Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 4. Lørdag 28. Januar 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
36
Kristiania den 24/i
Kunsten at være lykkelig. Tag Kvinderne med!
Det ser ud som om enkelte Mennesker har en rigere,
en større Evne til at kunne glæde sig, til at kunne
nyde Livet, fryde sig i Nuet end andre, og gjælder
dette de forskjellige Mennesker, saa gjælder det
ogsaa de forskjellige Nationer. Vi Nordboere er et
tungt, alvorligt Folk; Fjeldene stænger for Synet,
mørke Skoge maner til Alvor, og selve
Naturforholdene opfordrer til Arbeide, til haardt Arbeide.
Norge er en streng Mor for sine Børn. Men mon
vi ikke ogsaa selv ofte kunde bidrage vort til at gjøre
Livet lysere og lettere? Mon vi ikke selv ofte
.stiller en „Aleksander" foran vor lille Tønde, saa
Solen ikke faar skinne paa os? Ja mon.ikke det?
Vi gaar op i vort Arbeide, vore egne Grublerier og
Tanker, vore Planer for Fremtiden, og saa falder det
os saa sjelden ind at glæde os over det vi har, at
hygge os i vort Hjem, glæde os sammen med vore
Kjære, kort sagt, nyde de Sider af Livet der er vore
nu. Man har opstillet Amerikaneren og
Franskmanden som to forskjellige Typer paa den Maade
hvorpaa Livet kan tages: Den unge Chicagomand,
der er Eier af tyve Millioner, har et Palads til Bolig,
en yndig Hustru og den deiligste lille Datter, har
ikke Tid til at nyde nogen af de Goder der er
skjænket ham, og dør tilslut af Overanstrengelse,
mens den velstaaende Franskmand først morer sig
paa det bedste og saa udretter den Smule Fo-:
eininger han er nødt til. Man siger, at en af
Hemmelighederne til den jevne Lykke som besjæler
Franskmændene, er den Indflydelse Kvinderne
udøver i den mandlige Verden. „Franskman-3n", siger
en fransk Forfatter, staar under Indflydelse af tre
Generationer af Kvinder: Mor, Hustru og Datter.
Han er Herre over alle store Spørsmaal ude i Livet,
men ved de smaa Begivenheder i det daglige Liv
er der tre som hersker over ham". Klublivet har
ingen Rødder i Frankrige; thi, som samme Forfatter
siger, „vi tager vore Damer med os overalt". Og
han fryder sig over, at i de franske Byer kan man
tage Damerne med overalt, thi „vore Gader er rene,
smukke og indbydende". Og et andet Sted: „Bort
med den Mand som ikke er fornøiet, som ikke er
taknemmelig mod Gud, fordi han kan indaande
Blomsternes Duft, fryde sig ved en ren Kvindes
Kjærlighed eller sine Børns Pludder, lytte til Tonerne
af Bethovens Synfonier og nyde Synet af Rafaels
Malerier eller Naturens vidunderlige Skjønhed.
Verden er fuld af Glæde, af Skjønhed, og endda maa
de store Tænkere sige os det, forinden vi kan fatte
det". —
Ja, Verden er fald af Skjønhed, og enhver har
noget at glæde sig ved i Livet, om de blot aabner
Øinene og s er. Vi nævnte ovenfor, at Evnen til at
glæde sig er forskjellig hos de forskjellige Mennesker
og hos de forskjellige Nationer — mon den ikke
ogsaa er forskjellig hos Mand og Kvinde? Har ikke
Kvinden som Regel et lysere Sind, en dybere
Følelse ? Men er det saa, skulde da ikke Kvinden mere
„tages med overalt", saa hendes Aand mere kunde
gjennemsyre den mandlige Verden, gjennemsyre
Samfundet? Skulde ikke Manden mere betro sig til
hende, raadføre sig med hende og aldrig optage et
Arbeide eller søge nogen Fornøielse hvor ikke hun
kan være med og øve sin Indflydelse. Maaske vi
Nordboere her sløser altfor meget med Lykken, den
Lykke som dog er gjemt ogsaa i vore trange Dale
og bag vort tilknappede Ydre!
Den nye Vetter.
Sjaa, den ligg so kvit og rein,
Snjoen yver Mark og Stein,
lar meg kjenna klaart den Magti,
som ho eiger, Himmeldragti.
Burt paa Grani lyt ein sjaa,
der ho stend med Stasen paa —
Brurestasen maa det væra,
ho so lett og fint kan bæra.
Sjaa no berre! — høgt i Topp
Kruna der seg hævar upp —
glitrar, glimtar, som Dimanter
innsætt var paa all Kantar.’
Nei, du, sjaa der: — lett og fin
Dragti, kvit som Hermelin,
hænger mjukt og vart kring Barmen,
mens ho „bljugsamt" løfter Armen
og strør ut fraa Handi full
Snjofug, glitrande som Gull,
i den fagre Straaleeimen,
Soli skjot kring Jordaheimen!
Ja, eg undrande lyt sjaa
yver Jord — mot Himlen blaa:
Alt so daarande, so vent er
i den unge, reine vetter!
Geth,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
