Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. Lørdag 6. Januar 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
5
Modekronik.
elskaberne begynder; Glæde og Fest staar
for Døren, og det gjælder at have
Toilettet i Orden. De fornuftigste har vel
været ude i Tide og har sine Dragter
istand, men flere end en kaster nok et
bekymret Blik ind i Klædeskabet og
undres, om ikke Selskabskjolen fra ifjor med lidt
Opfiffing her og der endnu kan gjøre Tjeneste.
Sørgeligt er det, at Moden har forandret sig saa
betydelig fra ifjor. „Sidste Mode" studeres grundigt
af blonde og brune, slanke og fyldige, som forsøger
at finde ud, hvad der bedst egner sig for dem. De
sidste vil jeg give samme Raad, som jeg forleden
gav en Veninde, der altid raaber Ak og Ve over, at
hun er for liden og tyk, til at hendes smukke
Toiletter kan virke elegante: brug ikke skotske og
rudede Stoffe hverken til Skjørt eller Liv, og aldrig
tverstribet Tøi; Striberne bør gaa langsefter. Det
moderne slanke Skjørtesnit er heldigt, ligesaa
Tunik-ög Prinsesseformen. Endelig ingen brusende
Blusefacon, men heller glat, skræddersyet Liv. Graat er
en Farve, som forstørrer, og derfor helst bør
und-gaaes. De fleste Kvinder med nogen Smag forstaar
forresten godt, hvad der klæder dem. Ofte er det
rene Smaating, som gjør et Toilette elegant, en fikst
anbragt Sløife, et Blondearrangement fæstet til med
nogle af de moderne Fantasinaale.
Gamle, udringede Balliv kan blive elegante
Sel-skabs- og Theaterliv ved at overtrækkes med Tylstof.
I Paris er lange, klare Blondeærmer meget brugt.
De er at faa kjøbt færdige, løse, til at traakle paa
ethvert Kjoleliv, man selv har. Liv af kulørt Silke
med Blondepynt og slige Ærmer er smukt.
Fortryllende er de høist moderne Fløilstoiletter,
som dog egner sig bedst for høie Damer. Jeg har
seet to Modeller: en af violet Fløil oversaaet med
Sølvprikker, hvilket er det nyeste i Fløil. Skjørtet
bestod af tre, næsten glatte Kapper, som gik over
hverandre og var markerede nederst ved en ganske
smal Kant af Chinchilla. Livet var udringet
overen Smække af samme Skind, Ærmerne naaede kun
til Albuerne, hvor de var pyntet med et Par
Chin-chillarosetter.
Den anden var en sort Fløils Prinsessekjole,
snever næsten lige ned til Foden; den nødvendige
Vidde nederst fremkom ved at der fra alle Sømme
i Skjørtebredderne udfoldede sig et saakaldt
„Vinge-skjørt", noget i Lighed med en Vifte og besat med
smaa sorte Tylryscher.
En Overflod af net Halspynt har vi at vælge
mellem. F. Eks. Linninger af lys, kulørt Fløil, der
staar høit op i Spidser ved Ørene. Halspynten er
gjerne kantet med hvidt Silketøi, der udvider sig
foran til et langt Baand, som knyttes i
Sømandsknude og er pyntet nederst med en smal Silkerysch
af Farve som den kulørte Fløil. Vakre er ogsaa
de lange, sorte Silkemuselins Kravater med flere
Rader Tværstriber i sterke Farver.
