Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 8. Lørdag 25. Februar 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
smuk, ubændig~Dreng med "et kraftigt Legeme, stedse begjærlig
efter det Nye, efter rig Nydelse, og derpaa ligesaa snart igjen
mæt deraf og higende efter anden Tidsfordriv. Hermann derimod
havde altid noget stille, tilbageholdende i sit Væsen. Stivsindig
udførte han hvad haj^foretog sig, allerede som Barn; han følte
sig tiltrukket af Modstand, for at kunne bekjæmpe den, dertil
var han indesluttet, utilgjængelig for Fremmede. Maaske det
netop var paa Grund af disse Modsætninger at Brødrene hang
saa fast ved hinanden, uagtet den Yngre altid blev foretrukket,
enddog af deres egen Far. Hvor mangt et haardt Ord havde
Hermann for at unddrage ham for Straf ikke døiet for Brorens gale
Streger! Ja det glædede ham enddog ofte, at man kunde tiltro
ham saadanne Streger.
Ved Siden af de to Brødre voksede, som deres tro
Legeka-merat, en Kusine op, — den muntre Lore, et tidlig
forældreløst Barn, der blev opdraget af sine Slægtninge.
Hermann smilede svagt ved Tanken paa hende. Hvor havde
hun ikke støiet med Gutterne i Skolestuen, i Lade og Kjælder, i
Skogen og paa den store Hede! Og hvorledes havde ikke
Brødrene overbudt hinanden i at opfylde den lille Prinsesses Ønsker!
Hvor flagrede ikke hendes gyldne Haar, naar hun paa lette Fødder
sprang omaden runde Græsplaine foran Huset! — — — — —
Jernbanetoget for drønende hen over en Bro. En liden Flod
slyngede sig mellem Eliekrat og Engstriber hen gjennem Sletten.
Den ensomme Reisendes Ansigt blev mørkt, mens hans Øine
fulgte Vandets forsvindende Slangelinie. Langsomt strøg han
med den høire Haand hen over Øinene, som vilde han bortviske
en Erindring. For hans Blik dukkede bestandig igjen det søde
Pigeansigt op — Lore, som han havde kjendt hende før Krigen.
Det havde været en tung Afsked! Forældrene vare kommet til
hans Garnison med sin Pleiedatter for at sige ham Farvel.
Hermann glædede sig over Krigen som enhver ung Officer. Visselig
var han bevæget, da han følte Morens Taarer paa sit Ansigt, og
da hun sluttede ham i sine Arme, men først da han stod foran
Lore og rakte hende Haanden, først da denne lille Haand laa
skjælvende i hans, og den un^e Pige hulkende kastede sig til
hans Bryst, mens hans Læber trykkedes let mod hendes gyldne
Isse, først da blev han tung om Hjertet — og dog tillige saa
forhaabningsfuld. Lynsnart vaagnede Bevidstheden om hans
Kjærlighed til den unge Pige, en pludselig klar Følelse af at han
ikke elskede hende kun som Søster.
— Bevar din Kjærlighed til mig, Lore!
Hun lo med Taarer i Øinene og nikkede med Hodet. —
Naturligvis, Hermann! Bruno sagde vi Farvel til igaar. Han var
saa vittig, at vi trods al Angst maatte le !
— Ja, Vittigheder kan jeg ikke sige, Lore, havde han svart
ganske ligefrem, og var stormet ud af Værelset, fordi han
frygtede for at ban skulde blive for blød om Hjertet.
„Naturligvis, Hermann!" Disse Ord havde han bevart i
Erindringen; men han havde glemt at hun straks efter havde talt
om Bruno. Hermann kunde ikke løsrive sig fra Tanken paa hin
Afsked. Siden hin Dag havde han ingen Aften lagt sine
døds-trætte Lemmer til Hvile, uden at Lores Ansigt havde foresvævet
hans Sjæl, uden at han havde hvisket hendes Navn. Hvor ofte
havde han ved den flimrende Bivouacild udmalt sig hvor
herlig, hvor skjønt det vilde blive, naar hun blev hans, hun med
sin lyse, glade Lattér, med de straalende Øine!
Vinden slog raslende Sne og Regn mod Vognens Vinduer.
Hvorledes vilde Gjensynet med Far og Mor og Lore blive?
O, atter at føie disse bløde Pigehaar mod sin Hals! Og Bruno?
Han trak gysende Kappen tættere om sig. Det tyngede paa ham
som en mørk Skygge, som Mareridt. Den stakkars, stakkars
Bror! At maatte være ulykkelig et helt Liv, som Følge af en
Time, et Minut, da Nerverne havde negtet ham sin Tjeneste!
