Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 41. Lørdag 8. Oktober 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
aa sofaen i det inderste værelse ligger Sonja med Hæn»
derne krampagtig trykket mod Ansigtet og hele hendes
Tegeme stjælver.
Kærtegnende, trsstende og bedende bøier Faren sig
over hende.
Min yndling — min egen yndling — vær nu rolig
— se op, din Far er hos dig. Aldrig mere stal vi miste
hverandre. Tilgiv mig, hvis jeg. har gjort dig ondt ; om det har
set ud som oin jeg imellem har førssmt dig for hendes Skyld, hun
som tog mit Hjerte med Storm. Jeg har aldrig ophsrt at eiste
dig, elste dig over alt; du er Rjsd af mit Kjsd, mit eget Hjerte
barn. Vu har mig her, helt . . .
Helt? — siger hun pludselig og reiser sig op i en siddende
Stilling. Hun betragter ham ufravendt.
Greven puster tungt. Hans Vlik bliver uroligt, og Sveddraa»
berne perler paa hans vande.
Ufravendt betragter hun ham med alvorlige, førstende Gine.
Hendes Taarer stanser. Skal jeg da ikke lamgere dele — — med
hende . . .
Han leder efter Vrd, men finder ingen.
— Helt? Uden at dele? — gjentar hun.
— Ak, mit Barn, begynder han tilsidst med usikker Stemme.
Vin Far, din Far er jeg jo helt. Min Kjærlighed omslutter dig
med samme Styrke og varme nu som den første Vag jeg holdt dig
i mine Arme. En ny Kjærlighed, af ganste anden Art, siet ikke
den skinme — ikke kan den stille sig i veien for ... .
Men han behsver ikke at sige mere, han behsver ikke at und
skylde, ikke at prutte. Hun springer op og afbryder ham med vold
somme Vrd:
— Aa, I rsver mig, plyndrer mig for alt. Hvorfor drceber I
mig ikke straks, det var en Naude — uden at pine mig længre. —
Far! Haha — du min Far! Vg han! den anden, min forlovede!
— Hendes Slaver er I, Synderindens Slaver. Havde jeg hendes
Hvde under min Fod . . . Vort! )eg vil ikke blive her, ikke være
under samme Tag som hun, nei, ikke et Sekund lamgere. Jeg reiser.
I skal lade mig reise. Ingen, ingen kan hindre mig . . .
Krisen var strekkelig. Noget lignende var aldrig ssr kommet
over hendes tceber. Hele hendes Legeme stjalv, Hænderne knyttede
sig, og hun stampede med Foden i Gulvet.
Faren er sunken i Rnce ved Sofaen, magteslss; men da hun
vender sig og iler ud af værelset, tager han sig voldsomt sammen
og stynder sig efter.
j)aa Vsrtcersteleu besvimer hun og falder om.
Rurt staar i Voren, strcvmt og ængstelig; bag ham kommer
Kathes urolige, blege Ansigt tllsyne.
—En lcrgel raaber Grev Stjiirne mod dem. Sonja dsr —
hurtig, hent en tcrgel
Dg da hans Hustru vil gaa ind i værelset, stsder han hende
haardt tilbage og stcenger Vsren.
saa tager han den bevidstisse Vatter i stue Arme og bedcrkker
hendes Ansigt med Kys, mens den stolte Mand græder som et
Varn ....
Sonja var angrebet af en heftig Nervefeber, og i stere Uger
svcevede hun mellem tiv og Død.
Hendes Far og forlovede veg næsten aldrig fra hendes Side,
sijsnt hun var bevidstlss, og ikke vidste hvem der omgav hende.
Mellem Greven og hans unge Hustru var der, fra det Gieblik
da han stedte hende tilbage fra Datterens værelse, opstaat et eien
dommeligt Forhold, det vekslede stadig, op og ned, og mgen af dem
formaaede at cendre det.
Naar han kom fra Datterens sygeseng, var hans vcesen mod
Hustruen saa kjsligt at hun havde vanskelig for at to ham op. Naar
Rampen om Rj«rlighed.
Af Johan Nordling.
Honja
Autorisert Ouersættelse.
(Fortsættelse).
XVIII.
Drivende Flyer.
eller
Eftertryk forbydes.
URV
han havde tilbragt en Aften i hendes Nærhed, mens hun lod hele
sin forføreriste ombslge ham, og han nsd den og indsugede
dens berusende Gift alt graadigere og graadigere — og han saa
vendte tilbage til Sonja for at vaage der om Natten, da fyldtes han
af en trodsig Uvilje, fordi han paa denne Maade skulde slides sonder
og sammen mellem to hinanden saa fiendtlige Interesser.
Ln trodsig Uvilje, der smeltede som den første blode Sne, naar
den bersrer den endnu sommervarme Jord.
