Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 44. Lørdag 29. Oktober 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— Jeg husker ikke Detaljerne ved denne mystiske Sag; du og
en Kamerat var paa veien hjem fra Klubben, da dere ude paa
en af Vroerne over Themsen ser en stor Folkehob, der stirrer ned i
Elven, hvor et tig drev med Strsmmen. Dere fik det i tand, og
det viste sig, at Manden ikke var dod, var det ikke omtrent saa?
— Jo aldeles, vi fik den übekjendte ind paa et lidet, tarveligt
Hotel, og der laa han i fem Uger, svevend? mellem tiv og Død.
Da han endelig blev frist, fandt han sit Hjem stcengt, Hustruen reist,
og intet Spor af hende at finde. Gjennem politiet var hun blevet
underrettet om at han var omkommen. For det troede man. Han
var bare en Jockeyrytter, en stakkars uordentlig Eventyrer, men han
maa have elsket hende lidenskabelig; thi han førsøgte at drebe sig,
da han opdagede at hun var reist sin vei.
— Nu husker jeg du fortalte det. Det var dengang han sit det
merkelige Ar som han har. Ja det er en forunderlig Historie. De
virkelige Romaner overtreffer ofte de opdigtede.
— l)ys — Musiken spiller op. Der har vi ham!
Der gik en Mumlen af Vverrastelse og Beundring gjennem
den store Cirkusbygning, da Vosca sprengte ind. Damernes Kinder
rodenede, og som paa et givet Kommandoord lsftedes alle Kikkerter;
Rytteren blev monstret med megen Interesse.
Det var en usedvanlig statelig Skikkelse til Hest; han rider en
stor engelsk Fuldblods med hoie, slanke Ven og edel Vygning.
Selv sidder han som stobt i Sadlen, smidig folger han hver af
Hestens Vevegelser, paa samme Tid som han har den fuldstændig
i sin Magt.
Hans Ansigt er eiendommeligt; det undlader aldrig at gjore et
dybt Indtryk, serltg paa Kvinderne.
Det er hverken regelmæssigt eller vakkert, men ingen vilde heller
finde paa at kalde det stygt.
Under et var veldige, buskede Gienbryn glsder to morke, dybt«
liggende Gine. Nesen er stor og lidt stjev, men ikke styg, Mund
partiet sterkt udviklet, og Hagen og Overleben dekket af et blcm»
sort Skjeg.
Men det som iser gav ham et eiendommeligt preg, var et
langt, zigzagformet Ar, som fra venstre Tinding strakte sig ned over
Kinden og førsvandt under den kulsrte Snip. Dette Ar med den
blege, hvide Farve stak skarpt af mod den morke Hud.
Med den lille Jockeyhue i Haanden og senket Hode red han to
Gange rundt Manegen; nogen begeistrede Damer begyndte at applau»
dere, fiere sluttede sig til, og en sand Bifaldsstorm brod los.
Hvis ikke alle havde veret saa optaget af ham, vilde sikkert
den Opmerksomhed hvormed den vakre Grevinde Stjcirne uafbrudt
betragtede Lirkusrytteren, have vakt den største Forbauselse. Men
nu lagde ikke engang hendes Mand og den franste Varon Merke
hertil.
ved sin Entre svingede Vosca saa tet forbi hende at hun kunde
have rsrt ved hans Skuldre. Som truffet af et elektrisk Stod skvat
hun til. og hendes Ansigt blev saa hvidt som den melede Klowns,
der dansede efter Voscas Hest; med stive, stirrende Mne bolede hun sig
fremover, og Haanden knyttede hun krampagtig, saa den myge
Handske revnede.
Hendes Hjerte stod stille, og Vrystet snsredes sammen; hun
kunde ikke puste.
Drsmte hun? var dette bare en frygtelig.Hallucination, frem«
kaldt af Miss Vlys Snak; eller steg virkelig de døde op af sine
Grave for at forferde de levende?
Den Mand som med senket Hode, hilst af Publikums Jubel,
red forbi hende, var James — hendes Mand, hvem hun havde
troet dod — James Ventson!
tidt efter lidt trengte visheden sig ind paa hende; den frygte»
lige Virkelighed fremstillede sig for hende i hele sin Redsel.
James levede, det maatte vere, det var haml
Hun var som lammet. Hun indsaa Faren, skjonte at hvert
Gieblik var kostbart; saa han didhen, var hun fortabt.
Den eneste Redning var Flugt; hun kunde skvlde paa et pind»
seligt Ildebefindende, finde paa noget, hvadsomhelst for åtkomme bort.
Men nei, hendes lemmer var som fasttryllet til Stedet, ikke en
tyd fik hun over sine teber.
Voiet frem over logekanten, med stirrende Gine og Henderne
krampagtig sammenknuget sidder hun fremdeles ursrlig, da Ap>
plausen dsr bort, og Vosca stiger af Hesten og tager Sadlen af.
— Min kjere, siger Grev Stjerne smilende, dn sidder saa stille
og opmerksom, dette Numer interesserer dig vist meget.
Hun svarer ikke, bare vender Hodet lidt, og deres Vlikke
modes. Han viger tilbage.
Slig havde han aldrig set hende for! Hendes Vlik var saa
usigelig morkt, dystert, fortvilet — men ogsaa trodsigt.
