Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. Lørdag 6. Januar 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6
URD
Kristiania den 3/1 99.
„Godt nyt Aar!" er et Ønske som har lydt saa
ofte disse Dage, at det næsten er blevet en Smule
forslidt. Og alligevel, et Ønske der indeholder saa
meget, der er saa naturligt, og som i saa høi Grad
giver Gjenklang i vort eget Indre, det blir i
Virkeligheden ikke forslidt. Thi hvad er det som
særlig har optaget vore Tanker nu ved Aarsskiftet?
Er det ikke det, at næste Aar maa blive et godt
Aar, et lykkeligt Aar, lykkeligere og bedre end alle
de foregaaende Aar tilsammen? Og hvad er det som
giver os Haab, naar vi ser tilbage paa alle de tunge
Stunder vi har gjennemgaat, paa alt det Onde der
herjede vor Sjæl og holdt paa at knække vort Mod?
Er det ikke Troen paa, at de kommende Dage skal
blive lysere og lettere? Jo og atter jo! Og derfor
vender ogsaa vi os til vore Abonnenter, til alle dem
der har fulgt „Urd" fra Begyndelsen af, og som vi
derfor synes vi kjender saa inderlig godt, og til alle
dem som vi maa regne blandt vore „nye
Bekjendtskabet", men som vi dog haaber at komme rigtig
godt ud af det med, vender os til dem alle med et:
Godt nyt Aar! som [vi haaber ikke lyder forslidt,
fordi det er sagt i Kjærlighed. Vi ved jo forresten,
at den der skrev Livets Love, gav os dem under
visse Betingelser. Victor Rydberg siger etsteds:
Vær glad og god, medens du venter paa Døden!
Vi skulde næsten have Lyst til at vende lidt paa
Ordene og sige: „Vær god og glad; thi vil man
være glad, lykkelig, og rig i Livet, saa maa man
være god, det er Veien, Betingelsen, Nøglen til
Skatkammeret, til Livets og Evighedens Skatkammer
med de glinsende, lysende Stene. Saa vil vi da atter
igjen tage alle vore Venner i Haanden — „Urd" er
desværre ikke Spiritist, ellers kunde det maaske
være skeet paa en mere følelig Maade — ryste den
hjertelig og sige, dennegang med en liden Variation
i det gamle Ønske: Vær god, saa skal Aaret blive
rigt og lyst!
†
Laura Gundersen og Maren Sars. To Kvinder, der
begge var kjendt i vide Kredse, Spidser inden
Kunstens og det sociale Livs Verden, er i Løbet af Julen
afgaat ved Døden. Af dem begge har vi tidligere
bragt Portrætter; af Fru Sars sammen med liLe Liv
Nansen samt nu i Julenumeret i et Interiør fra det
Sarske Hjem; af Fru Gundersen ogsaa en udførlig
Biografi. Men de fine, noble Drag, der adlede dem
begge, de kan ikke gjengives, de kan blot bevares i
Sindene, slig som de der har afbildet sig. Begge
var de Kvinder fuldt ud, begge forstod de at
„vise Verden en Kvinde,
hvordan hun lider, hvordanfhun ler,
hvordan hun elsker, hvordan hun her, — — —"
den ene i Kunstens store, den anden i Hjemmets lille
Tempel. Og begge har de nu forladt Livets store
Skueplads for at træde ind „bag Kulisserne". Teppet
er faldt for deres Livs Drama. Vi staar stille et
Øieblik og mindes hvad de har været, hvordan
Livets store Billedhugger havde meislet dem. Vi
mindes de fine Linier, den Skjønhed som gav de to
Skikkelser sit Præg. Et Suk stiger uvilkaarlig op
hos os, og saa fortsætter vi vor Vandring — videre
ud i Livet.
Bager,
der kom forsent til at blive anmeldt før Jul, og som vi derfor
først nu har faat Anledning til at nævne. —
I Eventyrland.
Fortælling fra det nordligste Norge. Af Bernt Lie. Illustreret
af Thoralf Holmboe. Andet Oplag. Alb. Cammermeyers Forlag.
Det er en ung, blasert Don Juan, der fra Hovedstaden
kommer op til Nordland, til Eventyrlandet, hvor han træffer
Prinsessen, den svartøiede, vene, uskyldige lille Sunniva, Bernt Lie
her skildrer. Samværet mellem de to Sommeren udover, mens
han maler og hun ser paa, er skildret saa fint og saa vakkert,
at ingen fremmed Pen tør røre ved det; den vilde blive for
plump og for tung, hvor let den end forsøgte at trække Linjerne
frem. Maleren reiser — pludselig, og da han næste Sommer
kommer tilbage, er det af gamle Jomfru Gundestad han lidt efter
lidt faar høre om lille Sunnivas Tungsind, Mosterens,
Taterkvindens Indftydelse og Doktorens Sorg. Det gamle Slaraffenliv
begynder imidlertid paany; det lykkes Jan Høgh lidt efter lidt at
„tø op" Sunniva. Hun kalder ham atter „Malermester", hun
smiler paany mod ham, barnlig og frisk, og da Doktoren, hendes
Far, faar Jan Høgh til at opfordre hende til at reise ind til
Hovedstaden, hvad han — Faren — tidligere forgjæves har
forsøgt at bevæge hende til, indvilger hun glædestraalende; thi „Jan
Høgh skal følge hende!" Men det skal imidlertid ikke gaa saa
let. Da Jan Høgh paa en af deres sædvanlige Ture ud til
Fru-skjæret fortæller om hvor morsomt de skal faa det, og om „alle
de Piger smaa" som gik og ventede paa ham, og som han længtede
til, da sagde ikke Sunniva noget; men den Nat vandrede hun om
nede ved Stranden, og da Morgenen kom, blev hun bevidstløs
baaret hjem af en gammel Fisker. Jan Høgh maatte reise;
Sunniva taalte ikke at han var i Huset. Han maatte reise; og han
reiste; men bort fra Sunniva kunde han ikke komme. Alle hans
uklare Længsler og Grublerier blir ham nu klare; thi ud af dem
fødes en stor, usvigelig, hellig Følelse. Han reiser nordover igjen
— til Jul. Og han sræffer Sunniva —paa Dødssengen! Mødet
mellem den døende lille Sunniva og den blasserte Verdensmand,
der ved sin dybe, alvorlige Kjærlighed haaber at kunne redde
hendes Liv, er gribende. Sunniva blusser atter op, men kun for
snart efter at slukne — — —.
Men næste Høst malte Jan Høgh det store Billede, der fik
Medalje paa Udstillingen. Og i Katalogen stod Billedets underlige
Titel: „Østenfor Sol og vestenfor Maane".
Clara, Katys Søster. Af Susan Coolidge. Oversat af Ingeborg
v. d. Lippe Konow. Pris Kr. 1.75. Fr. Nygards Forlag, Bergen.
Paris’ Mysterier. Boman af Eugéne Süe. Med 200
Illustrationer. 6—9 Hefte å 30 Øre. Alb. Cammermeyers Forlag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
