Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 7. Lørdag 18. Februar 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
63
og heller ikke formaaede vi at skyde bag Gravskansen. Kun
de Saarede skreg. Nu atter afsted! De første der sprang afsted,
styrtede døde tilbage. Atter frem fra Skjulet! I hele Rækker
sank de sammen. Fætter Ungern skjød de gjennem Hodet, han
rullede som en Klump hen foran mine Fødder, og jeg — nu,
jeg styrtede hen over ham, — derhenne, bag mig, han ligger der
endnu.’ Og han kan nok ligge rolig! En ærlig død Mand!
Udmattet holdt den Talendo inde og tørrede med Bagsiden af
den høire Haand Sveden bort fra Panden.
— Er der ikke noget Sted rammet dig en mat Kugle, et
Streif-skud? sagde Hermann von Weynitz i en Tone som om han
klamrede sig til denne Mulighed.
Broren rystede paa Hodet. — Saa troede jeg selv i
Begyndelsen! Der var en sløv, lammende Følelse i mit Hode, som
holdt tusind Hænder mig fast til Jorden ved Klæderne. Derpaa
kom anden Bataljon tæt forbi os; en af dem sagde ganske
høit-Der ligger Weynitz, stakkels Karl! O, om han havde talt
Sandhed! Kort efter rørte nogen ved mit Legeme. En Stemme
raabte herover: Ikke ham! Han er ikke mere til at hjælpe,
her, tag denne Officer! Saa var jeg atter alene. Jeg kjendte
hin Stemme; det var vor Bataljonslæge.
— Endnu var det ikke forsent. —
— Saa, tror du? Skulde jeg løbe efter og raabe: Det feiler
mig intel, slet intet, jeg har kun havt en liden Nerverystelse!
Svar dog, Hermann! skreg han, se ikke saaledes paa mig!
Ikke saaledes ! Akkurat som Far! Kun det graa Skjæg mangler,
og det snehvide Haar! Ja ja, det er godt at hans Haar allerede
er hvidt! En Weynitz, en Kujon i sin Konges Vaabenkjole! I
navnløs Skam kastede Bruno sig igjen ned og skjulte Ansigtet
mod Jorden.
Der indtraadte dyb Stilhed; det var næsten blevet Nat.
Uhyggelig drønner Bragen fra de sammenstyrtende Huse herover
fra St. Privat.
Hermann har reist sig. Med Armene korslagte over Brystet
stirrer han ubevægelig ned paa Broren. Dybe Furer sees om
Øine og Mund; Smerte, Vrede og Skam graver skarpe Linier i
hans unge Ansigt, hurtigere og haardere end Aar kunde gjøre det.
Pludselig lyder Stemmer over til dem, og sky farer de
sammen.
— Hermann, om nogen fandt os saaledes her! Gaa, gaa!
Hvor er din Revolver? Hurtig, jeg besværger dig! Far,.
Kameraterne . . , Et Sekund tøver Hermann, derpaa river han
Revolveren ud af Sadeltasken og trykker den i Brorens fugtige,
kolde og med Jord tilsølede høire Haand. — O Bror! raabte
han derpaa stønnende.
— Tak! Levvel! Og hils Lore — og . . .
Hermann hørte ikke mere; halvt bedøvet, neppe berørende
Stigbøilen, svinger han sig op i Sadlen og giver Hesten af
Sporene, mens denne stormer opskræmt bort. Pludselig gjør han
et heftigt Ryk i Tømmen — og holder stille. En forfærdende
Tanke har grebet ham og bringer Blodet til at stivne i hans
Aarer: Hvorfor har du ikke forhindret Gjerningen? Morder!
Brodermorder! Han vender Hesten og vil ride tilbage. Da — et
kort Knald — — —. Rytteren farer sammen og stryger
langsomt med Haanden hen over Hjelmen. Forsent! Det er skeet!
Lev vel Bruno! kommer det hæst over hans Læber.
Vinker ikke hist henne et rødt Kors paa hvid Grund i
Skinnet af flere brændende Lanterner? Mekanisk vender han
sin Hest mod den Kant.
Det er det Sted hvor Lægerne er ifærd med at forbinde de
Saarede, og den ene af Lægerne kjender han personlig.
— Hr. Stabslæge! Jeg beder Dem, ved hin lille Busk — den
som hæver sig op mod Ildskinnet — der maa min Bror ligge.
