Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 8. Lørdag 25. Februar 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
li
U KD
Aand, at aabne deres Øine for, at hvert stygt Ord,
hver lav Handling bringer dem et Skridt bort fra
det Maal, som det skulde være Menneskets høieste
Trang at naa.
Det heder: Mennesket er syndigt af Naturen!
Vistnok er det saa, men der er jo ogsaa af Skaberen
nedlagt i vor Sjæl Spiren til gode og skjønne Tanker
og Følelser, og Opdrageren har en stor Magt til at
skille ud det Onde, saa Gudsbilledet kan vokse sig
stort i det unge Hjerte.
Mødre! Lad os virke i Hjemmet af al Kraft,
saa Barnesindet kan beskyttes for ond Paavirkning.
En Gang maa de jo ud af Beden; men maatte
vi da have den Bevidsthed at have virket det Gode
vi kunde for de Smaa, der var betroet til vor Omsorg.
Brødrene.
(Oversat fra Tysk).
(Forts.)
«an rettede sig op og stirrede med glansløse Øine ind
i Ilden; men Stemmen indeni ham fandt ikke Ro.
Da er altsaa du Skyld i at din Konge hæfter dette
Tegn paa en Uværdigs Bryst! Og alle vilde med
..’Agtelse betragte Korset, alle, alle! Faren og Lore
med det gyldne Haar og de store, brune Øine! Med skjælvende
Fingre greb han sig om Panden. Vilde Bruno kunne bære det,
dette Ærestegn for hans Skjændsel, uden at blive vanvittig?
Vilde det ikke tusind Gange komme over ham: heller skudt,
afsonet, bødet, end den elendige Bevidsthed, denne Afsky for
mig selv, fordi jeg lader mig ære af andre for det som jeg
aldrig har gjort, aldrig har fortjent?
Bragende faldt en Hob Brænde sammen — et Neg af Gni.
ster sprudede knistrende op mod Stjernerne, der blinkede saa
langmodig og vedholdende ned over Jorden fra det uendelige
Fjerne, ned over alle de stakkars urolige Menneskebørn. — De
kan nok ikke heller sove, Weynitz? sagde Husarofficeren og
rykkede, idet han fremdeles blev liggende paa Straaet, nærmere
hen til liden. Det blir fordømt koldt! Men De er en ung Mand
og behøver ikke at sørge for noget. Os plager Tanken paa
Konen som man har ladt tilbage, neppe et Aar efter Bryllupet. En
Soldat burde ikke gifte sig.
. Hermann saa spørgende ind i sin Krigskamerats smukke
Ansigt. — Jeg vidste ikke, Treptow, at De kunde være saa blød.
— Tak, svarte Officeren og bed en Cigarspids af, fordi jeg
bestandig er lystig og ingen Grillefænger ? Ser De, Weynitz, naar
man først har erfaret hvad en Kone betyder, sligt et
Menneskebarn der kun lever og aander for en, nu, De forstaar mig — og
endelig — om slig en fordømt Kugle befordrer en hist op, det
er dog ingen Smaasag! Man er saa fast bundet til Jorden, man
mangler ganske Følelsen af fuldstændig Ligegyldighed, som De
visselig har naar Kuglerne suser omkring os.
Weynitz stirrede uden at svare ned for sig.
— Visselig har De jo ogsaa Forældre og Søskende; men det
er dog noget ganske andet, og dertil kommer — jeg maa sige
det til nogen: min Kone skal skjænke mig et Barn. Jeg siger
Dem, denne Angst er værre end at ride ind i et Batteri! Man
har, ofte slige forrykte Tanker. Da jeg den attende indtog
Batteriet med Eskadronen — vi var omtrent to hundrede Skridt
borte og i et ganske anstændigt Tempo, jeg red Fuldblodsfuksen,
og Hesten laa i Tømmen som besat — da for det mig gjennem
Hodet: Donnerwetter, om der netop nu, kom en liden Husar
hjemme, mens jeg, Faren, blev skudt her! Du Himmel — saa
skal Barnet idetmindste kunne være stolt, tænkte jeg, og lod
min Fuks flyve afsted uden at se mig tilbage. Det var Grunden
til at jeg kom saa langt foran Eskadronen og indhentede den
franske Batterichef! Man kommer til Ære, man ved ikke
hvorledes, men glædet mig har det dog, og naar engang smaa
Hænder leger med dette Kors, om det ogsaa er en Piges — nu, da
vil jeg med Glæde tænke tilbage paa den Historie.
