Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 3. Lørdag 21. Januar 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
29
En Skisse.
(Tilegnet Alma.)
Barnekammeret, hvor Hængelampens Skin
dæmpes af Avisskjærmen som er hængt over
^m. den, hersker Dødens Aande og Stilhed. I
//i\\ den fremtrukne Seng hviler den lyse,
livs-glade, men nn dødsdømte lille Gut. Han
som med Dans og Leg, Hop og Spring, Jubel
og Sang fortalte om sine vordende Erobringer i Verden
— og om sine Reformationsplaner til fattige Barns
bedste og Dyrenes Beskyttelse. Han som engang
pryglet en Kamerat, fordi denne havde pryglet en
fattig Unge, der stjal en Appelsin fra ham.
„Fattigungen havde jo ingen Penge at kjøbe Appelsiner for
— — — og saa maatte han vel ta da", som vor
lille Helt meget diskret udtrykte sig for Anledningen.
Han som nappet Svøben af Haanden paa Manden
og rød af Indignation gav ham selv et Rap,
idet han skreg: „nu skal du faa kjende, hvordan det
er at være Hest!" Han som kunde sætte hele Huset
i ustanselig Latter, naar han begyndte paa sine
elskværdige, men kvikke og morsomme Parodier paa
gamle Tanter og unge Damer, værdig seilende eller
koket hoppende i deres Hatte, Slør, Muffer og Kraver,
— — — han ligger nu der, stille og taalmodig,
mager og afpillet, angrebet af en voldsom
Mavebetændelse. En Læge sidder paa hver Side af Sengen;
de iagttager Pulsslagenes Stigen og Synken og veksler
nu og da forstaaende Blikke med hinanden. Ved
Foden af Sengen staar Faderen, dirrende, bleg —
med sit sorgfulde men beherskede Ansigt. Han stirrer
og lytter, grubler og tænker. Griber sig saa i at den
Tanke farer gjennem ham: kunde det været tungere,
om det var min egen lille Gut som laa der ? Som om hun,
Moren, kunde ha hørt eller set hans Tanke, vender
han sig halvt forfærdet om til hende, der med
Ryggen mod de andre er dalet ned paa Patéen midt i
Værelset; han gaar hen til hende,stryger hende varsomt
over Hovedet, hvisker hende ligesom til
Undskyldning et kjærligt Ord i Øret. Hun ser paa ham. —
Stille, stille, uden Lyd og Klage, med Hænderne i
Skjødet, Hovedet bøiet og Taarerne strømmende
nedover Kinderne sidder hun der, denne unge, friske,
før saa lykkelige og glade Barnemor, der selv næsten
er det største Barn blandt sine egne. Lammet i
Aand og Tanke, Sjæl og Hjerte, over den hurtige og
voldsomme Krise Sygdommen tager, sidder hun
der og stirrer paa denne ubudne, forfærdelige Gjest
— Døden — for at udfinde eller opdage et eneste
Middel der kunde redde hendes Barn.
Som Høststormene hvirvler det visne Løv,
saaledes hvirvler Tankerne i hendes Hjerne. Hvordan
og hvorfor er dette kommet! Hvad er der gjort, og
hvad er i Veien? Intet gjort, intet i Veien, ingen
Uret mod nogen at gjøre god igjen! Aa saa saart,
saa saart! Aller inderst inde staar der noget paa
vidt Gab — —. Som et Skrig, et Skrig, der langt
og smertefuldt sendes langt bort — — langt, langt
bort i Tiden!
^ ~ I Værelset er der stille. Med dyb Ærbødighed
for den unge Kvindes dybe, stille Smerte lar man
hende i Ro. Man læser Sorg i disse gode, deltagende
Menneskers Ansigter, Sorg over at ingen menneskelig
Magt kan yde hende og Barnet anden Hjælp end den
ved Morfin at lindre den Lilles Smerter. Efter
endt Konference reiser Lægerne sig, og Huslægen
giver hende nogle Raad med Hensyn til Barnets Pleie.
De følges ud af Faderen, som de underretter om,
at allerede ud paa Natten vil den Forandring være
indtraadt som ikke kan bli andet end Døden.
Margit! Margit! Stakkels Margit! skreg det i
Mandens Sjæl. Han naaede Barnekammerdøren og
gik stille ind til hende — — tog hendes lille Hoved
i sine store Hænder, bøiede sig ned mod hende, saa
hende ind i Øinene og sa: „Vær sterk!" Denne
store, sterke Mand med de ædle, alvorlige, vakre
Øine ligesom vakte hende tillive igjen; lempelig
men blidt bad hun ham hvile sig lidt paa Sofaen i
Stuen, hvortil Døren skulde staa aaben, (de havde
jo ikke sovet paa flere Nætter) og han føiede hende,
efterat hun først havde lovet at vække ham, naar
hun kjendte Kræfterne og Modet svigte. —
Den unge Mor indgik et Kompromis med den
ubudne Gjest, alle Midler skulde forsøges, og den
sterkeste seire. Færdig til Kamp gik hun lydløst
paa Hosesokkerne ud og ind med Omslag til den
Lille; hun følte paa Puls og paa Pande, naar hun
tog af og lagde paa Omslag; hun lyttede til
Aande-drættet og Hjertets Slag, ustanselig gjentagende de Ord
som hun engang havde læst:
„Lad Dødens Engel paa Byttet lure:
vi skal nok spille en Stund om Brikken;
Ja hun skal bytte ofte, hvert Kvarter, men
det blir mindst hvert 10de Minut, og varmt skal
det være, sa den flinke Doktor, saa varmt som
muligt — ja, varmt skal han faa det, godt vrid skal
det være — det havde han sagt —, aa, hun vred
saa haardt, og saa varmt var Vandet, at hun skolied
sine Fingre, men det føltes næsten som en Lise.
Gutten kjendte intet, saa lammet var den lille
Mave af Smerte og Morfin, og hun lytted og lytted,
altid ængstelig hver Gang hun forlod ham —
bange for at den ubudne Gjest skulde liste sig
ind mens han laa alene. Alle tilstødende Rum var
sterkt oplyste, men ikke desto mindre syntes hun
at se den skrækkelige Gjest snige sig om i hver
eneste Krog. Tilsidst saa hun ham bare ude i
Entreen, der var han blevet til en eneste bestemt Person.
Staar hun ved Sengen, ser hun ham kikke
gjennem Døren, der staar paa Klem, og naar hun
nærmer sig Døren, rykker han lidt efter lidt tilbage;
har hun naaet Anretningsdøren, der er midt i
Entréen, staar han trykket op mod den nederste Dør.
Staar hun ved Kjøkkenbænken, hvor Varmeapparatet
er hensat, holder hun hele Tiden Øinene stivt og
truende rettet mod Anretningsdøren, om han skulde
finde paa at narre hende, komme forbi og smutte
ind Barnekammerdøren, mens Gutten er alene. —
Men naar hun saa kommer tilbage, rykker han
nedover igjen, og hver Gang hun uvilkaarlig vil lukke
Barnekammerdøren, sætter den ubudne Fingeren
i-mellem — ligesom for at minde hende om
Kompromisset. Og ærlig som hun er indrømmer hun
ham Retten til dette Middel. Men ustanselig
gjentager hun Ordene: „Lad Dødens Engel paa Byttet
lure, vi skal nok spille" o. s. v., men idet hun følger
Viseren paa Klokken ser hun Timerne ile fra hende
uden nogensomhelst Forandring.
Nu er der gaat 7 Timer — hun lytter ved Mund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
