Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 10. Lørdag 11. Mars 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
96
URD
— Hvor jeg er glad ved at se dig igjen!
Det var blot nogen faa ligefremme Ord; men hvor megen
underforstaaet Længsel laa der ikke i dem! Det sagde hendes
Øine, disse lysebrune Øine, og den lette Skjælven af den fine
Haand som hun strakte imod ham.
Ja, hun var smuk, Lore von Weynitz, endnu smukkere end
hun engang havde lovet at blive. Den unge Pige var blevet en
Kvinde, Figuren var mere afrundet, uden dog at overskride
Grænsen for Slankhed; kun Ansigtet, det fine, kloge Ansigt var
det samme, om der end laa noget mere af personlig
Selvbevidsthed i det.
Hermann førte hendes Haand til sine Læber.
— Hvor længe det er siden vi saa hinanden! Lad mig se,
hun talte efter paa de slanke Fingre: et, to, tre Aar, ikke sandt!
— Jo, svarte Hermann, stadig holdende hendes Haand fast
i sin.
— Tre Aar! Han undrede sig over at et Menneske kunde
blive saa meget smukkere paa tre Aar. Hvorledes har Bruno det?
— Tak — godt, som altid. Han vil først om nogen Dage
komme her over, da hans diplomatiske Forretninger holder ham
fængslet i Paris. Jeg holdt det ikke længer ud; Længslen efter
det kjære, gamle Weynitz havde grebet mig, og derfor reiste jeg
forud med mit Barn. Rigtignok var Mor — hun strøg med
Haanden langsomt ud en Fold paa den sorte Silkekjole — hun
var som en virkelig Mor for mig; nu har hun allerede været
død i to Aar.
Han nikkede taus.
— Du kan nok tænke dig, Hermann, hvor ulykkelig jeg var
— vil du ikke sætte dig hyggelig ned? — men min Lille var
kort før kommet til Verden, og Lægen forbød mig at reise.
Bruno syntes heller ikke om det, uagtet han selv umulig kunde
komme. Endelig gav jeg efter; en Mor tilhører dog de Levende
og ikke de Døde.
Hvor ligefrem og barnlig udtalte hun ikke dette! Det var
ingen Talemaade, hun havde selv gjennemlevet det, følt det —
og hun udtalte Ordene uden den mindste Frygt for at blive
misforstaat.
— Er det ikke morsomt, fortsatte hun, at vi nu kommer
til Berlin? Bruno synes at skulle blive forfremmet hurtig. Vis
selig vil det falde ham lidt svært at tage Afsked med
Pariserlivet; hans Stilling ved det tyske Gesandtskab var meget
behagelig, og desuden — han finder Berlin saa spidsborgerlig. Men
jeg glæder mig umaadelig over det! En daarlig Ægtefælle, ikke
sandt? Især er jeg glad over at du netop nu er kommandert
til Berlin.
— Skal I til Berlin ? Hermann sprang op og saa sig næsten
forskrækket om. Far sagde mig intet herom.
— Han har vel over Glæden ved Gjensynet glemt det.
Hermann følte, at han maatte svare noget; hun saa ved de
sidste Ord saa forskende paa ham. — O, jeg glæder mig meget,
uendelig meget herover; det skal blive hyggeligt at træffes
saa ofte.
Lore rystede sagte paa Hodet og begyndte at le. Vi vil
haabe det. Du maa vide, Bruno er et skrækkelig uroligt
Menneske. Hans Stilling medfører jo, at vi maa deltage meget i
Selskabelighed; men det falder ikke i min Smag. Omsider lærer
man jo dog alt! I Paris er det ofte hændt at han en hel
Maaned ikke har tilbragt en Aften alene sammen med mig;
bestandig Gjester eller ude i Baller, Selskaber og Forestillinger. Saa
havde han ogsaa Klubforpligtelser og lignende. Han blev
foretrukket fremfor alle, ogsaa af Damerne. Hun forsøgte ved disse
Ord at smile ubekymret. Vi har havt saamange Forpligtelser.
Maaske vil vi kunne leve mere stille i Berlin. — Apropos, du
havde netop nu en Samtale med Far. Hvorledes har han det
idag?
— Han er blevet gammel siden Mor døde, og ser alt graat
i graat.
— Lore saa op. Med et eiendommeligt spændt Udtryk i
Øinene fulgte hun Svogeren, der vandrede frem og tilbage i
Værelset.
— Hermann — du!