Officeren stirrede eftertænksomt og med et forhaabningsfuldt
Blik ind i Ilden, mens Hermann saa hen paa ham fra Siden.
Hvor enkelt og ligefremt havde ikke denne Mand fortalt alt!
Uvilkaarlig rakte han Haanden ud mod Kameraten. Denne
nikkede venlig til ham, taknemmelig over at have fundet nogen
der følte med ham.
— Slig en liden Frue har egentlig mere Mod end vi. Hun ved
nøiagtig at Barnets Fødsel maaske koster hende Livet, og Smiler
dog ved Tanken. Og endelig, om hun dør, hendes Død er
ligesaa ærefuld som vor — — — død for Fremtiden! Ja ja, paa
saadanne Ting tænker man ikke som Ungersvend! Nu, alt vil
nok gaa godt! Til hvad hjælper Grublen! Han kastede Cigaren
ind paa Baalet. Elendige Urt! han svøbte sig atter ind i sit
Teppe, krøb tæt hen til Ilden, og efter nogle Minuters Forløb
gik Korset paa det blaa Klæde op og ned ved den Sovendes
regelmæssige Aandedrag.
— Markenstein! Stig ud! To Minuters Ophold! raabte
Betjentens Stemme.
— Fordømt kjedelig! Jeg maa vente en Time her paa mit
Tog, sagde en Husarofficer til en Kamerat i Infanteriet, som stod
ved Siden af ham.
— Ja, vi er blevet mætte af at vente de sidste Maaneder,
svarte den Tiltalte og trykkede den andens Haand. Lev vel,
Treptow! Hvilken Glæde for Deres Frue, naar De kommer, og
saa dertil Barnet som hun bringer Dem imøde!
Der drog som en klar Solstraale hen over Husarens Ansigt.
- Nu, Deres Gamle vil ogsaa blive fornøiet over at have begge
Børn hele og sunde hos sig. Lev vel, Kamerat! Hils Deres
Bror, den lystige Karl han er!
— Færdig! skreg Betjenten, og pibende og stønnende satte
Toget sig atter i Bevægelse. Den Bortdragende afviskede Ruden
med Vindusremmen og stirrede en Stund eftertænksom ud over
Landskabet.
Hede, brun Hede, saa langt Øiet naaede, og over den en
smudsig graa Himmel! Sne og Regn jagede hen over Sletten
fra de låve Skyer som førtes afsted af den pibende Nordenvind!
Hist og her tittede smaa forkrøblede Fyrretrær frem, idet de
strakte Grenene ud mod den ene Side, som den skarpe
Nordvestvind havde tvunget dem til, ligefra det første Skud voksede
op af den sandede Grund.
Hermann von Weynitz kjendte denne Egn; han var jo
opvokset her, og denne endeløse Hede var ham ikke mindre
kjær end Høifjeldet Schweizeren. Gamle Erindringer dukkede
op for ham. Hvor ofte havde han ikke sammen med sin yngre
Bror streifet gjenne-n Egnen paa flinke smaa Heste! Hvor ofte
havde de ikke i varme Sommerdage ligget paa Skraaningen af
en Høi i den duftende Lyng! Rundt omkring summede Bierne,
og Faarekyllingerne peb, mens han Timevis kunde ligge og
drømme, stirrende op mod den blaa Himmel. Bruno var
anderledes. Han kunde ikke være rolig saa længe. Hans lette, vilde
Blod rullede for raskt; han fangede Biller og andre Dyr, kilrede
Broren med Græsstraa eller drev aislags anden lystig Leg.
Bruno havde altid været den livligste af de to Brødre. En
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
