Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julenummer 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
„Hvad er det for en underlig, hvidgraa Sky, der
hcenger over Byen?"
„Det er Airsebcertrcrrne, som blomstrer," svarede
styrmanden livlig. „Hele Vyen er som en eneste Airse
bcerhcwe, og hvert Hus har deraf en stor Næring. Ja,
Morel- og Vlommetrcrr er jo ogsaa nu i Vlomst —
men det er mest Airseboertrcer; de er saa hvide som
Sneen."
„Hvor smukt," sagde hun stille. „Jeg stal derhen
for at leie Hus for dommeren," vedblev hun, da han
blev staaende.
„Jeg er selv derfra og har et Hus ikke langt fra
Vadet — lige ved Sjoen, og da jeg netop har permis
sion til i Eftermiddag, kunde jo Fruen bese min Teilig«
hed. Sporg efter styrmand Hagens Villa — alle kjen
der den — men nu maa jeg i Tjenesten;" han lsftede
paa Huen og skyndte sig afsted, idet Dampskibet netop
lagde til ved Vryggen.
Da Fru Advokat Arast havde faaet en Aop Eho
colade paa Hotellet og bestilt en god Middag, begyndte
hun sin Vandring i den lille Vy. En Vei strakte sig
langs med Sjoen, der rullede sine Vslgeslag næsten op
til hendes Fod, og enten hun vandrede syd» eller nord
paa, vandrede hun under disse snehvide Trcer, hvis
Grene hang over Gjærderne eller stod frit omkring Hu
sene paa Marken. Tuften var saa mild, og strog der en
luftning hen, saa viftede disse Millioner af Vlomster
og dryssede sine hvide Vlade over hendes Hoved, som
om de nikkede og vinkede til hende. Hun syntes, hun
aldrig havde seet et mere yndigt og fredeligt Sted —
næsten ingen Mennester paa Veiene, men Vcrnke hist og
her under store Hængebirke eller ude paa Alipperne med
den deiligste Udsigt til Fjordens Ger, der smaragdgrenne
svsmmede i den blaa Sjo, medens deres hvide Huse
skinnede i Solen.
Her vil jeg bo, tænkte hun. Rigtignok blomstrer
ikke Airsebcertrcerne, naar jeg kommer, men dette Syn
vil jeg aldrig glemme. Nei aldrig. Gid jeg kunde være
her nogle Dage — hvor jeg vilde komme mig — men
jeg maa hjem til Mand, Hus og min syge Gut
Hun reiste sig fra en Vænk og begyndte at gaa
indover Veien til Hotellet; medet stod Styrmanden
foran hende.
„Her er mit Hus, Frue," sagde han og hilste.
„Jeg eier Strandret, og Vadehuset der horer med til
Eiendommen. De varme Ssbad ligger tre Minuter
herfra."
Han lukkede op en laage, og gjennem en All 6 af
de samme blændende, hvide Trcrr naaede hun Huset.
Det lcm hoit med en vid Udsigt over Fjorden, omringet
af en Have med lave Frugttrcer og nogle smukke Vlom
sterbed, hvor en Vord af gule og rode Aurikler blandede
sine Farver, medens længer hen en Rabat med blaa
Zillar og perleblomster, konkurrerende med Himlens Azur,
prangede i store Alynger. Tangs med Husvceggen duf<
tede de sidste violer. En ung Aone tog imod hende
„Ja, vi er der om ti Minuter."
URD
ude paa den aabne Veranda. Hun besaa Huset — alt,
alt fortryllede hende, prisen var en Smule stivere, end
hendes Mand havde sagt, men hun var ikke af dem,
der kunde prutte eller holde paa sin Fordel. Hun under«
strev Aontrakten og seilede om Eftermiddagen hjem i en
poesifyldt Stemning. Hun syntes, hun havde vandret i
en eneste stor, fortryllende Have under et Tag af hvide
Vlomster, lig de deilige Airsebcergrene, hun bar i sin
Haand.
Paa Vryggen stod Rigmor, hendes celdste Datter og
Varnepigen.
„Nei; jeg stulde hilse fra Advokaten; han spiser
hos Aonsul Holmsen, og saa stulde der være Aortparti
efter da, — Fruen maatte ikke vente ham tidlig hjem."
Alt blev med et graat i graat — Stemningen blcest
vcek. Hun gav Rigmor Grenene og vandrede atter med
sit trcette Udtryk gjennem „den myldrende Vy."
I Juni flyttede Fru Ginni Araft med sine tre
Vsrn og Varnepige til Villan i „Airsebcrrbyen", som
hun kaldte den. Vlomstringen vir nu over, og de
grsnne Aart stjults sig mellem de morke, blanke
Vlade, indtil de atter kunde træde frem som glsdende
Frugt. Vyen var bleven befolket, men det generede
hende ikke. Indenfor sine Enemerker var hun fri og
alene; den unge Vertinde, selv barnlos, havde baade Tid
og Hjerte til at vise hende al mulig Venlighed og
Hjælp. De to 5- og 3-aars Smaapiger trivedes og
havde allerede fundet Veninder. Hendes syge Gut med
de tynde, krumme Ven trcengte ikke andre end sin Mama
og Dada, og al Vadning baade i koldt og varmt So
vand optog hendes Dag. Men de lange, lyse Aftener,
naar hun sad alene ude paa Terrassen, havde hun Tid
til at længes efter sin Mand. Han havde fulgt dem ned,
men var reist samme Eftermiddag tilbage, og af de sjeldne
Vrevkort sik hun ikke meget at vide. Men denne Tor
dag stulde han komme stilende med to Venner, og stjønt
hun tusind Gange heller vilde hcwt ham alene, var hun
dog glad ved, at de atter stulde modes. I de første
Aar af deres A3gtestab havde han l avt god Tid, men
i de sidste par Aar var han kommer i Forbindelse med
saa mange Venner, der slugte ham — slugte ham fuld
stændig, stjal hendes Aftener og lod hende gjennemvaage
de lange Ncetter uden Sovn, thi hun kunde ikke lukke et
Gie, for hun havde hort Aneppet i Taasen; da lod hun
mangen Gang, som hun var i dyb Sovn og stak sit Tom
metsrklcrde i Munden for ikke at tale. Til andre Tider
var hun derimod saa irriteret ved hans utilgivelige Ude
bliven og Forssmmelse af sit Hjem, at hun stjcendte
paa ham — bebreidede ham alt — ak, men altid kom
hun tilkort — hun bare tabte for hver Gang — han
svarede ikke, men flsitede sagte, og Dagen efter var hun
vis paa at være alene. Alt dette havde lagt et Mis
mod over hendes Vcrsen, og dertil kom disse evindelige
„Er ikke papa her?"
5
« -5
457
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
