Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 42. Lørdag 15. Oktober 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
422
3aa gik fiere lykkelige Aar. Den lille trivedes godt. Hor hver
Gang Faren saa ham, opdagede han nye Fuldkommenheder hos
Varnet.
Hasten 59 var en Ulykkens Tid for Sjsfarten. voldsomme
Storme rasede i snart sagt alle verdens Farvande og krcrvede tusende
Vffere. Enker og Faderisse blev der mange af.
I de lange, msrke Hsstaftener, naar Regnet piskede mod Ruderne
og Gaslygten’kastede sit ustadige Skin ind i de smaa koselige Rum,
da laa Mor og Son paa Knce ved Siden af hinanden og opsendte
brændende Vsnner til livets Herre for ham som var dem tjærest
af alt i verden.
Vet led ud over den Tid i November da Kathe — saa hed
det Skib Kaptein Verg farte — pleiede at komme tilbage til london,
og endnu havde man intet hørt til oet. paa Rederiets Kontor
herskede Uro, og det bestormedes med Spsrsmaal fra de ængstelige
Slægtninge.
Endelig kom Underretningen. Vet var et Sorgens Bud.
Kathe var en Nat gaat under i det kinesiske Hav med Mand
og Mus. Ingen var reddet. Skibet var forlist tcrt ind under Ky»
sten, og bare nogen lig var blevet kastet op paa Strandbredden.
Vleg, med haardt sammenpressede lceber og hede, taarelsse
Gine gik den unge Enke tilbage til sit Hjem. Gutten som hun
holdt ved Haanden, graat hsit.
Vet blev en sargelig Julefest i det lille Hjem det Aar.
Men Fru Berg var en kraftig, energist Natur, som ikke gav
sig over; hun havde heller ikte Tid til det; hun maatte tage op
Kampen for livet.
Hun havde en Son at opdrage; hun var Mor ikke bare til en,
men til to. Nun bar et Varn under sit Hjerte, et Varn som aldrig
skulde saa se sin Far.
Straks efter Nytaar agedes Familien med en Vatter, et vid
underlig vakkert Varn med klare blaa Gine.
Hun kaldtes Kathe efter det Skib hvormed Faren var gaat
under.
Nu begyndte en Aarrcekke fuld af anstrengt Arbeide. Fru Verg
sparte sig ikke for saa godt som muligt at kunne opdrage Vsrnene.
Hun oppebar aarlig en tiden pension af Rederiet, og den var
til stor Hjcrlp. Forsvrigt staffede hun sig god Fortjeneste ved at ud
fore fine Haandarbeider, hvortil hun var meget fiink, og fik dem
solgt i de elegante Vroderiforretninger.
Omtrent et Aar efter Mandens Vsd fik hun en Vag et Vessg,
som gjorde hende megen Gloede, stjønt det samtidig rev op i det
friste Saar. (Forts.)
kal Aundskaben virke dannende (udviklende)
paa Vårnets Aand og Gemyt, og derigjennem
paa dets Vilje, da maa det være en virkelig
Aundskab det faar, d. e. det maa lære Aund
ffabens Gjenstand at kjende, og det paa
saadan Maade, at dets Tanke og dets Fslelse sættes i Ve
vcrgelse derved. Der maa sættes i Gang et alsidigt Aandens
Arbeide; uden Arbeide ingen Udvikling.
En Vrdramse som bare hcenger sig i Hukommelsen,
er i Virkeligheden ingen Aundstab, og den sætter intet
Aandsarbeide i Gang, virker altsaa ingen Udvikling, ingen
Dannelse.
Nu har det sig saa, at den Ting (sag) som Varnet
virkelig stal lære at kjende, den — 3»agen selv altsaa, ikke
bare Gro om den — maa fremstille sig for det levende
og tydelig, saa et Villede af den aføyeiler sig i dets s>jcrl.
Vette gjælder baade de nære og de fjerne Ting, baade de
Vreve.
-»-
ALrede Frue!
11.
URD
materielle og de „aandelige", baade „Ting" i snevrere
Forstand og Tildragelser.
