Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 3. Lørdag 21. Januar 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
24
URD
Pædagogiske Breue.
IV.
Ærede Frue!
u tænker jeg mig at De siger som saa: „Ja,
kanske det er Tanken i vor Tids
Undervisningsarbeide dette der, Teo rien altsaa.
Rigtignok synes det da at være lovlig langt
mellem Teori og Praksis i mange Tilfælde.
Men hør nu en Ting: Er det nok med
at Kundskaben „tilegnes" —• saadan levende,
anskuelig, tænksomt, — gribes med alle Sjælens
Griberedskaber altsaa? Vil den da sidde fast ogsaa? Eller
er det ikke nødvendigt det kanske? — For det er
netop Indprentningsarbei det som det er saa
svært smaat med nu for Tiden, og dermed
Hjemmearbeidet".
Ja, efter min Mening ramte De der en af de
værste Misforstaaelser, kjære Frue. Man synes
virkelig at mene, at naar blot Kundskaben er rigtig
tilegnet, saa er dermed det hele gjort.
Sandt er det jo ogsaa, at det som i Kraft af
Barnets levende Interesse er til gagns tilegnet, „grebet
med alle Sjælens „Griberedskaber", som De
kalder det, det har langt lettere for at blive i
Behold, end det som bare hænger i Hukommelsen.
Men endda maa der nok Indprentning til, om den
tilegnede Kundskab skal blive siddende. Og i
Regelen — ikke i alle Tilfælde — maa den det, om den
skal have fuldt Værd for Aandens Dannelse.
Selve Tilegnelsesprocessen — den virkelige, egte
— fører vistnok ogsaa med sig en god Del
Indprentning; Børnene maa beskjæftige sig vedvarende,
tildels gjentagende, med Gjenstanden for at faa rigtig
Greie paa den, se den fra flere Sider osv., og derved
indprentes den jo. Men endda vil yderligere
Indprentning i de fleste Tilfælde være nødvendig, altsaa
Gjentagelse og atter Gjentagelse som væsentlig kun
har Indprentning til Hensigt.
Og til dette tror jeg for min Part at Bøger og
Hjemmelæsning særdeles godt kan benyttes, ja bør
benyttes. Ikke bare for at Hjemmene kan faa
Anledning til at følge og — om nødvendigt — hjælpe
Børnene i deres Arbeide (sammenlign Brev I).
Vistnok maa man jo ikke holde paa en bagvendt og
skadelig Undervisningsmaade af Hensyn til Hjemmene,
og vistnok maa vel de interesserede Hjem ogsaa
kunne følge Børnenes Arbeide paa anden Maade end
ved at „høre dem i Leksen", naar det først er gaat
ind i Bevidstheden, at der ogsaa gives andre og bedre
Maader at arbeide paa. Men naar man kan
imødekomme Hjemmene samtidig med at benytte en i og
for sig formaalstjenlig Fremgangsmaade, da er jo
dette en god Grund mere til at benytte den. Og
jeg tror som sagt at det er sundt og tjenlig at lade
Indprentning af Kundskab ske ved Hjælp af Bøger
(velskikkede Bøger naturligvis) og Hjemmelæsning.
Jeg gaar endog saa vidt, at jeg tror Bog og Læsning
meget godt kan benyttes ogsaa ved selve
Undervisningen paa Skolen, som Hjælpemiddel ved
Fremstillingen i mange Tilfælde. Og naar det med fuld
Nytte kan ske, da bør det ske; Børnene bør lære at
benytte Bøger, baade til Belærelse og til Indprentning.
Men navnlig denne sidste maa rigtignok tages
paa en helt anden Maade end før i Tiden (bare før?).
Mindes De, Frue, fra Deres egen Skoletid noget
som kaldtes at „gjennemgaa ny Lekse?" De rigtig
omhyggelige Lærere gjorde nemlig sligt noget, —
naar de fik Tid til det. Ellers nøiede man sig gjerne
med at „give Lekse" eller „sætte Lekse", og gjemte
Gjennemgaaelsen til bagefter/sammen med Høringen,
— om man da fik Tid.
„Gjennemgaaelsen af ny Lekse" forud blev i
ethvert Fald i Regelen temmelig let og overfladisk;
den gik vel sjelden ud paa andet og mere end at
„forklare" Bogens Udtryk. Man havde jo bare nogen
faa Minuter til dette Brug; Børnene var paa Spranget,
og baade de og Læreren havde en sterk Følelse af
at denne „Gjennemgaaelsen" var en meget
underordnet Bisag; Leksen kunde jo læres uden den, og
det var Hovedsagen.
Følger man den Vei jeg tidligere har pegt paa
som Veien til Aandsdannelse gjennem Undervisning,
da kan der aldrig blive Tale om en saadan
Hast-verksgjennemgaaelse. Da maa absolut den
hovedsagelige Undervisning gaa forud for Leksegivningen:
Fremstillingen og — for Børnenes Vedkommende
— Tilegnelsen af Undervisningsgjenstanden. At kalde
dette „Gjennemgaaelse af Lekse" vilde være meget
misvisende; Leksen er da det underordnede.
Benyttes Lærebogen ved den forudgaaende
Undervisning, saa er jo Leksen med det samme
gjennemgaar i andet Fald maa der en Gjennemgaaelse til.
Det maa sikres at Børnene ikke blot forstaar Bogens
Udtryk, men at de ogsaa forstaar at Bogen siger det
samme som den forudgaaende Fremstilling. De maa
ikke faa Indtryk af at den mundtlige Fremstilling
og Bogens er to forskjellige, som de skal prøve at
holde fast paa. — Kan hænde der af og til kan
trænges nogen Hjælp til at læse rigtig ogsaa. Den
Ting at give Børnene til Hjemmelæsning noget som
de ikke kan læse godt, bør utvilsomt helt og holdent
høre Sagaen til.
Man maa kræve — absolut, bestemt — at
enhver Lekse læres godt, og de der hjemme bør se
vel efter, at Børnene baade lærer sine Lekser og
udfører sit Hjemmearheide for øvrigt uden Afslag, uden
Efterladenhed. Man kan være vis paa at saadant
som „det er ikke saa nøie med det", det er feil
Besked; Skolen maa aldrig give et Hjemmearbeide
som det ikke er nøie med.
Ikke sandt, nu er De tilfreds med mig, Frue?
Dette liker De?
Men husk paa, jeg slaar ikke af det mindste
paa det jeg før har sagt: Den væsentligste
Undervisning maa gaa forud for Lekselæsningen. Men
saa kan den rigtignok gjerne fortsætte bagefter, i
Forbindelse med Høringen, om dette falder naturligt.
Det jeg sa før, om at enhver Lekse bør kræves
godt lært, det holder jeg fast paa. Men lige saa fast
holder jeg paa det, at hvor der efter Sagens Natur
kræves fri Gjengivelse, „Fortælling med egne Ord",
der maa ikke Opramsning træde i Stedet. Og det
skal vi merke os, at fri Gjengivelse slet ikke er en
Følge af mindre omhyggelig Tilegnelse, tvert om.
Den maa aldeles ikke forveksles med usikker
Lekse-oplæsning (hvilket man ofte har gjort). Den har —
og maa have — sit Udspring fra den egentlige
Undervisning, ikke fra Lekselæsningen.
Altsaa ingen egentlig Udenadlæring? ingen ordret
Gjengivelse? — Jo da, den er det ogsaa adskillig
Brug for. Selv den historiske Undervisning har Brug
for den (Navne, Tal, „tørre Fakta", Støttepunkter for
Hukommelsen, —■ naar bare ikke sligt gjøres til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
