Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 9. Lørdag 4. Mars 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
5
enda, der fra først af har havt som bevidst Maal
ved Smaapigernes Opdragelse at faa dem til at bli
sine bedste og fortroligste Veninder Livet udover.
Og denslags Mødre, der sætter alt, de eier af
Initiativ og Glæde, ind paa at skabe et lykkeligt Hjem
for sig selv, sin Mand og sine Børn, hører visselig
ikke med til de evigtklagende „Hylekoner" . . .
Det heder da at tage levende Del i Børnenes
Liv, ikke forceret, — ved at anslaa en „barnlig Tone,"
derved kommer man ingen Vei, Barneøret er
lydhørt for alt, som klinger uægte og falskt! — men
med oprigtig Interesse og fuldt Hjertelag. Det
naturlige, kammeratslige Forhold mellem Forældre og
Børn vil, erfaringsmæssig, danne sig af sig selv, naar
kun de Voksne anser og behandler Børnene som
Fornuftvæsener, hvis Ansvarsfølelse i et og alt maa
opøves og udvikles. Opdrag dem fra smaa af til
at forstaa Følgerne af sine Handlinger, — til selv
at bære Ansvaret for, hvad de foretager sig. Tal
med dem om Foreteelserne i Verden, tag, — saavidt
Deres Tid tillader det, — Del saavel i Børnenes
Muntration som Arbeide . . .
Om saadanne Forældre negter sin Lille noget
eller gir hende en Ordre, saa er hun tryg for, at
det sker til hendes Bedste eller, at der er virkelig
Grund for Tingen. Deraf følger uvilkaarlig en
frivillig Lydighed, som bunder i Kjærlighed og Respekt,
— og som i Værdi langt overgaar hin blinde
Lydighed, der kun har sin Rod i den Vane, der affødes
af Frygten for det tugtende Ris!
(Forts.)
En Modtagelse i „det hvide Hus".
Det er meget interessant at læse, hvad en engelsk Dame
skriver om en „Public reception" i det hvide Hus under
Præsident Clevelands Tid. Vedkommende Dame, der selv var
tilstede ved en saadan „Modtagelsesaften«, skildrer, hvad hun
var Vidne til paa følgende Maade:
Det var de mest forskjellige Typer paa amerikanske
Borgere som passerte forbi Præsidenten og hans yndige Frue. Der
var Millionærens Frue med Brokades Kaabe, Slæb, udringet
Kjole og Diamanter, der straalede i Skinnet af det elektriske
Lys. Ikke mindre hjertelig, ikke mindre smilende hilste
Amerikas Præsident og hans Hustru paa den sorte Kvinde, som
maaske var kommet lige fra sin Vask, og udtalte sin Glæde over
at se hende. Den høie, solbrændte Landmand rakte Mrs.
Cleveland sin bare Haand og stirrede hende forbauset ind i Ansigtet,
da hun sagde, at det glædede hende saa at se ham.
Landmanden fulgtes af en Søn af en af Ministrene, klædt i Selskabsdragt.
En liden Gut, der tydeligvis havde tilbragt Dagen med at sælge
Aviser, og som nu havde forladt sine Kamerater for at benytte
Anledningen til at titte indom Præsidentens Palads, satte op et
straalende lidet Ansigt, da han blev forestilt som „Mr. Jack
Johnson", mens en Kone med et skrigende Barn paa Armen
rakte Mrs. Cleveland en stor, rød, skidden Haand. — Mrs.
McKinley er for svag til at kunne tage alle i Haanden, naar der
nu er „Modtagelse" i det hvide Hus; hun maa derfor nøie sig
med en let Bøining med Hodet, mens Mrs. Cleveland derimod
hjertelig rystede hver Haand der blev rakt hende. Mrs. Mc
Kinley kan aldrig følge sin Mand i Kirke, hendes Helbred
tillader hende ikke det; men hver Søndag Morgen tidlig gaar hun
ud i Parken ved det hvide Hus, udvælger de vakreste Blomster
hun kan finde, og danner heraf to Buketter som hun sender
til Kirken, hvor de bliver placeret i to Vaser, en paa hver Side
af Prækestolen.
Kunstindustrimuseet.
et er noget eget ved det at træde ind i et
Museum. Det er næsten som at forlade
den slagne Landevei, hvor man kjender
hver Busk, hver Sten, og saa med en Gang
befinde sig midt inde i Bergkongens Slot,
hvor alt er fremmed, og hvor andre
Tider og andre Forhold fortæller sin Historie.
Ja jeg maa forresten faa Lov til at oplyse den
ærede Læser om, at jeg aldrig har været i
Bergkongens Slot; men ethvert civilisert — hm! jeg mener
tænkende Menneske har naturligvis opgjort sig en
Mening om hvordan det maa være ogsaa paa det
Sted; og saa har man naturligvis Lov til at gjøre
sine Sammenligninger. — — —
Men tilbage til Kunstindustrimuseet, som i disse
Dage har aabnet sit nye, i fuldstændig forvandlet
Skikkelse ombyggede Lokale. Allerede, ved selve
Indgangen mødes vi af en interessant Foreteelse:
to Jernporter, den ene fra Vor Frelsers Kirke, den
anden fra Gulskogen, og træder vi ind i første Etage,
ser vi os straks omgivet af Østens Kultur, Vestens
Geni og travle Hænders Frembringelser i en broget
Forvirring.
— Hvad kunde Kvinderne have at gjøre i gamle
Dage? spør vi moderne Kvinder saa ofte med et
vist overbærende Skuldertræk. Ærede Læserinder,
gaa ned i Kunstindustrimuseet en Dag og se Dem
vel om i 1ste Etage, der vil De finde Svar paa slige
uvidende Spørsmaal. Og træffer De Vagtmesteren i
et rigtig godt Humør, vil han med det samme
fortælle Dem en morsom Historie om en af de gamle
Gobeliner.
Idet vi kommer op i 2den Etage mindes vi straks
om en Kvinde, som nu ogsaa hører Fortiden til. jB
Fru Laura Gundersens gyldne Laurbærkrans, som ar
Hr. Gundersen er skjænket Museet, lyser os imøde
og fortæller ogsaa sin Saga om de mange Torne og
de mange friske, grønne Blade hvoraf den er
bundet, og om Taarerne som vædede dens Blade–-.
Det er forøvrigt mere udelukkende det mandlige
Geni som heroppe træder os imøde. En Række smaa
yndige Interiører, der hver for sig er et Stykke
Kulturhistorie, med Møbler fra de forskjellige Tidsaldre
og i alle Stilarter fra den enkleste Renaissance til
den mest snirklede Rococo. Hver Gjenstand har sin
Historie, fra Hjemmene hvor de blev fundne, fra
Rigmænd som skjænkede dem, fra Kirkerne hvor
de havde udgjort en Del af Helligdommen, og idet
vi forlader de lyse, venlige Lokaler, med den
glade Bevidsthed om at de nu er tilbørlig aabnet
ved Taler og alt hvad der til en Aabning hører, kan
vi ikke andet end sige til os selv, men sagte saa
ingen hører det:
Ja, Mændene er ikke borte de heller!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