Jeg har ikke et Sekunds Tid — Melding til
Generalkommandøren — —.
— Skal straks sende nogen derhen, selvfølgelig! En taabelig
Haandtering, og nu Natten til! De slæber alle hid, Døde og
Døende, og en hel Del som endnu kunde hjælpes, bliver liggende.
Hei, Sygebærere! Hist over — dere ser den Busk — en saaret
Officer!
— Jeg takker Dem, pressede Hermann frem, og red bort.
I et tildels nedskudt Hus fandt han sin General.
— Hvor er der blevet af Deres Bror, kjære Weynitz? spør
hans Foresatte, mens han vender Øinene under de buskede
Bryn mod sin Ordonantsofficer.
— Jeg har ikke fundet ham, svarer Weynitz og vender An-,
sigtet bort fra det matte Skin af en flimrende Staldlygte, der
næsten udgjør Kvarterets eneste Bohave.
— Nu, det er vel ikke saa slemt! Fordømt! Efter denne
Dag intet uden Vand og det elendige franske Hvedebrød! Tag
for Dem Weynitz, naar Nøden staar for Døren, spiser Fanden
Fluer!
— Jeg takker, Hr. General, men jeg kan ikke spise; jeg har
kun et Ønske, at faa sove.
— Tror det gjerne. Derhenne paa Logulvet har jeg ladet Hø
lægge sammen.
Langsomt begav Hermann sig bort. Generalen saa
betænksomt efter ham. — En bra Karl, kun altfor stille og beskeden
til at komme rask frem paa Veien.
Det er tre Dage senere.
Hermann havde besøgt sin Bror paa Feltlazarettet.
— Deres Bror har havt Lykken med sig, havde den samme
Stabslæge hvis Hjælp Hermann om Aftenen den 18de August
havde anraabt om Hjælp, sagt. — En Centimeter længer tilvenstre,
og alt havde været forbi.
Derpaa var Hermann traadt hen til Brunos Leie. De talte
ikke meget sammen. Som en fiendtlig Skygge stod Erindringen
om hin Scene paa Slagmarken imellem dem.
De vekslede et kort, flygtigt Haandtryk.
— Jeg skal bringes til Hjemmet — har du noget Bud?
spurte Bruno med mat Stemme.
— Nei, intet.
— Ikke en Hilsen til Far og Mor?
— Jo, ganske vist!
— Og til Lore?
— Ogsaa til hende, naturligvis!
— Hermann! Den Saaredes Stemme lød usigelig sørgmodig
og haabløs; næsten som en Kvindes Bøn.
— Lev vel Bruno! God Bedring ! Det lød næsten bevæget,
men blev sagt idet han gik bort. —
Næste Aften laa Hermann von Weynitz indhyllet i et
Hestedækken ved Bivouacilden. Rundt om i en Ring laa
Krigskame-raternes sovende Skikkelser, belyste af det urolige, spøgelsesagtige
Skin fra det brændende Træbaal, med de dødstrætte Lemmer
udstrakte paa nogen Knipper Straa; høit over ham lyste
Stjernerne klart flimrende. Han kunde ikke lukke et Øie, en Tanke
holdt ham vaagen, en uafladelig, pirrende Grublen, en Vaklen
mellem Hjerte, Forstand og den tyske Soldaterære. Først havde
han følt en heftig Glæde over at vide Broren endnu levende, og
ved at være befriet for den bedøvende, blytunge Følelse af selv
at have trykket ham det dødbringende Vaaben i Haanden. Men
det var kun en kort Glæde. Straks efter kom den hæslige,
kvælende Tanke: Hvoraf kommer det, at han kun saaredes?
Kan det være et Tilfælde, eller har hans Haand ogsaa denne
Gang sitret — sitret af Feighed?
Der for en kold Gysen gjennem ham, og han stødte med
Foden et Stykke Brænde dybere ind i Flammen. Med Magt
søgte han at ryste disse Grublerier af sig. Havde det da været
bedre, om Kuglen var gaat en Centimeter mere tilvenstre? Kunde
Brorens Død have forandret Sagen? Ja visselig — det havde
været en Udsoning med det Liv han havde havt for kjært.
Udsoning? Hvorfor da Udsoning? For en naturlig, menneskelig
Svaghed? For en Nervesvaghed, for en af de mægtigste Følelser
i et ungt Bryst, for Ønsket om at redde Livet.....Og trods
det–-.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
