Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 2. Lørdag 14. Januar 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
19
— Af den hele Række er der naturligvis nogle, som
særlig træder frem. Vi havde en Barnepige fra
Bremanger (i Søndfjord) ved Navn Johanne, der staar
for mig som en „Israelit uden Svig", saa ærlig
i sin Gudsfrygt, saa utrættelig i sit Arbeide, saa
venlig og jevn i al sin Færd. Hvor hun kunde
sidde og synge for Smaagutterne, og hvor hun kunde
fortælle dein Historier baade med Alvor og Gammen!
Hvor tryg vi var, naar vi vidste Børnene i „Dada
Johannes" Hænder! Og saa naar de var syge ! Hvilken
Omhu, hvilken Kjærlighed, hvilken Deltagelse!
Isærdeleshed kom hele hendes ædle og varme
Hjertelag for Dagen, da Skarlagensfeberen gjæstede vort
Hus og den yngste,knapt aarsgammel, blev saa haardt
angrebet; da var det, som om „Dada Johanne" ingen
Søvn eller Hvile behøvede; utrættelig Dag og Nat,
log hun baade sin egen og mangen Gang ogsaa den
trætte og svagelige Moders Tørn. Ja, hun var et
Lysets Barn, og hvad hun saaede i de smaa
Barnehjerter, det har med Guds Hjælp fæstet Rod, spiret
og vokset — det skal under Aandens trofaste Haand
faa bære Frugt i Tid og Evighed. Mit Hus hverken
kan eller vil nogensinde glemme hende. Den, hun
mest havde stelt med, sagde, da han fik høre, at
Johanne var blevet forlovet, at han „vilde skyde
Bent" (saa hedte hendes Kjæreste) saa nødig vilde
han slippe hende, og det var en Sorgens Dag, da
hun forlod vort Hus for med sin Bent at drage til
Amerika; der har de strevet sammen, levet i
Gudsfrygt og havt Herrens Velsignelse til sit Arbeide;
hun har jevnlig skrevet til os, og fra hendes Breve
lyser den samme Tilfredshedens,
Taknemmelighedens og Hjerteadelens Aand; hun er selv Moder
til flere Børn, som hun søger at opdrage til
gudfrygtige og dygtige Mennesker; det er mig en
kjærkommen Post, som bringer os Brev fra Johanne, og
det blir altid læst af os alle med særlig Interesse,
ligesom jeg ved, at ethvert Ord fra os volder hende
en lignende Glæde. Et Særpræg ved hendes Breve
er den sjeldne Dygtighed, hvormed de saavel fra
Indholdets som fra Formens Side er skrevet, og hun
har dog kun gjennemgaaet en tarvelig Landsskole i
et af vore smaa Prestegjæld; men hun er begavet,
har gjort sig Flid, havde en dygtig og
samvittighedsfuld Lærer, som og hendes Hjem — i smaa Forhold
— var- et godt og vakkert Hjem. — Saa var det
Kari, den sidste der tjente i vort Hus i Bergen;
ogsaa hun giftede sig og drog til Amerika. Hun
er et Sidestykke til Johanne, var fra Sogn og i alle
Dele en udmerket Kvinde. Da jeg sagde hende
Farvel, laa hun paa Sygehuset; hun kom sig
imidlertid og drog som sagt til den nye Verden, hvor
hun har det godt; det er ikke længe, siden hun
sendte os Brev og skrev om de Dage, hun var
sammen med os — ja, glemmer ikke hun os, saa
glemmer nok vi heller ikke Kari („Kari Træstak", som
Børnene kaldte hende). — Ogsaa den snille, stille
Budei e Kari med de blaa Øine dybe som Fjeldvandet,
med sin rolige, lune Færd og sit gode Ansigt; hun
var fra Hallingdal, giftede sig og boede i Nærheden
af min Prestegaard. Hun saa altid ud, syntes jeg,
som om Livet var hende tungt, og jeg havde en
Følelse af, at hun ikke vilde blive gammel. Det
blev hun da heller ikke; efterat hendes andet Barn
var kommet til Verden, lukkede hun sine trætte
