Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 42. Lørdag 15. Oktober 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vordan kan du sige noget saadant, svarer hun og lamer
sig ind lil ham ser du da ikke, og læser du da ikke i
mit Ansigt, i mine Gine, hvor stolt, lykke
lig jeg er over at have vundet dig tilbage. Vet er som
om du nu først er blevet mig rigtig dyrebar, som om jeg
ikke eiede dig helt, ikke havde Ret til dig, forinden jeg
havde kjæmpet for dig.
— Sonja I — du beskjæmmer mig, du er saa «edelmodig I
— ALdelmodig! hvorfor kalder du mig «edelmodig? Jeg som
er saa svag, saa ufuldkommen, saa magteslss, at jeg vil være alt,
alt gjennem dig!
— Alt, gjentar han og trykker hendes Haand haardt; ja alt
ved hinandens izjcrlp.
— Ja det blir haardt at stilles, siger hun om en 3tund. Men
en Tommer er jo ikke saa lang, og saa ....
— 2aa modes vi for aldrig mere at stilles. Til Hesten blir
du min helt. Jeg talte med din Far om det idag.
Et varmt Kys er hendes svar, et glsdende Rys.
Men pludselig tar hendes Tanker en anden Retning, hendes
Gine fyldes med Taarer, og med et suk siger hun:
— Ak ja, den lykkeligste, den lykkeligste vaa Jorden skulde
jeg vevre, hvis jeg nu ogsaa havde Fars fulde Kjcrrlighed. Indtil
jeg har vundet ham tilbage, er min seier kun halo . . .
) Grevinde stjcirnes kokette lille Kabinet er vaaraftenen stængt
ude. Ve tykke blaa silkegardiner er trukket tæt for vinduet; de
blsde Tcepper og de polstrede, tunge Msbler lcrgger vinterstemning
over værelset.
Og for at fuldstændiggjore dette Indtryk sprager Virkeveden i
Kaminen.
ved hendes side sidder Karl stjarne. Nu og da veksler de et
var Ord, indimellem er det stille, og kun Uhrets Tikken høres.
Beundrende ser han ind i hendes deilige Ansigt; Tiden gaar
saa fort; de har næsten siddet en Time saaledes, da Grevindens nye
engelske Tjener kommer ind (hendes sidste vaafund: en indfødt en
gelsk Tjener til sin personlige Rcmdighed havde Greven straks imøde»
kommet uden at spørge om Grunden); han melder at der er en
Dame ude, som nødvendig maa tale med Grevinden.
— Et Vessg — paa denne Tid — hvad skal det betyde? Hvor
ledes skal man forlange at jeg stal tage imod nu!
— Jeg sagde ogsaa, at Grevinden ikke tog imod; men hun
vilde ikke lade sig afvise.
Utaalmodig reiser hun sig op.
— vent et Oieblik, min kjære ven, jeg er straks tilbage, siger
hun til Greven, idet hun gaar.
Et Minut senere staar hun i Modtagelsessalonen, hvor lampe»
lyset dcempe» af den rsde silkestjcrrm. En msrkklcrdt, kvindelig
skikkelse kommer hende imøde.
slsret lsftes; det er Miss Vly.
Grevinden rsdener sterkt.
— Hvor tsr De vove! udbryder hun hvistende og ser sig urolig
omkring. Har jeg ikke paa det strengeste forbudt Dem at opssge
mig her.
— Tilgiv; men det er noget svcert vigtigt.
— Er Rose syg?
— Nei.
— Men saa sig det da, Menneske, sig det, saa vi kan bli fcerdig.
Hvert Minut er farligt.
— Jeg ved ikke om Grevinden vil tro mig ; jeg tror knapt mine
egne sanser. Jeg har set Hr. James — i Dag — her i stockholm.
Kathe blegner og farer tilbage. Et Oieblik er hun stum. saa
siger hun:
— Dette er jo vanvid! set en død! en som døde for tre
Aar siden! En Hallucination, en tilfældig lighed.
Rampen om Rjoerlighed.
Af Johan Nordling.
Autorisert Oversættelse.
Sonja
eller
(Fortsættelse).
Eftertryk forbydes.
— De kan da begribe, at Manden ikke spaserer paa stockholms
Gader, naar hans Ven raadner paa Themsens Vund . . .
— Ja det sagde jeg ogsaa mig selv, sagde det hundrede Gange,
siden jeg i Formiddag gjorde den skrækkelige Opdagelse. Men jeg
kjendte ham saa godt igjen; jeg er ligesaa vis paa at det var ham,
som at De nu staar foran mig Det sorte skjcegget, Vinene,
Arret, alt.
