Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 40. Lørdag 1. Oktober 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
med Nysgjerrighed og Undren sine nye hemmelighedsfulde loge«
rende.
402
Hun havde faat Vetaling, en udenerket Vetaling paa Forstud
for et halvt Aar. Men paa sine Spsrsmaal sik hun kun übestemte
Svar.
Hvem den elegante unge Mor var, som saaledes maatte skjule
sit Varn, det vidste hun ikke.
Gg nu, da Moren var gaat, kunde hun ikke engang gjøre sig
førstaaelig for sine Gjcrster. Hun maatte vente til Henrik kom hjem
til Middagen.
Vetænksomt rystede hun paa Hodet og forlod værelset. Tro
om det ogsaa var Ret, at hun af den gode Betaling havde ladet
sig bevæge til at spille den stumme, uvidende tilstuerinde ved alt
dette Hemmelighedskræmmeri ? Ja, stjønt det nu engang var gjort
og ikke kunde forandres, havde den cerlige Kone endnu mangen
Kamp at beståa med sig selv.
Kathe Stjarne stansede udenfor porten i TradgHrdsgatan, netop
som Klokken i Jakobskirken siog ni. portneren kigede søvnig ud
lgjennem sin luge da hun gik forbi. Men han kjendte hende ikke
i den lange, msrke Dragt.
En af pigerne, tænkte han og vendte tilbage til sin Frokost.
Fem Minuter senere ringede Grevinden paa sin Kammerjomfru.
Da denne kom, sad Kathe i en lys peignoir foran Speilet med ud
siaat Haar.
— Friser mig! befalte hun.
Da Kathe, straalende frist og med klare Gine, som var hun
netop staat op efter en lang, dyb Søvn, msdte sin Mand ved Fro
kosten, førstokkedes hun over hans msrke, førstyrrede Udseende.
Den Spcenstighed som paa Vallet havde overrastet hans Gjester
saa behagelig, var nu førsvundet; Rynkerne om Ginene og ved Tin»
dingerne traadte skarpt frem, og der laa en msrk Tungsindighed
udbredt over ham.
En Mistanke om, at han allerede havde en Anelse om hendes
Hemmelighed, for som et Tyn gjennem hendes Hode. Hendes Hjerte
bankede sterkt.
Men sieblikkelig beroligede hun sig; det var umuligt.
Kjcrrligt smilende gik hun hen til ham og oversste ham med
Kjcrrtegn og Kys, saaledes som et Varn vilde have gjort det. Gre
ven besvarte dem hjertelig.
— Hvorledes staar det til med min elskede ALgtefcelle? spurte
hun deltagende. Du ser saa mismodig og troet ud. Sig det til
din Kathe, hvis det er noget som trykker dig. Jeg vil dele alt med
dig — det giver min Kjærlighed mig Ret til. Er du syg ? Er
der hcendt dig noget ondt?
Grevens Ansigt lysnede lidt under hendes Kjcrrtegn.
— All det er ikke noget specielt, min elskede, svarte han. Jeg
ængster mig bare imellem for Sonja. Det stakkars pigebarn er ikke
sig selv lig. Undertiden forekommer det mig som om jeg daglig
handler uretfærdig mod hende, og dog elsker jeg hende ligesaa hsit
nu som nogensinde, ja ligesaa hsit som dig, Kathe.
— Sonja er vist ikke rigtig frist; jeg synes ogsaa at hun ser
klein ud. Jeg undres om hun er staat op; jeg har itke set hende.
— Frskenen bad mig netop sige, at hun ikke kom ned til Fro
kosten, indstjsd Jakob, som dækkede Vordet.
— Jeg gaar op til hende, sagde Greven urolig; det er vel ikke
noget farligt paafcrrde.
Inden han naaede Dsren traadte Kurt Strsle ind fra vesti
bulen.
Efter flygtig at have hilst — han rak dog at lcrgge en vis
Inderlighed i det Haandtryk han gav Grevinden — spurte han
efter Sonja.
— vi talte netop om hende, svarte Greven; Anstrengelsen igaar
har taget paa hende; jeg er rigtig urolig for hende.
— Hun var saa svært irritabel igaaraftes, sagde Kurt, og der
for vilde jeg saa gjerne høre hvorledes det stod til med hende idag.
— Du kan jo gaa op, Kurt; det vil kanste opmuntre hende
mest, sagde Greven med et lidet Smil.
Kathe og den unge Mand vekslede et hurtigt Giekast. Kurt
blev rsd og svarte i en irritert Tone:
— Sonjas Gpførsel mod mig er virkelig saa forandret i det
sidste, at jeg næsten maa tro min Nærværelse ikke er hende til no
gen Gloede. Iscer i Nat paa Vallet . . .
— Min ljære Kurt, afbrsd Greven, bryd dig ikke om det. Hun
mener ikke noget med det ; det er bare en sjcrlelig Nedtrykthed som
snart vil gaa over. At hun elsker dig hsit, ja over alt i verden,
det ved jeg, hendes Far. — Ja, kanste altfor hsit, tillagde han
hviskende, som for sig selv.
Mgtefaelle eller Far.
XVll.
