Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 44. Lørdag 29. Oktober 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
et er en stor Mission og en paastjonnelsesværdig
Gjerning, Lærerinderne har paataget sig; det
er vist! Ja, ogsaa 3crrerne — førstaaes; men
jeg siger dette i scerdeleshed til den kvindelige
Vel af personalet.
W Gg hvorfor netop til disse?
Jo, fordi disse — oftere end Manden — ved siden
af Vogerne og Haandarbeidet ogsaa tænker paa det in
dividuelle Menneske, der stal forberedes til at gaa
Tivet nied de utallige store og smaa Anstsdsstene imøde,
netop de smaa, der som oftest er de allerværste!
Det er „Moderinstinktet", der saavel hos den ugifte
som den gifte Avinde maa gjøre sig gjældende. Hsnen
beffytter sine egne, ofte ogsaa andres Kyllinger, hvad
Hanen ikke førstaar ;—men det kan ogsaa hcrnde, at Aylling
moderen forlader sine Vsrn for at gaa paa egne veie,
og at en anden Hone tager sig af de stakkels smaa.
Uimodsigelig sandt er det, at Modrene har den storste
Opgave her i Avet; og den burde de alle fole Ansvaret
af fra Begyndelse til 5lut I
Men er det Mon saa?
Naar vi ser os omkring blandt vore kjcrre Venner
og kiger ind i mange af „de tusind Hjem", saa er det
desværre ikke altid saa rart bevendt hverken med de crldre
eller yngre Msdre og deres Barneopdragelse — endnu
da, trods smukke og udenerket fremsatte Theorier.
Det faar nok skolerne og Lærerinderne at fole!
s>aa mange Modre vil hertil komme med den sæd
vanlige Bemerkning: „Ak ja, san! det er saa gruelig
let for ugifte og dem, der ingen Barn har, at opdrage
andres!"
Aa ja, saamen —
„letheden" kan jo være en Tag for sig. Men Evnen
til at forkjæle, være partisk eller altfor overbærende nrtop
i saadanne Tager, der befæster Vårnets medfodte onde
Natur og kanste bliver til übodelig Tkade senere i Tiden
for dette, sindes — naar vi vil være crrlige — i adstillig
større Grad hos Modrene nutildags end hos lærerinderne,
hvor nok „Moderfslelsen", men ikke „Modersvagheden"
er nedlagt. Der er betydelig Forstjel heri
„Grinede og urimelige lærerinder" er et rent slag
ord, man scerdeles ofte horer baade af Modre og deres
— undskyld! uopdragne Tsnner og Dstre. Tkam at sige
oftest af sidstncevnte, der kanske selv engang foler sig kaldet
til at træde ide „grinedes" Fodspor. Men det skulde undre
mig, om ikke en saadan ung pige med Alderen oftere kom
mer til at mindes en eller anden af disse smaa paamindelser
om Orden og Akkuratesse, hsfiigt Væsen eller pene Manerer,
hun i sin Tid fik paa Tkolen af denne eller hin lærerinde,
der var saa „vcemmelig og cekkel!"
Det er igrunden besynderligt, ufatteligt, at der stal være
saa lidet samarbeide mellem Hjemmene og skolen i vorTid.
Og det rareste er, at saa ofte just de Modre, der en Tid af
sit 3iv selv har siddet paa Aathedret, har allervanskeligst for
paa sine Vsrns Vegne at underskrive skolens paabud og
Anordninger, — alt det „Tmaatteri", der onstes til Gr
denens og Disciplinens Gjennemførelse.
Det kan ganste vist se ud som Tmaating, f. Eks. at
holde Trcekpapir i hver skrivebog, to istedetfor en ny pen
paa lager, tilspidset Blyant for Timen, nogenlunde rent
lommetorklæde, ingen tilblcekkede Fingre, at stulle hcenge
landkortet op ret og ikke paastakke osv. osv. Men Ajernen
Modrene og Tcererinderne
URD
i det hele — det ene med det andet — er jo at vcenne
Vsrnene til Orden og punktlighed; og dette kan ikke gjores
for meget eller for ofte for saadanne glemsomme og vimsede
smaa Damer og Herrer, forekommer det mig.