Øine, tryg og frimodig i Troen paa sin Frelser; det
var gode Stunder ved Karis Syge- og Dødsleie; stille,
taalmodigog fredelig havde hun levet, stille og fre-
delig gik hun bort fra Jorden; hendes to Børn (en
Gut og en Pige) er saa snille og velopdragne — jeg
synes, jeg ser Karis blide, stille Væsen igjen; hun
havde en brav og snil Mand, der altid har taget sig
vakkert af sine moderløse Børn. — Saa er det
Karoline, der 19 Aar gammel, kom lige fra Sverige som
Budeie. I 8 Aar tjente hun mig tro som Guld; flink
og dygtig, sterk ogkjernesund røgtede hun sin Gjerning
med Tanken paa sin Husbonds bedste og paa Dyrenes
Trivsel; de havde og alle i hende en fuldtro Ven,
og derfor lik hun ogsaa, medens hun var i min
Tjeneste, Belønning og Skrivelse fra Dyreforeningen
i Di. lor sin Behandling af Husdyrene. Nylig drog
atter en tro og brav Pige ud fra mit Hus, Helene;
i 5 Aar havde hun tjent hos os, og skulde ikke
ogsaa hun have lyksaliggjort en Fæstemand, saa
havde hun nok ikke forladt os; en saa snil og
eiegod, forstandig og brav Pige findes ikke let.
Derfor lagde jeg saa trøstig hendes og hendes
Brudgoms Hænder sauimen, da jeg kjendte hendes
Forlovede lige fra hans Skoledage og vidste, han var
en sjelden ung Mand. Det er ikke ofte, jeg har
holdt Brudetale med saa lyse Forhaabninger for
Brudeparret som den Gang, jeg viede Helene og
Anders. Og om den, der er kommet i Helenes Sted,
vil jeg kun sige, at jeg vilde ønske, alle Piger var
som hun, og hun har dog endnu ikke fyldt sit
19de Aar!
Mine Erfaringer om Tjenestepigerne er
saaledes meget lyse, og jeg har saa godt forstaaet Luthers
Ord om, at til dagligt Brød hører „tro Tjenere" ;
men jeg forstaar tillige, at dertil hører ogsaa „gode
Herrer" (o: gode Herskaber). — De mange Piger,
der har tjent i mit Hus, danner en Række af
pligtopfyldende, snille, stræbsomme, sædelige og
gudfrygtige Kvinder, der ærlig og tro har søgt at tjene
sit Herskab og med Venlighed imødekomme alle i
Huset. — Og jeg mener, at vi, der skal nyde godt
af vore Tjeneres Arbeide, pligter at -omgaaes dem i
Kjærlighed, Taalmodighed og Sagtmodighed, unde
dem al den Frihed og al den Hvile, som vi kan
forsvare, og som Husets Vel og Forholdene tillader.
Et vil jeg særlig bede om: lad ikke Guds Ord blive
glemt, sæt det paa Lysestagen, samle dine Tjenere
om Guds Ord og giv dem Adgang til at høre det
baade i Kirken og andre Steder! Det er for Tjenere
som for os alle et „Livets Væld". Lad dem saa
faa se usminket Gudsfrygt i din Færd og dit
Husliv — da skal du nok faa erfare, at det bærer sin
Frugt ogsaa i „gode og tro Tjenere".
Ja, naar hver sit Gudsord lære vil,
da staar det godt i Huset til.
D. B.
Juleaften i Kronprinsesse Louises Borneasyl.
et er allerede to Aar, siden Kronprinsesse Louises
Børneasyl paa Østerbro i Kjøbenhavn kunde feire
sit femogtyve Aars Jubileum, og i alle disse Aar
eide smaa Børn Dag efter Dag tyet herhen fra tidlig
Morgen til Kl. 4 Eftermiddag, for inden dets Vægge
at søge og finde et Hjem, medens Moderen udfører
det Arbeide, som hendes trange Kaar fordrer.
Asylet modtager nu 250 Børn, og disse faar hver Dag udleveret en
Portion kogt Melk til sit medbragte Smørrebrød, medens de
tillige finder Beskyttelse og Tilsyn under sit Ophold i Asylets
store, rummelige Forsamlingssal med tilstødende mindre Værelser,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
