Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 3. Lørdag 21. Januar 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
23
„Aldrig kjendt ham —?? Men naar saa De
ham første Gang da, og naar begyndte dette Forhold,
om jeg saa maa udtrykke mig?" —
„Jeg havde aldrig set ham, da det. begyndte.
Forøvrig vil jeg slet ikke kalde det noget Forhold,"
tilføiede hun hurtigt.
„Aldrig set ham, da det begyndte? det var da
mærkelig!"
„Ja, det hele er mærkeligt, men siden vi nu er
kommen saa langt, kan jeg ligesaagodt fortælle det
altsammen, — saa godt det la’r sig gjøre da." —
„Tak, det var snilt." —
Frk. Krieger vuggede fremover med
Gyngestolen, hvori hun havde siddet tilbagelænet, og idet
hun trak den lidt nærmere hen til Lady Palmerstone,
som sad i en magelig Lænestol lidt fra hende, begyndte
hun i en dæmpet, næsten høitidelig Tone:
„Min Pleiemor og jeg sad en Aften, som
sædvanlig, sammen saa lunt og hyggelig henne ved
Sofabordet i det ene Hjørne af Dagligstuen — hun
med sit Strikketøi og jeg med en Avis, hvoraf jeg
af og til læste et Stykke høit.
Idet jeg efter gammel Vane sluttede med
Dødsfaldene, læste jeg ogsaa blandt Anmelderne Doktor
Wrangel — et for mig ganske fremmed Navn —
der averterte sin Hustrus og sit lille Barns Dødsfald.
Lignende Anmeldelser om Fremmede havde jeg
da saa ofte læst, uden at det havde gjort noget
stærkere Indtryk paa mig, ialfald ikke noget
Indtryk af Varighed. Men denne Gang var det
anderledes. —
Jeg fyldtes af den dybeste Medlidenhed med
denne fremmede Mand, der i sin sørgelige
Ensomhed og Forladthed stod saa levende for min Sjæl
— hans Sorg var ligesom bleven til min Sorg —
og det var som om jeg umulig kunde glemme, eller
komme væk fra den. —
Kort efter døde min Pleiemor, som jeg holdt
saa ubeskrivelig meget af, og fra den Stund af maatte
enhver anden dyberegaaende Følelse, og saaledes
ogsaa denne eiendommelige Sympathi — for en vild
Fremmed — fuldstændig vige Pladsen for en dyb og
„naturlig" Sorg.
Min Pleiemor var en mere end almindelig
elskværdig Dame, skal jeg sige Dem, og hvad hun havde
været for mig fra den Stund, da jeg som et 6 — 7
Aars gammelt, forældreløst Barn kom i hendes Hus,
kan jeg neppe faa udtalt. Men derfor savnede jeg
hende ogsaa saa saart.
I Begyndelsen var jeg aldeles umedgjørlig; jeg
havde hverken Lyst til at gaa ud eller til at se
Folk. Men lidt efter lidt mildnedes Sorgen
saavidt, at jeg atter kunde gjenoptage mine daglige
Spadserture, dem jeg tidligere regelmæssig havde
foretaget sammen med min Pleiemor — ak! hvor
savnede jeg ikke ogsaa hendes behagelige Selskab
paa disse Ture —.
Skjønt midt i Hovedstaden følte jeg mig saa
ene og forladt som en Fugl i sit ensomme Bur, syntes
ikke længere jeg havde nogen eller noget at leve for.
Paa en af mine første ensomme Spadserture
faldt min Vei tilfældigvis gjennem et, ikke langt fra
min Bolig beliggende, større Parkanlæg. Og netop
som jeg staar i Begreb med at forlade Anlægget,
hvor jeg havde siddet en Stund og lyttet til
Kirkeklokkernes vederkvægende Toner — det var nemlig
Pintseaften — møder jeg en Herre. Idet vi passerer
hinanden, mødes ogsaa uvilkaarlig vore øine.
— Men hvad var dette for en Mand —? for
det med det samme igjennem mig. Ansigtet var
mig da saa bekjendt; men hvor havde jeg været
sammen med ham —?
At jeg havde truffet ham etsteds, var jeg ikke
i Tvivl om, men hvor eller naar? var
Spørgsmaalet.
Jeg søgte og søgte omkring i min Hjerne, men kunde
umulig komme efter det.
Dette Møde optog for nogen Tid mine Tanker,
som derved reves bort fra det vante sørgelige Thema,
og Helligaftenen med det ensomme Maaltid i det øde
Hjem gled ligesom mere uformærket forbi; —
forøde og tomt syntes jeg nu det var overalt.
Samme Herre stødte -jeg siden oftere paa, snart
her og snart der i eller i Omegnen af Byen, og det
var altid det forunderlige ved dette Møde, hvordan
det saa ellers artede sig, at jeg ligesom umulig kunde
komme ham uformærket forbi, eller kanske snarere
— han umulig kunde komme mig uformærket forbi.
Selv om han kom fra en rent anden Kant eller
bagefter mig, og jeg ingensomhelst Anelse havde om
hans Nærhed, maatte jeg, enten jeg vilde eller ei
— ligesom dreven af en indre, usynlig Magt — se
i den Retning, hvor han var, skjønt jeg bagefter
altid harmede mig over det.
Paa denne Maade forløb et Par Aar. Jeg studerte
og studerte paa hvem han var, og hvor jeg havde
været sammen med ham, men forgjæves.
Havde jeg været Theosofist, vilde jeg ubetinget
være kommet til det Resultat, at det maatte have
været engang i en tidligere Tilværelse. —
Saa hændte det engang, en vakker Sommerdag,
at jeg tog mig en liden Dampskibstur ud paa Landet.
Skjønt betydelig mildnet, var min Sorg og mit
Savn dog endnu paa langt nær ikke lægt og kunde
fremdeles ved givne Anledninger komme ganske
overvældende over mig.
Denne Aften var just en saadan Anledning.
Fremtiden, min ensomme Stilling og alt stod saa
uendelig mørkt og tomt for mig.
Jeg havde tilbragt flere Timer derude, dels med
at læse, dels med at plukke Blomster til en Buket,
som skulde være til min Pleiemors Grav, og det
begyndte allerede at blive lidt sent, saa jeg snart
maatte tænke paa at reise hjem.
Det var en usædvanlig vakker Aften. Jeg stod
just nede paa den lille Brygge, hvor jeg om
Eftermiddagen var taget iland, aldeles hensunken i
Betragtningen af den vidunderlige Solnedgang. Det var saa
stille, saa stille, at ikke engang det mindste Blad
bevægede sig.
Hele den vestlige Horizont, — som nu Solen
havde malet med de mest straalende, gyldenrøde
Farver, — afspeilede sig i Vandet, saa at hele den
lille Bugt, hvor Bryggen laa, saa ud som en eneste
Ildsø.
Det var næsten som om min Sjæl i denne Stund
var smeltet sammen med Naturen i en vidunderlig
stille, harmonisk Fred, — og det forekom mig,
som om jeg maatte kunne glide eller bæres
henover den gyldne Vandflade og over til den — anden
Side —. Kun et Skridt — jeg stod nemlig yderst
paa Bryggekanten — og jeg vilde for bestandig være
gjenforenet med mine Kjære.
(Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