Derfra striver den sig egentlig denne Tendens —
som altsaa ogsaa De, kjære Frue, har set paa med Mistro
og Mishag — til at gjore al Ting „gjennemsigtigt" for
Vsrnene, synbart, „anskueligt". Det er nødvendigt, ikke
for at gjore Gpfattelsen og Tilegnelsen let, men for at
gjore en virkelig Opfattelse og Tilegnelse mulig.
Tingen, sagen, Tildragelsen — hvad det nu kan
være — maa fremstilles saaledes, at Varnet kan se den
med sit indre Vie, d. e. gribe den med sin Indbildnings
kraft. For at dette kan ste, maa der ofte endog ligefrem
legemlig Vestuelse (Anskuelse) til.
De ved jo meget godt af egen Erfaring, at en Egn
som De har set, den kjender De ganste anderledes „livagtig"
end en som De bare har faat bestrevet, om De end har
brugt Aartet aldrig saa godt. Tigesaa med en oplevet
Tildragelse, sammenlignet med en fortalt. I(u er det jo
umuligt, at Vornene kan faa erhverve al sin Aundstab
gjennem Gplevelse eller umiddelbart selvsyn; saa meget
nødvendigere er det da, at Andenhaandsfremstillingen
nærmer sig Gplevelsen mest muligt og kommer Fantasien
bedst muligt til Hjælp.
Det maa vi altsaa sorge for, saa sandt det er virkelig
Aundstabstilegnelse vi vil, ikke Ramsepug. Hensigten er
aldeles ikke at fri Vornene for Arbeide og Anstrengelse;
tvert imod, den levende, virkelige Aundstabstilegnelse krcever
just Anspændelse af alle Aandens Arcefter. Eller er det
ikke saa. Frue, at naar man stal lære en Ting til Gagns
at kjende — naar det hele beror paa egen lagttagelse —
da maa man just være vaagen, som det heder? Ougge
Grdramser, det kan man derimod gjore i Halvssvne ogsaa.
Nei, det var aldeles ikke Meningen at tage Arbeidet
fra Vsrnene; men det var Meningen at sætte dem i Ar»
beide paa en helt anden Maade end for, en ganste ander
ledes frugtbar Maade. At det gamle tildels er forbi og det
nye ikke kommet isteden, at den nye Maade derved er
kommen i Miskredit baade hos Dem og hos mange andre,
at derfor Reaksjonen alt begynder at rore paa sig, fcerdig
til at sluge alt som vi har vundet ind, — se det har
mange Grunde; den vcesenligste stal jeg siden pege paa.
Men hvorledes stal vi saa faa Vsrnene til at arbeide
paa den nye Maade? De er vist ræd for at netop der
vil det knibe, ikke sandt? De gamle Drivkræfter:
Trusel og Tvang og straf og Tokkelse og Velsnning, de
kan ikke bruges med synderlig Effekt lamger. En og
anden venter kanste endnu med suk og Tcengsel paa, at
Reaksjonen stal bringe dem i Aurs igjen; men i sin gamle
styrke kommer de vist aldrig tilbage. Ikke vilde de passe
heller i det nye Arbeides Tjeneste, huggeriet kunde de
drive, det passed de udenerklt til; men lagttagelsen, Fanta
sien, Tænkningen, Fslelsen — nei, de lar sig ikke sætte i
Gang paa den Vis.
Den eneste Araft som magter at sætte disse Arcefter
i Vevægelse og Arbeide, det er Interessen, Vårnets
Interesse for Undervisningens Gjenstand.
Ikke dette vantro medlidende smil, kjære Frue I Jeg
ved jo meget godt at man har hsstet bitre Erfaringer
paa dette Felt, skuffelser i Mængde, og saa gror der
Mistillid og Mismod og Vantro efter. Men — det
hele skulde vel ikke komme af at man har fa ad Mis
tillid og Vantro? — Eller hvor mange tror De egentlig
det er som med fuld Fortrsstning har bygget paa Vsr
nenes Interesse helt ud? kastet alle andre Vroer af?
følgelig gjort alt muligt for at vinde denne Interesse?
ikke tænkt paa at man havde andre og sterkere Midler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
