Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 3. Lørdag 21. Januar 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
22
URD
Underligt, men sandt.
" virkelig aldrig interesseret Dem for
. MPv nogen, siger De?"
„Nei, ikke paa den Maade, som De
mener ialfald."
y „Det lyder næsten utroligt."
„Ja, utroligt eller ikke, det forholder
sig virkelig saa — ja kanske som Barn engang; men
det regner jeg ikke."
„Nei, jeg mener naturligvis som voksen —."
Denne Samtale blev ført mellem 2 af Gjæsterne
i en 1ste Rangs Pension i Paris, Lady Palmerstone og
Frøken Krieger. —
„Da maa De være svært flegmatisk; for
Anledning kan De da neppe have manglet", fortsatte Lady
Palmerstone.
„Ja, Folk anser mig vist for at være flegmatisk,
og det er muligt, at det er den rigtige Opfatning;
men det er ogsaa muligt, at man tar Feil, ialfald
er jeg da hverken følelsesløs eller interesseløs, det
ved jeg."
„Nei, det troede heller ikke jeg; men netop
derfor kan jeg ikke forstaa, hvorledes saant kan gaa
for sig. Havde De endda levet i en stille Afkrog af
Verden — men midt i Hovedstaden?" —
„Ja det kunde nok synes saa; men De maa
huske paa, at min Pleiefader døde temmelig snart,
efterat vi var flyttede ind til Byen, mens jeg endnu
var ganske ung, og siden levede vi meget stille og
havde liden eller ingen Omgang. Ikke for det; jeg
har aldrig savnet det heller. Saalænge jeg havde
min elskelige Tante og Pleiemor ilive, førte jeg en
meget lykkelig Tilværelse uden Selskabelighed, Baller,
Forelskelser og alt sligt."
„Ja, det kan jeg nok forstaa, at De kunde være
lykkelig uden det, kanske aller lykkeligst endogsaa;
men jeg synes jo altid det maatte være lidt rart
aldrig at have oplevet noget i Verden; jeg mener
naturligvis noget interessant — saadan lidt
romantisk — forstaar De."
„Nei det romantiske ligger nok ikke for mig;
men jeg har ikke destomindre ogsaa oplevet noget
interessant eller kanske snarere noget rart i min
Tid, og det noget rigtig rart ogsaa, jeg kan gjerne
sige overnaturlig rart."
„Noget overnaturligt —? Aa, det skulde da være
interessant at høre." —
„Ja, men jeg har aldrig fortalt det til nogen,
ikke til et eneste Menneske, af Frygt for at blive
misforstaaet."
„Ja, men det er altid godt at have nogen at
meddele sig til," svarede Lady Palmerstone og det
maatte nu vel findes dem, som ikke vilde
misforstaa Dem — t. Ex.— jeg kanske?" — tilføiede hun
smilende.
„Ja, nei — ja — det ved jeg virkelig ikke. —
Enkelte vilde sikkerlig anse mig for — rentud gal, —
om jeg fortalte dem noget saadant; andre vilde, er
jeg bange for, betragte det som en Slags
Kjærligheds-historie, lægge det ud til Forelskelse —."
„Ja, var det ikke det, jeg kunde tro, at det
maatte have været noget i den Genre engang —."
„Nei, nei! jeg forsikrer Dem, dette har aldeles
intet med Kjærlighed eller Forelskelse at bestille,
nei det er noget fuldstændig aandeligt, noget som
mine legemlige Følelser og Sandser, — min Person, —
om jeg saa maa udtrykke mig, er helt udenfor."
„Noget som Deres Person eller Sandser er
udenfor? — Hvorledes skulde vor Person eller vore
Sandser kunne være helt udenfor noget, som vi
oplever her i Livet? — Det forstaar jeg ikke..— Dette
maa nok være noget „rigtig rart," som De siger, ja,
rent ud „mystisk —."
„Ja, det er just det, det er. — Det som jeg her
sigter til hører netop til Livets Mysterier, og er
aldeles ufattelig endog for en selv, end sige for andre."
„Hvad ialverden kan dette være for noget? De
gjør mig rent nysgjerrig. — Aa fortæl mig det da!
Jeg skal ikke sige det til nogen, ikke til et eneste
Menneske; det kan De stole paa. Sligt egner sig
netop for Skumringen og denne spøgelsesagtige
Maa-neskinsbelysning —.’’
„De maa ikke tro, det er noget Spøgeri — nei,
langt ifra."
„Nei, jeg kan jo umulig have nogen Formening,
om hvad det kan være for Slags, førend jeg faar
høre det —."
„Men netop paa Grund af Sagens eiendommelige
Natur vil det falde vanskeligt at fortælle det."
„Ja, men forsøg dog! kanske jeg kunde forstaa
Dem bedre, end De tror. Det mystiske og
overnaturlige ligger just netop for mig; jeg har altid
sværmet for den Slags."
„Ja, om det skulde være nogen, som kunde
forstaa mig, maatte det være Dem, men — —."
„Ikke noget „men" nu da. Maa jeg faa Lov til
at gjøre Dem nogle Spørgsmaal da?" vedblev liun
ivrig, da Frk. Krieger endnu syntes at nøie med at
efterkomme hendes Anmodning.
„Ja, vær saa god."
„De sagde, at det var noget rent aandeligt,
noget der kun angik Sjælen?"
„Ja, vel."
„Det maatte isaafald gjælde mere end en Sjæl,
siden der kunde være Tale om at blive misforstaaet
paa den Maade, som De sagde?"
„Ja, det gjælder to Sjæle, saa meget kan jeg
sige."
„Og det maatte da naturligvis herske en Slags
Sympathi imellem de to Sjæle, ikke sandt?"
„Ja, — nei — jo — en Slags Sympathi, maa
man vel kanske kalde det; men misforstaa mig nu
bare ikke."
„Aa neida, vær kun ganske rolig! Og Deres
Sjæl var altsaa den ene, ikke sandt?"
„Jo, naturligvis —."
„Og den anden Sjæl tilhørte en Mand, ikke
sandt?"
„Jo, — men kunde for den Sags Skyld ligesaa
godt have tilhørt en Kvinde", skyndte hun sig at
til-føie —.
„Det var da rart. Men fortæl nu da! Har man
sagt „A.",maa man ogsaa sige B., ved De."
„Ja, men det er nu egentlig Dem som har sagt
„A" i dette Tilfælde," svarede Frk. Krieger smilende.
„Ja, lad gaa, og ved at sætte Dem saa langt
paa Glid I er det egentlig ogsaa mig, som har sagt
„B.", og nu maa De sætte Kronen paa Verket ved
at fortsætte. Jeg skal ikke misbruge Deres Tillid,
det kan De stole paa — — — — —. Sig mig,
naar lærte De ham at kjende?"
„Jeg har aldrig kjendt ham" —.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
