Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 7. Lørdag 18. Februar 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
62
URD
kommer du til at virke. Og for en stor Del har det
gaat slig".
„Er det da mange syge Kvinder her i Byen?"
„Ja desværre, særlig paadrar de gifte Kvinder
af Arbeiderstanden sig mange ondartede Tilfælder,
fordi de ikke har Anledning til at ta Hensyn til sig
selv, naar de er syge, men maa begynde at stræve,
før de er kommet til Kræfter igjen".
„Hvor længe er det, siden De blev Kandidat?"
„Jeg blev færdig i 96; før den Tid var jeg en
Stund i Zürich; der nede var vi samlet Folk fra
alle Kanter, og da merked jeg rigtig, hvor ganske
anderledes behageligt vi norske Damer har det under
vor Studietid end Damerne dernede; hos os hersker
der saant hyggeligt kammeratsligt Forhold mellem
de kvindelige og mandlige Studenter, saa det ikke
generer os at studere ved samme Anstalter; men det
kommer af, at vore Herrer opfører sig som Gentlemen".
„Men nu maa jeg faa konsulere Dem om en
Ting: er det skadeligt for os Damer at ta en uskyldig
Cigaret eller to om Dagen ?"
„Ja livad skal det være godt for; jeg tror
bestemt, at Halsen har ondt af det; mig personlig
tiltaler det heller ikke fra et estetisk Synspunkt, men
det er jo individuelt".
„Hvad mener De om Sporten da, Doktor Bang?"
„Jo den er udmerket, naar den bare ikke
overdrives, og Damerne er sikre paa, at de ikke har
Hjertefeil eller en anden organisk Feil".
„Ja, nu tør jeg vel ikke hefte Dem mere!"
„Aa, — nu skal jeg spise, og saa har jeg nogen
Sygebesøg".
„Men kjære, at arbeide slig maa da være at leve
uhygienisk, og det for en Læge —–
Men De sier kanske som hin Prest: gjør som
jeg lærer, men ikke som jeg lever".
„Ja, og til Dem sier jeg: skriv nu ikke saa
man faar Indtryk af, at De gjør Reklame for mig,
for den Slags liker jeg ikke".
„Nei vær De tryg; De er da kommet ganske
uskyldig op i det; men De kan skjønne, at i et
Kvindeblad bør man ogsaa faa høre lidt om vore
kvindelige Læger".
Brødrene.
(Oversat fra Tysk).
j>et er Aften den 18de August 1870. Under Krudtrøg
og ophvirvlende Støv fra Menneskefødder og Heste«
hove er Solen rød og glødende ogsaa gaat ned over
denne Dag, og Skumringen sænker sig som en
kjæmpe-mæssig, alt indhyllende Dødningehaand ned over
Valpladsen. Fra det Fjerne høres hendøende, altid
svagere og svagere Geværild og den dumpe Drøn af et Kanonskud,
der synes ligesom i langsomme Lydbølger at krybe henover det
smilende Landskab. Rundt om i Horizonten sees Flammetunger,
brændende Lavabyer og en sort fra forkullede Bjælker opstigende
Røg. En Stønnen og Jamren svæver gjennem Luften, det er
de Faldnes Dødssuk, blandet med de Saaredes klynkende
Klagelyd. Bivouacilden flimrer, her og der lyder Strofer af tyske
Soldatsange ud af Bloddunsten der hæver sig op fra Jorden.
Enkelte Skud knalder snart nærmere, snart fjernere, Skud, med
hvilke de Saarede søger at tiltrække sig deres Opmerksomhed
som bærer de Syge hort.
En Ordonnantsofficer kommer langsomt ridende hen over
Slagmarken ved St. Privat.
— Her var de da jeg sidst saa min Bror, mumlede han,
idet haus Øine gjennemtrængende og mønstrende forhen over de
Faldnes Lig, der laa spredte rundt omkring, mens hans
udmattede Hest med sænket, fremstrakt Hals skred videre; forsigtig
løftede det ædle Dyr Benene over de ubevægelige Legemer, idet
det gik fremad mellem disse, og veg let snøftende tilbage for
den Døende ved sin Fod.
