Du maa ikke danse med hende — med hende. skjsnt
han stod i skyggen af de msrkersde Gardiner, saa dog sonja at
hans vande dækkedes af rode vietter. Han bed i sine Mustacher.
— Det er umuligt, sagde hau. Jeg har alt tegnet mig for
en Dans.
— Det kan forandres. Jeg stal bringe din Undskyldning —
du behsver ikke gjøre det — du har taget feil, du kan vikle din Fod
— eller hvad som helst.
— Tov, afbrod Knrt; det er ingen Ende paa dine Nykker. Jeg
kan ikke gjore mig til Nar for stige Barnagtigheders skyld.
— Du afstaar . . . ?
— Ja, det gjor jeg.
Han folte sig übehagelig tilmode. Han frygtede for et Udbrud,
en Taarestrsm; det vilde voekke skandale.
Men istedet herfor rettede hnn sig, og Ginene lynte.
— Godt, sagde hun, saa kan du ogsaa give hende den første vals.
— sonja, hvad toenker dn paa . . .
Men inden han fik summet sig, havde hun allerede forladt ham
og blaudet sig med Mængden. Han Horte hende med klar stemme sige :
— Grev stralsksld, hvor heldig at jeg traf Dcm. De bad nylig
om en Dans. Undskyld at jeg tog feil. Jeg har første vals ledig,
og den er Deres.
I det samme lsd de første Toner fra Grkestret.
skjont den glimrende Fest varte til langt paa Natten, og Klokken
var 3 inden Grevinde stjcirne kunde trcrtke sig tilbage til sine Ge
makker, var hun allerede ved ?>Tiden næste Morgen paafcrrde og
sneg sig sagte gjennem Haveporten.
Hele Huset sov: Kammerpiger, Tjenere og vortner.
stille havde hun listet sig ned Trapperne, og det lykkedes hende
at komme ud uden at vcrkke nogen,
Uoilkaarlig saa hun op til soujas vindu. Det var msrkt,
ligesom de andre i Huset.
Hun gjos, trak den lange Kaabe tcrttere om sig og det tykke,
uigjennemtrcrngelige slor for Ansigtet, og skyndte sig ned over
)akobsgatan.
f)aa Hjornet af Drottninqgatan ventede en vogn. Forsigtig
keg hun ind gjennem Ruden; Vogndoren aabnedes.
— Er det Dem Fru tager?
Ja Frue, det er mig.
Grevinde Kathe steg ind i vognen, og stille og hoitidelig gled
den store Ekvipage afsted over den blode sne.
Man stansede ved Eentralstationen. Morgenens første, blege
tys begyndte at sprede Morket, da de to Kvinder gik opad den brede
Granittrappe og gjennem ventesalen ud paa perronen.
lernbanefunktionoererne og et Dusin Hotelportierer var de eneste
som fandtes paa vlatfolmcn. Man ventede Nattoget sondenfra.
Efter nogen Minuters Forløb brusede det ind under stationens
Glastag. Dorene sloges op. Nogen reisende kom tilsyne og an
faldtes straks af Hoteltjenerne.
(Fo’ts)
<
Rose.
393
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