Smeltede i det stille værelse, hvor Natlampen med sin grsnne
Skjærm kastede et svagt Skjær, hvor de hvide Lagener med de fine
Vlonder dannede Rammen om det feberhede, dyrebare, lille Ansigt,
og hvor Lyden af den syges Aandedrag ensformig som en melan
kolsk Sang trcrngte lige til hans Faderhjerte med bitre Vebreidelser,
men ogsaa med blid vemod.
Hvis ikke Karl Stjcirne, greben af en pludselig tcrngsel efter
den Kvinde som trods alt bandt ham, siet» fig los fra Sonjas Syge
værelse for at tilbringe nogen Timer hos Kathe, saa holdt denne
sig tilbage og forlod knapt sine værelser, hvor hun ogsaa indtog
alle sine Maaltider.
Vet vil sige: hun foretog hver Dag en Spasertur — i Regelen
en lang Spasertur — og nu altid tilfods, skjsnt hun tidligere havde
en ren Lidenskab for at kjsre.
Men den som havde set hende hver Middag ved Holdepladsen i
Myntgatan tage en Droske, han vilde nok faat saa sine egne Tanker
derved. Men da var hun ikke Grevinde Stjcirne; hun var Roses Mor.
Imidlertid gav Sygdommen sig tilfidst, og Sonja vaagnede op
til tiv — et svagt, mat Liv, som den første blege Vlomft, der om
vaaren staar sit Gie op midt i Sneen.
Et uforsigtigt Oust, et Aandedrag kunde slukke det spaede tiv —
og man holdt Ouften i acmdelss Spcending.
Men den Dag tcegen meddelte Faren og hendes forlovede, at
nu kunde al Fare ansees for at være over, da lssnede deres maa
nedslange, iudeftcengte Angst, og de omfavnede hinanden og græd
af Gloede.
saa snart Sonja blev sterk nok, havde tcegen forordnet at hun
skulde reise sydover til Mentone, for der i den milde tuft at gjenvinde
sine Krcrfter.
Hvor gjerne havde ikke Faren gjort hende Selskab; men han
kunde ikke — trods alt — slide sig Iss fra den Kvinde som han
kaldte sin Hustru, og som fcengstede ham med en hypnotisk Magt.
Vg tage hende med, ja det kunde der under de nuværende
Forhold ikke være tale om, da hendes Nærværelse vilde være nok
til at bringe Sonja tilbage til Dødens Rand.
Det var derfor overordentlig heldigt at Kammerherre von Vuke
med Frue og Datter, en af Sonjas bedste veninder, ffulde reise ned
til Middelhavet, og det blev bestemt, at Sonja skulde følge med dem.
Forst ud vaa Forsommeren, naar man antog at Sonja rigtig
var kommen til Krcrfter igjen, skulde Faren, som allerede tidligere
havde planlagt en Reise til paris med sin Hustru, besoge Datteren
i Mentone.
Det var i April Macmed, den sidste Aften for Sonjas Afreise.
tuften var mild og lys, Sneen borte, og Vladknopperne stod
bristefcerdige.
Grevinde Kathe havde i de sidste Dage paa Grund af en liden
Forkjslelse ikke sorladt sine værelser. Nu ssulde hendes Mand
tilbringe nogen Timer i hendes Selskab, mens Sonja og Kurt Stråle
kjsrte en Tur i Djurgarden.
Tause sad de ved Siden af hinanden og nsd Samværet og
den vakre Aften.
Sonja drak i lange Drag den friske tuft, som strsg fra Nybro
viken ind over Strandgatan; den var mcettet med Duft fra den
fugtige Jord, vandet og de nytjærede Vaadene paa Skeppsholmens
og Djurgardens verfter.
Da de kom frem til den tause Skog bortenfor Vellmansro, hvor
Sollyset trcengte klart ind mellem tsvtrcernes nsgne Grene og Stammer,
og Marken laa saa fugtig-sort, med et svagt Skimmer af grønt
over sig, tog endelig Kurt Stråle Sonjas Haand i sin og sagde:
— Min elskede, atter og atter overfaldes jeg af Anger over at
jeg nogensinde, for et Vieblik, kunde svige dig. Dit cedle, kjærlige
Hjerte har jo helt tilgivet mig, det har du stere Gange førsikret
mig om. Men endda — saa har jeg lidt Frygt for nu, da vi skal
skilles — Sonja — at der endnu stulde findes en liden, bitte liden
Smule Vilterhed tilbage hos dig. Det synes mig rent umuligt, at
du helt og holdent har tilgivet mig min Svaghed, saa uhsrt,
saa ussel synes jeg den er. Gg Sonja, Tanken paa — naar du
nu reiser — at der hos dig kunde findes gjemt en Smule Vilterhed,
lidt Uvilje i dine Tanker — det vilde være uudholdeligt. Jeg tror
det vilde drcebe mig . . .
Han talte langsomt, i en lav, sterkt bevæget Tone, der fik Sonjas
Hjerte til at skjælve af Glæde, fordi den viste hende, at Seiren
var saa hel, saa fuldstændig.
(Forts.)
5
413
M^
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
