Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 8. Lørdag 25. Februar 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
79
ham. De var uadskillelige, til Døden kom og
bortrev den ene; end ikke hans Giftermaal gjorde noget
Skaar i det inderlige Forhold mellem Bror og Søster.
Man har sagt, at hendes Sygdom skyldtes hendes
anstrengende Arbeide og de lange Fjeldvandringer
som hun foretog sammen med Broren, og man har
bebreidet ham, at han ikke tog mere Hensyn til
hendes Kræfter. Men ingen som sætter Pris paa at
dele et Medmenneskes Interesser, vil gaa med paa
denne Beskyldning. At udelukke hende fra
Deltagelsen i hans ihærdige intellektuelle Arbeide, forat
hun kunde spare sig og nyde mere Hvile og
Komfort, vilde ikke været noget Venskabsstykke fra hans
Side. Hvad vi sætter Pris paa under Samlivet, er
ikke saameget denne stadige Omhu for vort
legemlige Befindende — den fornærmer os snarere, idet
den forkjæler os — som Lov til at dele Vennens
Interesser, tale med ham om dem og — efter Evne
— hjælpe ham fremad. Dorotliy vilde ikke høre
paa saadanne Beskyldninger mod Broren. At have
levet sammen med en ædel Sjæl, er tusinde Gange
mere værd end at leve længe.
I Forholdet mellem Charles Lamb og Søsteren
Mary er det ham som er den opofrende Part. Det
er rørende at læse om denne Bror, som paa den
ømmeste, kjærligste Maade tar sig af sin ældre,
plagede Søster. Og dog maatte — for et saa nervøst
og følsomt Temperament som hans — Tanken paa, at
Vanviddet maaske atter kunde bryde ud hos Søsteren,
have været en Kilde til uafbrudt Rædsel. Desuagtet
vaagede han altid over hende og hegnede om hende
med aldrig svigtende Kjærlighed.
Forlader vi Familien og begiver os til vort
Arbeide, kommer vi i Berøring med en hel Del
Individer. I Pensionater og Forretninger, paa Reiser, i
Hoteller, overalt møder vi en Masse Mennesker; uden
Anledning til at vrage eller vælge vort Selskab maa
vi tage Menneskene som vi finder dem. Vi er ikke
ansvarlige hverken for deres Karakter eller Opførsel,
men vi er ansvarlige for hvordan vi selv opfører os
ligeoverfor dem. Om andre er vanskelige at komme
ud af det med, har ikke vi Lov til at være det.
Det kan synes umuligt her at give bestemte
Regler, men som Grundbasis for vor Opførsel tør
vi nævne: Hensynsfuldhed og Ven 1 i gli ed. For
at kunne behandle vore Medmennesker rigtig
hensynsfuldt, maa vi kjende dem. Vi maa studere vore
Omgivelsers Smag, og det Arbeide har sin store
Interesse, sine Overraskelser og sine Glæder. Hvad vi
mindst taaler, er, at nogen rører ved vore Svagheder,
og har man opdaget et svagt Punkt hos Naboen, saa
lad det i Fred! Ved at stikle paa det, opnaaes kun
at saare og krænke, ja kanske vække Had. Vi har
alle — ialfald de fleste af os — vore smaa
Kjæp-heste, som vi gjerne rider; hvorfor skulde vi da
irritere og ophidse hverandre ved Modsigelser, naar
det kan undgaaes ved lidt Forsigtighed? Lad
saadanne Kjæpheste, saadanne smaa Pudsigheder
passere med et lidet Smil; husk, det falder saa let at
være overbærende naar man kan se paa Næstens
Skrøbeligheder med et velvilligt Sind!
Men det er ikke nok at undgaa at plage Folk,
vi bør ogsaa bringe noget positivt til Torvs:
Venlighed, Velvillighed. Og heri trænger vi stadig
Øvelse. Vi skal ikke gaa omkring og vente paa
Anledning til at gjøre en stor, god Gjerning; men
vi skal benytte enhver liden Leilighed til at vise
Menneskene Venlighed, og jo længere vi øver os
heri, des større Evne og Anledning vil vi faa til at
gjøre godt, og vi skal undre os over alle de glade
Ansigter og taknemmelige Blikke vi møder paa vor
Vei!