Jeg maa med et Par Ord nævne en Nyhed paa
Skindtøiets Omraade, skjønt Forværksmoderne ikke
egentlig hører hjemme i denne Artikel. Jeg mener
Boamuffen, en lang Boa, hvis nederste Del ved Hjælp
af en Elastik og en Knap kan fæstes op og rulles
sammen, saa den danner Muffe, naar man behager
og trænger den. Dyrets Hoved kommer da til at
hvile paa Hænderne. Smaa Dyrehoveder er nemlig
lige moderne som før og imiterer endog Knapper
paa Dragterne. Det er rent ud utrolig, hvilken
Mængde Forværk der bruges i Vinter, hele Kaaber
syes deraf. Skindhuer af Chinchilla og Maar pyntes
med Blomster, baade med Roser og Violer, ligesaa
Mufferne, der skal være dygtig store iaar. Heldigt
derfor, at ældre Muffer kan forstørres og pyntes op
ved Hjælp af Fløil, Silke og Kniplinger, en Kunst,
som det idag ikke blir Tid til at lære fra sig.
Derfor a u r e v o i r! Martha.
Syluia.
Af Alvilde Prydz. Det nordiske Forlag.
Det er to Aar siden „Gunvor Thorsdatter" gjorde
sin Indtrædelse i Verden. Det var en sterk Bog,
sagde Bjørnstjerne Bjørnson. Ja den var sterk. Og
den var skjøn i sin Storhed og Styrke. Men naar
man har læst en slig Bog, da spør man uvilkaarlig:
hvad kommer hernæst? og tager man, opfyldt af
dette Spørsmaal, „Sylvia" i Haanden, saa blir man
i Begyndelsen næsten en Smule skuffet. Thi „Sylvia"
er ikke nogen sterk Bog. Tvertom. Den lille
Friedel alias Sylvia, Heltinden i Bogen, er en bleg liden
Vekling, svag af Helbred og med en udpræget Trang
efter Hjælp og Støtte udenfra. Hun er saa
almindelig, ikke Spor af „Overmenneske". Men fin og
vakker er hun, Friedel, fin og vakker i al sin Længsel
efter Livets skjønne Toner.
Og Livet selv skal gjøre Friedel sterk.
Da hun møder den unge Mand der oppe paa
Fjeldet, han som havde det med at gaa paa
„Smaa-fugljagt", da rives hun med. Hun tror ham, og
hun hengiver sig til ham med hele sin rige,
læng-tende Sjæl. Men da hun opdagede at hun havde
taget feil, da hun saa at hun maatte helt ind i Døden
for at de to hvis Kjærlighed hun havde søgt, Faren
og „han", kunde aabne sine Hjerter for hende, da blev
hun forstandig, og da „Smaafugljægeren" atter møder
op, dennegang for i Alvor at drage Prinsessen til sig, da
er hun blevet sterk, og da kan hun tale ud:
„––Dengang jeg laa der, og min far først
trode jeg var død, saa blev han pludselig god mod mig!
Da vilde han give mig alt hvad jeg før havde bedtom
forgjæves ! Og da De kom — De tænkte vist ogsaa først
at jeg var død! .... Saa fik vist De ogsaa lyst til at
være god mod mig! .... Kan De huske, da De laa
ved min seng? ....
Men da blev det saa underligt for mig, som jeg
aldrig har følt det nogen gang! Der blev bittert og tomt
indeni mig! .... Det at jeg havde elsket og lidt, det
døde ligesom altsammen ud i min sjæl! ....
Og siden tænkte jeg — da foresatte jeg mig, at jeg
vilde ikke vente saalænge nogengang, men prøve at
være god og retfæidig mod menneskene, mens de lever
— for siden er det saa sent!
Og jeg maa vist takke Dem, for —for inan bliver jo
forstandig efter saadant noget! Og det er jo godt! Man
bliver til noget andet—jegvilhaabenogetmereendfør!"
Men naar man lægger „Sylvia" bort, er man ikke
skuffet. Tvertom. Man er glad over at have set en fin,
svag Sjæl bli sterk i Livets Storme, saa sterk at hun kan
sesin Sjæls udkaarede i Øinene, vise ham hvem han er og
rolig gaa bort, naar han strækker Armene ud efter hende.
„Gud vil, at du skal være sterk", siger „Marie" i
„Pressede Blomster". Vi maa mindes de Ord, idet
vi lægger „Sylvia" bort.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