Men aldrig skulde Bruno vide, at han selv endnu tænkte paa
hint Gjensyn. Gjennem et helt pligttro Liv lod jo hin Skam
sig sone, og han vilde hjælpe den gode, ellers saa kjække Karl
75
dertil. Merkværdig nok, som Student bragte Bruno i hver Ferie
en ny Skramme med hjem.
— Hvilken Dumhed! havde Hermann ofte spottende sagt
til ham.
— Det staalsætter Modet! pleiede Bruno da at sige.
Ak, at være indpakket i Bind og Bandager og saa lade Huden
opridse og staa fast i Kampen med Sværd og Bly — det er
noget andet!
Det havde holdt haardt for Hermann, dengang efter
Fredsslutningen endnu at maatte blive med Okkupationsarmeen i
Fiendens Land, mens de andre drog hjem. Men det var jo
ogsaa nu forbi! Træt af den lange Reise lænede han Hodet
mod Vogn puderne. Men pludselig for han op af den Døs han
var faldt i. Et Stød og et Ryk, og Toget holdt.
— Halingbrock! raabte Konduktøren og rev Døren op.
Søvndrukken tumlede Hermann op og samlede sine Sager
sammen. Hans Fars gamle Tjener stod paa Vogntrinnet i en
ærbødig Stilling med den lakerte Hat i Haanden og straalende
Øine.
— Goddag, gamle Jochen! Sæt De blot atter Hatten paa
Hodet, ellers forkjøler De Dem! Officeren strakte venlig
Haanden ud mod den gamle Tjener, som omsluttede den med
skjælvende Fingre.
— Nei hvilken Glæde! sagde han kun og tog Haandbagagen.
— Herskabet vilde heller modtage Hr. Løitnanten hjemme,
tilføiede han, idet han hurtig fulgte Hermann til Vognen.
— Velkommen hjem, hilste Kusken, der med Møie styrte
de to Brune for den lette Jagtvogn.
Hvor alt dette føltes hjemligt! Alt uforandret! De samme
Ansigter — hist henne, tilhøire for Jernbanelinien, stod endnu
det samme ganile, knudrede Æbletræ, med Rugekassen i den
bare Top! Alt var uforandret, og dog, hvorledes var ikke Tiden
med Jernhjul rullet hen over to Folks Skjæbner!
— Alt er vel, berettede Jochen paa Hermanns Spørsmaal, ogsaa
Herrens Bror har været meget kjæk de sidste otte Dage. Det
sidste sagde Tjeneren med bortvendt Ansigt og stødte med
Albuen til Kuskens Side. Dette bemerkede ikke Hermann. Nu
bøiede Vognen ind i den lange, lige Allee som førte op til Huset.
Den unge Officer følte, hvorledes Hjertet slog med raske
Slag. „Kjør til!" befalte han Kusken.
O, atter at møde Forældre og Bror og Lore! Allerede paa’
lang Afstand vinkede de til ham fra Sandstenstrappen, der førte
ind i den gamle, simple firkantede Bygning. Der stod de —
Faren, hvis graa Helskjæg flagrede i Vinden, Moren, indhyllet i
et gammeldags Tørklæde, og bag dem Bruno i Uniform med
Lore. En sidste Hilsen fra Vintersolen for tynsnar hen over
Jorden og greb fat i den unge Piges rødblonde, lyse Lokker.
Hermann sprang ned af Vognen og kastede sig i de
skjælvende, trofaste Moderarme og til Farens brede Bryst. Derpaa
strakte han taus Hænderne ud mod de to andre, og kun en
Skjælven ved Mundvigerne under den blonde Knebelsbart
for-raadte hans indre Bevægelse.
Lore, som endnu bestandig holdt Broren under Armen,
klyngede sig fast til denne; hendes yn lige Ansigt skiftede uafladelig
Farve.
— Bror! Kjære Hermann! raabte hun endelig og rev sig
løs fra Bruno, idet hun strakte begge Hænder ud mod den
Ankomne.
— Her er vi, Bruno og jeg! Se blot, saaledes ser to Forlovede
ud! Det vældede næsten aandeløst frem, idet hun lo og hulkede
i yndig Forvirring.
Hermann blev et Øieblik staaende stum, stirrende paa de
to. Langsomt sank hans høire Haand ned. Derpaa rettede han
sig op og rakte med et Ryk den iskolde Haand frem mod begge.
— Hvor han er forandret, ganske anderledes end tidligere,
og hvor Helskjægget gjør ham gammel! udbrød Lore.
Forts,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