Her var det den preussiske Garde havde foretaget Stormen
paa St. Privat, med Dødsforagt brydende frem gjennem den
tilintetgjørende Geværild, som buldrede dem imøde fra hver Hæk, fra
alle Landsbyens Stenmure. Men Døden havde ogsaa nedmeiet
hele Rækker.
Noget længere borte ligger en Officer henstrakt paa Jorden;
Ansigtet, som hviler paa de korslagte Arme, er vendt nedad.
Rytteren kommer langsomt nærmere, bøiende Hodet fremad,
og da Omridset af hint Legeme begynder at træde ud af
Halvmørket, spreder en Dødbleghed sig over den Søgendes Ansigt.
Bror! stønner han og glider ned fra Sadlen, idet han knæler
ned ved den Faldnes Side.
Hans Hest sænker snøftende Snuden ned mod nogen
ned-traadte Havreaks, mens Rytterens Hænder beføler det udstrakte
Legeme — Bruno! Bror! Han holder sine Fingre tæt op for
Øinene, forskende søgende efter Spor af Blod.
Ingen Lj’d høres som Svar paa hans Udraab. Eller hvad !
Er det ikke som om der gaar en Sitren gjennem Legemet foran
ham, som om en kvalt Hulken høres. — Bruno, hvor er du
saaret? Kan du ikke løfte Hodet? Og atter begynder han at
føie med Hænderne. Ikke en Draabe Blod, ikke et Hul i den
blaa Vaabenkjole som omslutter den store Skikkelse! Beslutsom
løfter Hermann von Weynitz Brorens Hode og griber fat i hans
Skulder, mens Legemet dreier sig tungt om paa Ryggen.
— Hvad er der iveien med dig Bror? Saa se dog paa mig!
Bruno aabnede langsomt Øinene, som en der frygter for atter
at lade Bilkket glide ud over Verden. Det var et forstyrret,
udtryksløst Ansigt, med to glansløse, sløvt stirrende Øine! Men
det var ikke en haardt Saaret eller Døendes Blik.
Imidlei’tid hang Brødrenes Blik som fasttryllet ved hinanden;
den enes forskende, søgende, mens der gik en krampagtig
Trækning over den andens Øienlaag, og Blikket urolig gled frem og
tilbage. Da slog Bruno begge Hænderne for Ansigtet. — Hvad
vil du mig? Gaa, gaa — tag dine Hænder bort! Bort fra mig,
siger jeg / Dog, nei, nei, bliv! En Revolver, hurtig! Jeg har
tabt min egen . . . Hvorfor stirrer du paa mig? Saa gjør som
jeg siger! Skyd din Bror en medlidende Kugle for Panden!
Hermann viger tilbage. Hans Blik vanker forvirret og
forfærdet om. Er Broren blevet sindssyg? En forvirret Tanke, en
uklar bedøvende Anelse om noget skrækkeligt, utænkeligt drager
igjennem hans Hjerne. Han støtter begge Hænder mod Jorden,
som for at søge et Holdepunkt; hans Fingre griber krampagtigt
ned i Muldet.
Nu lyder atter afbrudte, frepistødte Ord i hans Øren, Ord
der er afpresset et klagende Menneskebryst. — Træd mig kun
ned under dine Fødder! En Wynitz en Kujon! Slaa mig,
naar en ærlig Kugle synes dig for god! Du har Ret i ikke at
ville se herhen! Her ligger din Bror, Blod af dit Blod, haha
— pst! Rolig! Bøi dig ned! Han forsøger at trække Broren
ned til sig, mens hans Øine med en pisket Hunds Udtryk følger
to Sygebærere, der gaar forbi i nogen Afstand. — De maa ikke
se os sammen her! — O, i Begyndelsen var det intet! Man
befandt sig mellem Massen, man hørte Kommandoraab, og det
gik fremad, man saa neppe tilhøire eller tilvenstre. Men saa
blev der en Stands, fordi vi ikke mere kunde komme fremad,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