— Min Gud, udbryder han, er du syg? Dit Ansigt er ganske
hvidt, og dine Gine glinser som i Feber. Svar mig, svar mig da;
vi kan jo straks tage bort.
Men hun stirrer stum udover Arenaen.
URD
Den franske Diplomat hvisker til Grev Stjcirne :
— De har vist Ret, Madame er ikke bra. Det er sikkert varmen
herinde. Hvis De onsker det, skal jeg skynde mig ud og finde Deres
Vogn, saa behsver De ikke at forlade hende.
Grev Stjcirne takker, og Varon Furgean forlader hurtig logen.
I samme nu bliver det dodsstille i den kjempestore Vygning.
Den skraldende Musik horer op, alle tilskuere stirrer spendt ned
paa Arenaen.
Det er det store „Jettesprang" som forestaar. I fuldt lob
skal Vosca mode den usadlede Hest og fra Marken kaste sig over
Hestens Hode op paa dens Ryg. Det var noget hidtil uset, uhort!
Han staar ferdig til Sprang; man ser de veldige Muskler
trekke sig sammen som Armer under den tetsintteude Dragt. Han
styrter frem.
Alles Gine folger ham.
Men pludselig, midt i Spranget, stanser han. Som truffet af
et lyn bliver han staaende, ursrlig, stirrende ret frem. Det er midt
soran Grep Stjarnes toge.
En svag Mumlen af Forundring gaar gjennem publikum.
Karl Stjcirne reiser sig; han rodener af vrede. Er Manden
gal, eller hvad?
Da lyder Voscas Raab udover Forsamlingen, og han strekker
sine scenede Hender ud som for at gribe efter Kathe:
— Kathe — — min Hustru — Kathe — saa finder
jeg dig da tilsidst — trolose !
Kathe flaar Henderne for Ansigtet, reiser sig, men faloer be>
svimet om i Grev Stjarnes Arme.
Der blev en voldsom Vevegelse blandt publikum. Man reiser
sig fra sine pladse, raaber, springer over Venkene og strsmmer ned
paa Arenaen.
Staldbetjeningen er styrtet ind for at faa Vosca ud; han gjor
Modstand, ser op og strekker Henderne imod Stjiirnes toge, mens
han raaber paa fin Hustru. Men Grevens loge er tom.
Oprort i sit inderste og maallos har Grev Stjcirne ved den
tilbagekomne Furgeons Hjelp faat den bevidstlose Kathe ud. I
vestibulen moder de Strsle og Ruda, og de hjelper dem med at
faa den bevidstlose ind i Restauranten og stenge Dorene.
Alle er blege og oprorte. Karl Stjcirne kjender Venene svigte
under sig. Han kan ikke tenke klart, det gaar rundt for ham.
Hvad er sandt — hvad er logn? Er Kathe hans Hustru, eller er
hun ikke?
Tilintetgjort synker han ned paa en Stol.
Vetjeningen i Restauranten tager sig af Kathe og førsoger at
vekke hende af Besvimelsen.
Stråle trekker Ruda lidt tilside.
— Dette er jo forferdeligt, siger han, en Skandale og et haardt
Slag for min stakkars Onkel, vi maa straks faa ham bort herfra,
forinden hans Hu denne Kvinde vaagner op. Han maa
ikke se hende igjen. Vosca er blevet budsendt, lad ham tage hende.
Stum, viljelss, skjelvende som et sygt Varn lader Karl Stjcirne
sig af Kurt fore ud til vognen.
Efter denne Stund er Kathe Ventsons Navn ikke blevet nevnt
i Familien Stjiirne. Lun er som dod. Og ncmr Erindringen om
hende dukker frem for dem i morte Timer, da tier de med det for
hverandre.
I Udkanten af Mentone ved Middelhavet ligger en henrivende
villa, hvis store veranda er rigt dekket af vinlov.
Det er en Aften i Slutningen af Juni. Dagens trykkende
varme er nu ved Solnedgangen veget. Sonja sidder alene ude paa
verandaen, Albuen hviler paa Rekverket, og Hodet stotter hun i
Haanden; en Vog ligger opsiaat foran hende.
Men Ginene fengsies ikke af den, drommende stirrer de udover
Havfladen, hvor Aftenhimlens Guld og purpur speiler sig.
Raste Mandstrin hores fra Haven og opover verandatrappen.
Det er Kurt.
— Tys l smiler Sonja og hever Fingeren; papa sover vist
endnu.
Kurt kaster et Vlik ind gjennem Glasdsren og lister sig paa
Taa hen til sin forlovede.
Kjerlig bøier han sig ned over hende og lader Haanden kjer»
tegnende glide hen over hendes morke Vaar.
— Hvorledes har min elskede det l Aften? Er du fornsiet?
— Ak, skulde jeg ikke vere glad, jeg som har alle mine kjere
om mig. Og i Aften er jeg iser glad; jeg synes Papa er blevet
muntrere og tjekkere de sidste Dage. Man kan rigtig se, at det gaar
fremad med ham. Og hans Sind er blevet roligere nu. Tenk
du, i Eftermiddag lo han saamend rigtig hjertelig.
— Du har Ret, jeg synes ogsaa det gaar fremad med ham.
441
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
