Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 41. Lørdag 8. Oktober 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
slidt af, saa at der var bleven
et Hul af et Oar Centimeters
Dvbde og vel en Meter
bredt. Vette hul var fremkommet, ved at knceleude
Avinder af Trcrthed havde stottet sit hoved mod vcrggen.
Foran Relikvien laa en celdre Kvinde paa Ance i
Von til dens Moder, som havde baaret Tornekronen.
I en lysstribe i det aabne vindue sad en Flue og
solede sig.
Kvinden, der bad, rorte sig ikke. hovedet var stotted
til Væggen. De foldede hcender hang ned mod stengulvet.
Time efter Time gik, uden at den mindste Vevægelse
forandrede hendes s>tilling. Der hørtes Alokker ringe.
Gg Dagen svandt. Doren i Baggrunden af dellen
nedes sagte; og en stemme sagde: „hun beder". Doren
lukkedes. Gg Natten kom. Gjennem det aabne vindue
tindrede himlens stjerner.
Alokker hørtes ringe. Dagens Tys tramgte ind i
(sellen. Doren aabnedes atter sagte; og en stemme sagde:
„hun beder fremdeles".
Den næste Nat og Dag kom og gik, og en Nat til.
Da aabnedes Doren atter, og to sortklædte Avinder traadte
ind. Den ene sagde: „Tofter, din Von være slut".
Der kom intet svar. Og de to Avinder, der var
kommen, gik igjen.
Vm Eftermiddagen, den næste Vag, kom de tilbage.
Og den celdste sagde: „se»ster, din Bon være siut".
Der kom intet svar.
„Vin Von være siut", gjentog den, der havde talt.
Og hun lagde sin Haand let paa den kncrlendes skulder:
„Vin s>kyld er dig forladt", lagde hun til. Men der kom
intet svar. Ven tiltalte var faldt om vaa siden. I
det svage tys fra Vinduet saaes Ansigtets stivnede Trcrk.
paa Væggen blev der samme Vag gjort et lidet for
dringslost sort Rors ved s>iden af de, der allerede for var der.
Foran Relikvien.
Vaa vceggen hang bag et
buet Glas i sort Ramme en
Tornekrone, der saa ud, som
om den var flettet af almin
delige Berberisgrene. Vet
var en Relikvie fra Nachal
Haschitin — „CornernesVal"
— en slags Nerfrum po
lierus spina
dellen, hvor Relikvien hang,
fandtes der ikke noget andet,
sire nsgne vcegge oply
stes svagt fra et hsit oppe
paa INuren gitret vindue,
hvorigjennem kun den blaa
3uft saaes. paa vceggen
ved vinduet, men lidt lavere
end dette, var der med Trce
kul sat syv smaa sorte Aors.
Under Relikvien var Kalken
->
Af
URD
Horte sammen, var inderlig forbundne, uad
skillige. Vg alligevel, er det saa? Eller
er ikke ofte Familielivet fattigt paa Glæder,
mens Glæderne, de rigeste Glæder, ofte trives
bedst udenfor Hjemmet? Taaledes omtrent faldt Tan
kerne ved Gennemlysningen af en Artikel i Dagny,
der bar ovenstaaende Gverskrift. Gg da Artikelen inde
holder saa meget der fortjener Gpmerksomhed, saa mangt
et Grd der kan være paa sin plads ogsaa under vore
Forhold, gjengiver vi den her. —
Faa Mennester er i vore Vage i Besiddelse af Evnen
til at være glade, og det ansees heller ikke ooinms il ta.ut,
at være det, ialfald ikke paa den Maade vore Forceldre
og Bedsteforældre førstod at være det. livlig Vmgang
i Hjemmet med vore Venner, om vi har nogen, ved vi
knapt hvad vil sige. Det tager for megen Tid, siger
Herrerne — og Damerne ogsaa. Travlhed er et Trcek
der udenerker slutningen af vort Aarhundrede.
Naar vor Tid har Hastverk, saa er det naturligvis
for at faa udfort saa meget som muligt, og dette gjor
den ogsaa uden Tvil. Men Gemnsten af Arbeidet kommer
os ikke udelt tilgode. Resultatet er delvis vundet paa
Familielivets Bekostning. Familielivet er til en stor
Del sprcengt.
For var det i Regelen kun Nonnerne som forlod Hjmmet,
nu finder man heller ikke de unge Dstre samlet ved Hjemmels
Arne. De er ikke hjemme, hvis de da ikke har en Par
Dages „permission" eller hviler sig ud efter en Eksamen.
I bedste Tilfælde „bor" de hjemme, stadig med Travlheden
følgende sig i Hælene, en Travlhed som har fulgt dem
lige siden skoledagene. Men under dette Tryk lider
Familielivet.
Det samme Hastverk gjor sig gjældende ved vore
sammenkomster i Hjemmet. Jo kortere de er, des bedre.
Der blir sjelden nogen Tid til Udveksling af Tanker,
hvilket jo heller ikke er Meningen. Familiefesterne, selv
den gladeste af dem alle, reduceres til det mindst mulige.
Gm nogen nu feirer et Bryllup mere end en Dag, eller
rettere mere end hsist et par Timer, staar Begivenheden
at læse under Rubriken „storartet", „gammeldags" eller
„usedvanligt". For seksti-sytti Aar tilbage var det ikke
bare et Bondebryllup som holdtes i Vagerne tre. En
slig Fest i en anset og velstaaende Familie havde ofte saa
mange andre tilfolge, at Hsitideligheden varede indtil fjorten
Dage. Et Nutidspar kan næsten rcekke baade at gifte
sig og at stilles, inden det i hine Dage var blevet tilbørlig
lyksnstet og dets pagt ved hsitidelige og glade Gptog
beseglet baade af s>lcegt og Venner, Dette Horte saagodt
som til Vielsesformularen.
Familieglæden fordrer som alt andet noget at leve
paa. Men som en Følge af visse Tendenser i Tiden vil
man ikke opofre noget for den.
Den Nivelleringsaand som har grebet bindene, har
gjort det til en Dyd at stille Mennestene paa samme Crin
i 3ivet. Alt gaar ud paa saavidt som muligt at
udjevne Forstjellen i 3evemaade, pligter og Fordringer.
Man er i vort 3and, inden den store Middelklasse, som
det her egentlig er tale om, kommet derhen, at de tarve
ligere Familier lever omtrent som de rigere og mere frem
staaende. Den Generositet som blandt de sidste endnu inden
Midten af dette Aarhundrede gav sig Udtryk i en storartet
Glæden og Familien
an stulde tro, at dette var to Vegreber som
415
’^
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