Børnenes legemlige Opdragelse.
„Hjemmenes Vela holdt forleden i Studentersamfundets store
Sal et talrigt besøgt Møde, hvor Fru Ragna Nielsen i et varmt
og begeistret Foredrag talte om: „Børnenes legemlige Opdragelse11.
Fru Haslund ledede Mødet og gav efter endel indledende
Bemerkninger Ordet til Fru Nielsen.
Foredragsholdersken vilde først fremsætte det Spørsmaal,
om det virkelig var saa at Lys og Luft var Grundbetingelser for
Børnenes Trivsel. Hun mente, at Skolerne kunde give det bedste
Svar paa dette Spørsmaal. Naar Børnene efter Ferierne kom
tilbage paa Skolen var Kinderne røde og friske, Huden klar og
Øinene straalende. Dertil var de kvikkere i sin Opfatning, og
Evnerne i det Hele skjærpede. Naar saa nogen Maaneder var
gaaet, svandt denne Herlighed lidt efter lidt mere væk, og der
kom Slaphed og Træghed istedet. Hvad viste dette andet end
at Skolelivet, som det nu var ordnet, tog formeget paa de Smaa,
og at her var Plads for en Beform. Fruen vilde da foreslaa 1
Times Friluftsleg hver Dag under en Lærerindes eller Lærers
Tilsyn.
Opdragelsens Maal var jo at uddanne harmonisk udviklede
Mennesker. Som Skolens Plan var lagt nu, udvikledes Aanden
paa Legemets Bekostning. Skolen var galt basert. Ved
Udar-beidelsen af Læseplanen var der taget Hensyn til hvad Barnet
skulde og maatte lære, ikke til hvad det magtede. Følgen heraf
var, at Legemets Udvikling spillede en underordnet Rolle. Barnets
Arbeidstid var i Virkeligheden længere end den Voksnes. Det
viste sig ogsaa, at en hel Del blev overanstrengte. Rigtignok
har mange Børn ofte en merkelig Evne til at kaste af sig det
Aag som bliver dem for ulidelig tungt; men der fandtes
ærgjerrige, samvittighedsfulde og lidet begavede Børn som overanstrengte
sig i høi Grad, og det var netop disse Skolen særlig pligtede at
tage sig af.
De som havde lagt Planen for Skolerne havde ganske vist
havt Øie ogsaa for disse Vanskeligheder, de havde jo givet os
Friminuterne; men disse var altfor korte, og det blev ofte mere
Mas end Rekreation.
Gymnastik var aldeles nødvendig, forat Børnene kunde lære
at føre og beherske sit Legeme, og Sløid er jo prægtig for
Gutterne; men hverken Gymnastik eller Sløid kan erstatte Leg i
frisk Luft. Sporten var jo ogsaa god, men ikke alle Børn er
Sportselskende, og netop disse sidste behøvede særlig at tvinges
til at lege og bevæge sig.
Foredragsholdersken mente, at Smaapigerne var meget
daarligere til at lege end Gutterne, bvorfor Kvinderne ogsaa blev
mere sygelige og svage. Alle vi, der som Børn har levet et
Friluftsliv og tumlet os sammen med Gutter, ved, hvilken
Betydning og hvilke Minder et saadant Friluftsliv har, og hvilken
Anledning det giver til at udvikle Mod, Snarraadighed og Foragt
for Smerter.
Ikke alle Børn kan lege; de leger ofte saa dumt. Skolen
bør tage Legen op som obligatorisk Fag Herimod kunde
indvendes, at man ikke havde TidJ’or Pensumets Skyld; men Fruen
vilde sige, at hvis Børnenes Sundhed skulde lide ved det, saa
fik det være det samme med Pensumet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