URD
Men Kurt havde hørt det; han stvat til, og en dyb Rsdene bredte
sig over hans Ansigt.
Taus forlod han værelset, og de hørte hans Skridt i Trappen.
Han fandt Dsren til Sonjas værelse stcengt og bankede før
sigtig paa.
Intet Svar.
Han bankede endnu en Gang; sterkere.
Han lyttede. Derinde var alt saa stille, saa dødsstille. Men
der maatte da være nogen, da Dsren var stcengt paa Indsiden. Gg
tilsidst syntes han, at han hørte en Kjole rasle derinde.
— Sonja! raabte han hsit; Sonja, er du derinde, saa aabne,
aabne straks.
Han blev vred over denne Halftarrighed.
Tys! det knager i Taasen. Dsren aabnes paa Glyt, og
Kammerjomfruen kiger ud.
— Hvad er dette for Tsv, udbryder Kurt opbragt. Hører De
ikke at jeg banker, Menneske; og alligevel understaar De Dem til
at lade mig vente!
tsitnanten maa undskylde, men Frsknen har paa det bestemteste
forbudt mig at lade nogen anden end Greven komme ind.
— Er hun syg — fra sig — eller hvad stal dette betyde?
Frsknen er netop staat op og er endnu trcet efter Vallet. Jeg
har faat den bestemteste Grdre.
— Gaa og sig hende, at det er mig. Hun maa lade mig
komme ind. Gaa straks afveien, siger jeg.
I det samme aabnedes Dsren helt, og Sonja viste sig paa
Tcrrstelen; Kammerpigen stjsv hun tilside.
Hun var meget bleg, og i hendes Gine var der et msrkt, trod
sigt Udtryk.
— Det behsves ikke. Maria adlyder kun min Vefaling. Hvad
stal dette Gptrin udenfor min Dsr betyde? — Er du saa lidet Gent
leman at du ikke engang respekterer mine specielle værelser. I saa
Fald — forlad os sieblikkelig!
Hun var bedaarende vakker, som hun stod der foran ham, stolt,
h<ii, befalende; og hans Fslelser for hende, der var kjslnede lidt i
den sidste Tid, blussede sterkt op. /
— Sonja! raabte han, og hans Stemme stjalv.
Han strakte Hænderne ud. vilde styrte frem og omfavne hende;
men hendes Vlik holdt ham tilbage.
Kold, med en Dronnings Holdning, vendte hun sig bort. Gg
paa hendes vink slog Kammerjomfruen Dsren i laas.
Stsnnende skjulte han Ansigtet i sine Hænder. Hvad havde
ikke dette ene Gieblik vist ham?
Han syntes han aldrig før nu havde kjendt den Kvinde som
han dog engang troede han elstede — men, det indsaa han nu,
med en Isi, fattig Kjærlighed, som ikke engang fortjente dette Navn.
Nu vidste han hvem hun var, han havde set hele hendes Ka
rakters storhed.
Dg for hvis Skyld havde han negligert hende?
For denne lokkende, dragende Sirene, der dryppede sin onde
Gift i Sonjas nærmeste for at stille dem fra hende. Den stolte,
rene Jomfru for forførersten!
Var oet da kommet saalangt, at han for altid havde tabt hende?
ved denne Tanke blev det msrkt for ham.
Men nei — det var umuligt. Endnu kunde det. ikke være for
sent! Han maatte — maatte vinde hende tilbage . . .
Med usikre Skridt gik han tilbage til Spisesalen. Der sad Grev
inden og gjorde sig tilgode med de Icekre Sager, mens hendes Mand
anstrengte sig for at synes rolig og faa nogen Viter ned.
— Nåa? spurte Greven og reiste sig. Traf du’Sonja?
— Hun negtede at tage mod mig, svarte han.
— Hvad for noget? Negtede? Hvad stal det betyde?
— Hun har Ret til at være forbitret paa mig, sagde StrcUe;
jeg har i den sidste Tid ikke vatret mod hende som jeg burde.
Han stirrede ufravendt ned mod Gulvet, men han kjendte for
melig hvordan Kathe Stjcirnes Vlik stak.
— Aa mit Varn, mit stakkars elstede Varn, klagede Greven;
forlader de hende da alle — Far, forlovede .. . Jeg maa op til
hende. Hun har meget at tilgive.
Da Kathe og Kurt Stråle var alene, reiste Kathe sig og gik
hen til den unge Mand, som stod ursrlig med scenket Vlik.
— Kurt, siger hun i en übehagelig Tone, hvad stal disse Narre
streger til? Er De en Mand, eller en Tosse som lader Fslelserne
Isbe af med Dem. Hust, at jeg ikke har givet Dem nogetsomhelst
af alt det som De har begjært, snstet, tigget om ved mine Fsdder.
Jeg advarer Dem — førssg ikke at kompromittere mig; det vilde
maaste blive Dem som kom til at ligge under i Kampen.
Men nu lsfter han Hodet, og med et Vlik saa fuldt af Afsky og
vrede, at enddog denne førstagne Kvinde blegner, raaber han:
Gaa, gaa fra mig — fristerinde! . . .
(Forts.)
5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