At Vsrnene, hvad man sommetider kan hore indvendt,
paa denne Maade bliver „smaafcerdige" og „petitmaitrs
agtige, kan fornuftige Moore neppe ville gaa med paa;
de burde vel snarere være glade over lidt Hjælp i det
vanskelige Arbeide at faa de smaa til at tænke sig om og
at huste.
I alt dette saakaldte „Grin" paa Tkolen kommer og
saa den vcesentlige og indgribende Forstjel frem mellem
den mandl. og kvindl. Undervisningsmethode.
Men netop herfor stulde Forceldre — Fædre — tænke
sig vel om, for de er med paa at underststte saadanne
slag som mest mulig Fjernelse af kvindelig ledelse i de høiere
Alasser! Thi naar er vel Varnetslappere og mere henfalden
til Dovenstab, Uorden, Hensyns- og Tankelsshed end i Al
deren !^0 Aar? og hvem vil forståa bedst, naar man
gaartilbundsi Tagen,paa en rolig, tillidsvækkende og kjærlig
Maade at modarbnde alt saadant — Manden, der i Regelen
har saa mange andre Gjsremaal at fæste Tankerne ved ved
Tiden af Tkolegjerningen, — eller Avinden, der, naar hun
har et bestemt Aald, gjerne helt ofrer sig for dette?
lad saa være, at man endnu ifolge gammel Hævd tror,
at der er større Garanti for Vpnaaelse af Fagkundskaber i
en Adjunkts eller Vverlærers Undervisningstime end i en
almindelig kvalificeret lærerindes. Men der cr da vel ogsaa
— fraseet de nyere Ideer om de to Ajsns individuelle Evne
til at undervise — andet end Norst, Historie, Geografi, Tprog
etc.,derer tjenlig forEleven at kjende tilfor atgreiesig ilivet?
Dette „andet" har jeg hort adskillige Modre erklære
at Varnet kan „lære hjemme".
Ja, det var jo det ideale —.
Men naar dette nu ikke altid er Tilfældet da? Eller
om Varnet ogsaa horer og efter de moderlige Fordringer saa
nogenlunde praktiserer den gode leveregel i Hjemmet, men
— glemmer den, hvad overordentlig ofte gaar for sig — paa
Tkolen; hvad saa ? Var det- ikke heldigere for alle
parter at soge den gjennemfort begge Tteder og under
Vårnets hele Vpvcekst, Dag ud og Dag ind, indtil den
var groet- fast i Bevidstheden som en uafviselig pligt eller
noget, der umulig kan være anderledes?
Men tilbage til Forskjellen mellem en Mands og en
Avindes Maade at undervise paa.
Jeg har talt med fiere Tkolemennester om dette og
kommer altid til samme Resultat, at for en lærer er Maalet
ved en grundig Gjennemgaaelse af Timens Fag at opnaa
for Eleven en god Eksamen. Dette staar selvfolgelig
ogsaa lysende for lærerinden, men — sideordnet. Thi stadig
vcek vil det „kvindelige", der i dette Tilfælde maa siges at
være sammensat af Moderinstinkt og Tkjsnhedsfslelse, blande
sig ind i Undervisningen og foranledige en hel Del Tide
bemerkninger som: „Tid ordentlig paa Vænken!" „Ikke
bid Negle I" Hvor har du gjort af lommetsrklædet dit? "
„Har du nu revet dig istykker, — hvad tænker du. Mama
siger til det?" „Op med Hodet; snak hsit" osv.
Eller til de større Elever: „Fy, saa sort paa Fingrene!
det gaar ikke an for saa stor pige". „Te at faa syet fast
Aantebaandet paa Ajolen din til imorgen, og stryg Haaret
bort fra Vinene!"
„Ikke tramp saa, Tmaapiger!" „lceg alle Vsgerne i
Tkabet med Ryggene til en Vei!" „Fyda, Gut! ved du
ikke, at det er noget af det styggeste, du kan gjore, at
spytte paa Gulvet?" — og saaledes i det uendelige om
de tilsyneladende mindre Uefterretteligheder, der dog — det
indrommer vel de fleste — ikke er tiltalende hverken hos
smaa eller store!
449
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