— Galskab! De førstaar da at det maa være et Vlcendvcerk,
et syn! Hvor saa De det henne?
— Det var bare et Oieblik, men saa klart og bestemt. Jeg
msdte ham i Folketrængselen paa Norrbro. I et nu var han forbi
mig. Da jeg havde samlet mig, vendte jeg om og førsøgte at ind
hente ham, at finde ham igjen. Men det var umuligt. Og nu
vilde jeg bare itide advare Dem.
Kathe stod stille en stund; hun var spsgelsesagtig bleg, med
haardt sammenpressede tceber og samkede Oine.
Tilsidst sagde hun:
— Nuvel! tak for Deres gode vilje; jeg skatter den. Men jeg
behsoer vel ikke at gjentage for Dem, at De maa have set en anden.
De døde gaar ikke igjen. Gaa nu. Jeg kan itke bli her lcrngre,
og ingen maa se Dem her. Hils Rose, og sov bort Deres Frygt!
Hun stjov hende sagte ud af værelset.
Men da hun blev alene, trykkede hun Hænderne mod Tindin
gen, bøiede Hodet bagover og stsnnede:
— Hvis ... hvis det var muligt . . .
saa horer hun sin Mands skridt ude i den mellemliggende
salon, hun river sig lss fra de ængstelige Tanter, fremtvinger et
smil paa lcrberne og Freidighed i Vlikket — alt paa et Oieblik,
en storartet selvbeherstelse !
— Vah! hvisker hun, er jeg ogsaa blevet en Tosse, som lader
mig strcrmme af Ammestuesnak. Himlen er endnu hsi og klar, dette
er bare nogen smaa drivende skyer.
Gulnede Vlade, gjemt i Erindringen, naar kom ) sidst frem til
Dagens lys, naar gled interesserte Vlikke hen over eders halvt ud
viskede Indhold?
Gulnede Blade, det Hjerte som I engang fik til at banke, er
ikke mere Det Hjerte hvis smerteligste og dyrebareste Hemmelighed
I gjemte, har forladt sorgens verden.
Gulnede Vlade, hvilken Historie fortæller I?
I Midten af HN-Aarene levede der i en af Norrlands Kystbyer
en ung vige, som var bekjendt for sin skjsnhed og sit elskværdige
vcesen. Nogen anden Rigdom end denne, som Naturens gode Fe
havde skjcenket hende i vuggegave, eiede hun ikke.
Men for Mændene var hendes skjsnhed mere attraaværdig end
Guld, og et venligt Vlik fra hendes msrke, straalende Oine snske
ligere end store vengesumme.
Og der blev kjæmpet om hende i den lille Handelsby.
Den som gtk af med seiren, var den som selv mindst eiede. Det
var en ung sjsmand, med et trofast og mandigt Hjerte, mel» frei
dige Oine og sterke Arme. Intet mere.
Hans Navn var Verg.
Nogen Aar senere giftede de sig.
slcegt, venner, Fædreland, alt som hidtil havde været hende
kjært, forlod hun freidig for hans skyld og drog til Udlandet. For
et stort engelst Rederi havde han faat et skib at fore, som for paa
Kina.
De bosatte sig i london.
største Delen af Aaret var den unge Hustru overladt til sig
selv, mens den, hvorom alle hendes Tanker dreiede sig, kjæmpede mod
Elementerne.
Men naar han saa kom tilbage for en kort Tid at hvile sig
ud i sit Hjem — for en grcenselss Glæde! Hvor forunderlig at
saa megen lykke kan rummes inden de trange vcvgge i en smal
Vaggade, mens man forgjæves sukker efter den i Westends pragt
fulde Gemakker.
Da Kaptein Verg vendte tilbage fra sin anden langreise var
han Far. En buttet liden Fyr skulde herefter holde Moren med
selskab, naar han ikke kunde gjøre det.
Nu var det om muligt endnu vanskeligere at rive sig lss fra
Hjemmet, nu da det var dobbelt rigt, bandt ham med dobbelte
Vaand.
Men paa samme Tid var det ham en Trsst, at hans unge
Hustru ikke skulde være alene.
Og vligten kaldte, ssnnen skulde opdrages, og dertil krcrvedes
venge, som Faren maatte fortjene, og Omhu og fra Morens
side.
Gulnede Vlade.
XIX.
421
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