Han stansede foran hende med Hænderne paa Ryggen.
— Jeg maa spørge dig om noget. Jeg tror at Bruno har
brugt mange Penge, endskjønt jeg har forsøgt at spare paa alle
Maader. Eier han overhodet saameget? Han har aldrig talt
med mig herom.
— Vi har hver vor Mors Arvelod, halvtredsindstyve tusind
Mark. Det er ikke meget, men for mig er det tilstrækkeligt, og
Godset indbringer ogsaa noget, da Far lever saa tarveligt.
— Da har vi levet af Kapitalen.
— Ja det er< ikke mulig andet, Lore, paa Grund af din
Mands Stilling.
— Og hvad Godset indbringer ?
— Ja det er med Hensyn til dette Far er saa besynderlig.
Han vil dele det mellem os. Det er en Dumhed! Jeg behøver
intet. Sørg altsaa ikke over det, om ogsaa Far paastaar at det
ikke kan vedblive at gaa saaledes, og at I maa indskrænke eder.
Han lagde Merke til, at hendes Øine ikke mistede det
spændte, næsten angstfulde Udtryk. Lad nu det være godt, Lore,
bekymre dig ikke om dette! gjentog han endnu engang.
— Men Pengene tilhører egentlig dig?
— Netop derfor kan de blive brugt som jeg ønsker. Jeg
gifter mig jo dog aldrig, og Weynitz tilfalder eder eller eders
Børn. Jeg har bedt Far ikke tage Hensyn til min Andel.
— For hvis Skyld gjør du dette Hermann? For Brunos
Han er saa sorgløs, det ved jeg, og du er for ung til at give
Afkald paa alt.
— For hvis Skyld? spurte han langsomt, og saa nogen
Sekunder paa hende for derpaa hurtig at vende sig bort.
Havde hun forstaat ham ? Anede det pludselig Fruen, hvad
den unge Pige aldrig kunde forstaa?
— Hermann! raabte hun og sprang hurtig op fra Stolen.
Ogsaa han for sammen. Der laa noget i Lyden af hendes Stemme
som bragte Blodet til at fare op til hans Hjerte, noget ligesom
af en given Afkald paa en vakker Gave.
— For min Skyld, Hermann? Du? Taarerne traadte hende
i Øinene. En kort Hulken, derpaa ilede hun forbi ham ud af
Døren, som frygtede hun hans Nærværelse.
Han blev staaende ubevægelig, med en afskyelig dump
Følelse i Hodet. Hvad mente hun? Ja, for din Lykke, Lore! Alt,
alt for dig og din Lykke! — Lykke, hvad kaldes Lykke? Han
fortsatte at gaa op og ned i Værelset. Jeg maa dog have taget
Feil paa „Lehrter Bahnhof", mumlede han sagte. Og. dog! Det
var hans Gang, hans Holdning, hans Maade at skyve Hatten langt
tilbage paa Hodet. En graa, moderne Hat med et paafaldende
bredt sort Baand. Dumhed! Lore siger, at han er blevet i
Paris. Derpaa vilde han ad den hurtigste Vei reise hid. Og
den Dame som han ledsagede, det var en smuk Kvinde, iført en
utrolig elegant Dragt. Det lagde jeg Merke til, da Toget forlod
Jernbanestationen, mens angjældende Herre vendte mig Ryggen. —
Næste Morgen ankom Bruno, uden forud at have meldt sin
Ankomst. Han holdt ikke af det, sagde han, da han ønskede at
føie sig ubunden. Hermann stod ved Vinduet i sit Soveværelse,
endnu ifærd med Paaklædningen, og saa Broren stige ud af
Hyrevognen. Det var temmelig tidlig, og Lore var formodentlig
endnu ikke staat op. Hans Blik fulgte Brorens Skikkelse, idet
denne ilede opad Trapperne. Han saa intet uden den graa Hat
med det sorte Baand og den blaagraa, lange Kappe — nøiagtig
som den Fremmede paa „Lehrter Bahnhof!" Merkværdig ! Men
maaske havde Bruno gjort Omveien over Berlin for at søge efter
en Leilighed. Og Damen? Formodentlig en Bekjendt. Han
smilte over sin Tankeslutning. Naturligvis en Bekjendt! Ellers
vilde Bruno dog ikke have ført hende ved Armen. — Han
stampede utaalmodig med Foden, fordi han ikke kunde faa
Guldknappen gjennem den stive Manschet. (Forts)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
