Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 9. Lørdag 4. Mars 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
84
URD
— Ja, hende har du, mumlede Hermann og traadte hen til
Vinduet, hvor han blev staaende og se ud i Natten.
— Hvor lykkelig jeg er! Hun var for yndig, for sød ved
mit Sygeleie! Hun har pleiet og underholdt mig saa rørende,
og du ved hun kan pludre saa morsomt. Hun besidder virkelig
Aand. Da jeg saa for første Gang gik omkring i Værelset, for
fjorten Dage siden, nu da kom det saa ganske af sig selv. Jeg
kyssede hendes Haand, hun frabad sig saadant Tosseri, og da
kyssede jeg hende paa Munden. Det var morsomt at se,
hvorledes hun først nu opdagede at hun elskede mig. Sagde du noget
Hermann?
— Nei nei, det er kun Novembervinden som suser i
Trærne.
— Ak ja, Vinteren begynder.
— Ja, Vinteren begynder.
— Her er koldt, sagde Bruno og gyste. Du skulde lægge
endnu nogen Stykker Brænde paa Ilden; jeg føler mig dog endnu
noget svag. Der sagdes dengang at jeg havde mistet særdeles
meget Blod.
— Har du talt noget om denne Sag til din Brud? spurte
Hermann og vendte sit alvorlige, strenge Ansigt mod Broren.
— Sige Lore det? kom Svaret næsten angstfuldt.
— Du vilde da maaske linde Ro. En Kvinde som elsker —
— Men hun vilde — Han afbrød og sprang op. Dog,
naar du mener — du kjender jo Lore! Godt, det skal saa være,
hun skal afgjøre det! Endskjønt — det er en mislig Sag at
trække sig selv ned i Smudset, men naar du raader mig ....
— Jeg raader dig til det. Godnat Bruno / Det er over
Midnat!
— Godnat!
Hermanns Blik fulgte den langsomt Bortgaaende. En
ubetvingelig Ophidselse bemægtigede sig ham. Hans Øine faldt paa
det lille Etui; hurtig aabnede han det, tog Bingen ud og slyngede
den til Jorden. Den rullede hoppende henover Gulvet, dreiede
sig rundt og faldt klirrende paa Jerapladen foran Ovnen.
Hermann var fulgt efter; han satte Hælen paa den, og knasende
knustes Stenen. Men Ringen lod sig ikke søndertrædes. I Ovnen
brændte endnu Ilden; hurtig kastede han Ringen paa en Skuffe
og lagde den paa de glødende Kul. Guldet begyndte at smelte,
det skjalv paa Skuffen — saa stødte han den ned i Asken.
— Forbi!
Han reiste sig med Besvær og klædte sig af. Idet
han slukkede Lampen, mumlede han: Nar, barnagtige Nar
som jeg er!
Nede i Gaarden gjøede en Hund, derpaa blev det ganske
stille; enddog Stormen udenfor syntes at blive svagere. Vilde
han sige Lore det? — —
Efter nogen Dages Forløb reiste Hermann atter tilbage til
sin Garnison, tidligere end han var pligtig til. Han holdt ikke
længer ud at være hjemme, det oversteg hans Kræfter. Han
vilde ogsaa vige Pladsen for Bruno, der øiensynlig led ved hans
Nærværelse.
Med Lore havde han kort før sin Afreise endnu en Samtale
om Bruno.
— Ser du, Hermann, jeg ved at han var letsindig, maaske
ogsaa lidt karaktersvag, men jeg tror at en Mand tom har set
Døden i Øinene, han maa dog være fast og blive alvorligere.
Ikke sandt? Og Hermann havde kun nikket med Hodet.
(Forts.)
Smaapiger.
(A. L. J.)
I
gartneren gir Trær og Buske den
forøn->\t skede Form. Med Forsigtighed og
Om-[ tanke kan han faa en Slyngplante til at
vokse did, han selv vil. Enhver Mor
har det i sin Magt at danne sin lille
Piges Karakter, — at lede hendes Vilje
til det Gode uden at behøve at begaa det farlige
Experiment at knække den. Men har Størstedelen
af Mødrene hos os til Dato egentlig i særlig Grad
lagt sig i Sælen for sine Smaapigers Opdragelse?
Vort Lands Mødre staar gjennemgaaende høit,
hvad Intelligens og Dannelse angaar. Men den
Ledelse og Opdragelse, de almindeligvis i vor .Tid
gir sine Døtre, svarer, — selvfølgelig bortseet fra
den udmærkede, norske Skoleundervisning, — til,
hvad der i Udlandet kun blir de allertarveligst og
daarligst Stillede i Samfundet tildel. De altsaa, der
hører til i Hjem, hvor Moren er ude paa Arbeide om
Dagen og maa lade sine Smaapiger løbe som de vil.
Hun har der til Undskyldning, at hun
simpelthen er nødt til at overlade sine umyndige Døtre
til deres Skjæbne og til alle de mere eller min-’
dre opbyggelige Eventyr og Eventualiteter, som en
utøilet „Frihed uden Ansvar" medfører. Men
hvilken Undskyldning har vi? Og dog har vi Mødre
visselig, — saavidt vor jordiske Forstand og Evne
rækker, — det fulde, ubetingede Ansvar for
Børnenes sjælelige som legemlige Trivsel og Fremgang.
„Den lille Pige danser bort Sundhed, Skjønhed
og sit ungdomsfriske Udseende i de sene Nattetimer,"
lyder Klagesangen i disse Dage. Men hvem bærer,
til syvende og sidst, Skylden? Er det ikke vi
nordiske Mødre, som har Privilegium paa at have
indført den mærkværdige Skik, i selskabelig Henseende
at behandle Smaapigerne som fuldvoksne Damer ?
Hvad vore Børn nu engang har faaet Hævd paa,
kan man ikke med et Slag vænne dem af med.
Vi faar indskrænke os til at begynde
Reformarbeidet i Barneopdragelsen for de Smaas Vedkommende,
der endnu ikke er kommet i Vane med de sene
Natteforlystelser. — —
Et Kor af Mødre begræder saa Tabet af deres
Døtres Fortrolighed. Almindeligvis skydes Ansvaret
over paa „Tidsaanden", der drager Pigebørnenes Sind
fra Hjemmet. Men, — Haanden paa Hjertet! —
bærer ikke ogsaa her Mødrene den væsentlige Skyld ?
Den uselvstændige Barnenatur trænger en at klynge
sig til, — der maa være en, som den Lille trygt
kan gaa til med alt sit, i Leg og Glæde, som i Sorg
og Bedrøvelse. Har saa Moren bestandig staaet med
fuld Interesse og Forstaaelse for alt det Pusleri, som
kan fare igjennem et Barnehode og optage et
Barnesind? Hvis de Smaa ikke kan vende sig til sin
Mor, — har hun ikke altid Tid og redebon
Sympathi for dem, — saa m a a de jo gaa til Venner og
Veninder. Og deres Sind og Interesse fjernes saa
stadig mere fra Forældrenes Leben und Treiben, jo
ældre Pigebørnene blir.
Heldigvis gives der ikke saa ganske faa Mødre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
