Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 3. Lørdag 21. Januar 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
30
URD
og ved Hjerte, føier Pulsen, der i allefald ikke er
blevet svagere den sidste Time. Aandedrættet
begynder at bli mere regelmæssigt, længe staar hun
og stirrer — han er roligere — mon han sover?
Stille sætter hun sig ned paa nærmeste Stol for at
være paa Vagt — paa Vagt mod den ubudne Gjest.
Nu havde hun et Overtag, og det slåp hun ikke saa
let. Haabet laa der og dæmred, det skjød mere og
mere Fart, eftersom Viseren paa Klokken flyttede sig.
Han slaar Øinene op; han har sovet 5 Kvarter; stille
staar hun hos ham, — føier Pulsen, hun tager ikke
feil, den slaar kraftigere. Hun beholder hans Haand
i sin, et sagte Tryk, han ser paa hende og hvisker
langt og svagt: — — „du Mama! du Ma—ma",
lukker Øinene og døser hen igjen. Hun hører
Doktoren komme, han havde jo telefoneret, mfen intet
Svar faat — — — —.
Lægen ved jo, at alt er forbi; men i Egenskab
af Huslæge syntes han, at han maatte se opom. Huf!
han gruede for at gaa ind, og for hvad der nu vilde
møde ham. Telefonen hang der naturligvis lang og
slåp med Talerøret ned, og et hvidt Klæde over
Klokkerne — — huf! Hans første Spørsmaal: „Hvordan
staar det til?" og hans næste forbausede: „Lever han?"
hørtes ind i Barnekammeret. I det han kommer
ind, ser han spørgende paa den unge Mor, der møder
ham med et svagt Smil. Han føier Pulsen, lytter,
alt var saa svagt —! der kunde ikke være tale om
Liv, og forsigtig men lempelig prøver han at
fravriste hende de Muligheder der kunde danne et Haab.
Da han gik, blev hun staaende midt paa Gulvet;
Taarerne begyndte atter at pible frem, Klumpen i
Brystet kom igjen, Struben sammensnøred sig, —
Hjertet vilde stanse, og hun kjendte allerede den
ubudnes kolde, klamme knoklede Haand gribe hende
over . Nakken og slænge hende væk for at komme
frem. Halvt afmægtig staar hun en Stund med
foldede Hænder og lukkede Øine; men langt, langt
borte ser hun et Lys, et forunderligt, straalende Lys.
–— For første Gang stiger et Raab op fra
hendes Sjæl mod den Almægtige —, saa ydmyg, saa
ringe, saa angst, saa stille, men saa hjerteskjærende
saar siger hun:
„Jeg vil ikke be om andet end dette: hjælp
mig til at forstaa, hvordan du vil ha det".
En sagte Klage kalder hende til Sengen. Den
Lille ser spørgende paa hende og siger med sin
svage Stemme: „Hvorfor graater du, Mama mi?"
Han skjønte, at han skulde dø, og han vidste, at
hun var fortvilet, men for at spare hende lægger
han trøstende til: „Vi faar stræve, saa naar vi nok
frem–" Med sin Haand i hendes laa han og
saa paa hende, indtil Øinene lukkede sig, og han
faldt hen i samme Døs som før–—
Hun stirrer og lytter — hvad var det? Hun
synes Aandedrættet begynder at bli saa besværligt
igjen–-. Skulde det komme nu —. Nei, Brystet
blev hende for trangt — en anden maatte sidde her
— hun maatte ud for at trække Pusten. Ud i den
anden Ende af Huset, ud i Pigekammeret sprang
hun, sendte Piren bort, lukkede Døren og satte
sig ned for at hvile og graate. Graate, graate,
som det store aabne Skrig inde i hende. Hun maa
graate, for at døve det Skrig, for hun holder det
ikke ud længer. Det hagler for Øinene, suser for
Ørene, hamrer i Tindingerne. Hun graater høit,
det døver, og lidt efter lidt faar hun puste ud. Hun
samler sig saa vidt at hun kan gaa ind igjen. Hun
kom netop rette Tid for at hjælpe ham. — —
Det var kommet det, som Doktoren havde sagt var
den eneste Redning — Men som han ogsaa havde
sagt ikke vilde komme — Ja. Det var kommet!
Hun troede neppe sine egne Øine, Hjertet hopped i
hende. Da hun havde lagt ham tilrette igjen,
telefonerede hun skyndsomt til Lægen, der kom
uopholdelig og forordnet ny Medicin og nyt Stel. „Ja,
kanske De nu kan ha et lidet, bitte lidet Haab", sa
Lægen; men hun smilte stille og svarte: „Nei, nei,
jeg har et stort Haab!"
Dagene gik; det gik usigelig smaat, men sikkert.
Efter lang Tid var han igjen den samme lyse, glade
Gut som før, men mellem disse to, Mor og Barn,
var der blit en egen Forstaaelse, som bare ved et
Blik kunde gjøre sig gjældende. Et Tak, Tak til den
Almægtige stiger i slige Øieblikke op fra den glade
Moders Sjæl, og hun ber for alle de Mødre, som
maa tømme sit Smertens Bæger tilbunds.
E. B.
U ngdomskorrespondencen.
Kjære Urd!
Hensigten med disse Linier var blot at faa ud’
trykke mit Hjertes varmeste Tak for
„Ungdomskor-respondencen" du fik istand. Da jeg læste dit
Opraab, faldt det mig ind med et, at det just var noget
for mig.
Jeg følte mig dengang saa ensom, forsmægtende
efter Sympati og Forstaaelse; hvad jeg manglede, var
en aandsbeslegtet Veninde.
Jeg sendte da min Adr. og ventede i Spænding,
til jeg en vakker Dag modtog Brev fra den ubekjendte
Ven. Skjælvende af Glæde aabnede jeg Brevet og
læste atter og atter disse Linier, der aanded den samme
Interesse og det samme Syn paa Livet som jeg selv
var besjælet af.
„Hur glad jag ar att jag just finge dig blandt
saa många, många", skriver min svenske Søster.
Du ser saaledes, kjære Urd, at du har skaffet
mig en Veninde.
Der er jo mange, som resonnerer som saa: Kan
det virkelig være noget ved at vexle Breve med en,
som man ei har seet, eller blir I ikke kjede af at
skrive i Længden?
Men nei! naar man kjender hinandens Hjerte,
der jo er Hovedsagen, hvad gjør det da, om man ei
har set det Ydre, og hvorledes kan man bli træt af
at skrive til den, man har lært at elske?
Vore Breve holder vi i Dagbogform, det vil sige,
at alt hvad der hænder os, Sorg eller Glæde, alle
vore Længsler og Drømme, kort sagt hele vort
Tankeliv, aabenbarer vi for hinanden. — Det daglige
Liv, der for manges vedkommende kan være noksaa
ensformigt, hvad det Ydre betræffer, er dog alligevel
for dem, hvis Aand følger med i alt, rigt paa Ideer
og Stemninger, saa at der jo altid maa blive noget
nyt Stof at nedskrive.
„Et andernas frimureri jag vet
En sköna själars sköna hemlighet.
Et ädla Hjärtans inre frändskabs band,
som enar systrarne af alla land".
(Agusta Wadsberg.)
Gun.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
