Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- No. 11. Lørdag 18. Mars 1899
- Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
110
URD
ellers ogsaa; noget skal jo dog gjerne Løgnen
tjene til.
Saa bruger de da i Regelen skruet Tale,
Omsvøb, Dikkedarer. Skal man faa dem til at tale lige
frem, saa maa man tvinge dem til det, og da er de
rent ulykkelige, ude af sit Element, som Fisken paa
Land.
Forsikrer oin sin Sandfærdighed gjør de sent og
tidlig, ja prøver tit og ofte at bevise, selv om ingen
har forlangt Bevis. — Tak san! Da ved jeg hvad
jeg skal tro.
*
Men saa er der ogsaa li denskabelige
Sandt-talere. — Ja, undskyld dette lavede Ord! Jeg kan
jo ikke bruge „Sandsigere", for det betyder noget
andet; ikke „Sandhedselskere" heller, skjønt det ligger
nærmere; men det er dog noget andet. —
Jeg mener nemlig disse Mennesker — De har
vist truffet nogen af dem — som har gjort sig til
„Princip", eller til absolut ufravigelig Regel, aldrig
at sige et usandt Ord, hverken i Alvor eller i Spøg.
En meget prisværdig Regel i sin Grund, men
rent utrolig vanskelig at praktisere somme Tider,
saadan rent bogstavelig. Og for at klare
Vanskeligheden lærer de sig til at sætte sine Ord paa Skruer,
og det blir efterhaanden Vane hos dem, saa de
vanskelig kan tale anderledes. Det blir deres specielle
Kunst at tale bogstavelig sandt, og dog saaledes at
Sandheden ikke ligger altfor bar.
Saa misforstaar man dem let, og tror de mener
noget andet end det de siger. Man blir narret.
Om dette er tilsigtet? Hos de fleste ikke, tror
jeg; men det træffer nok det ogsaa. Der gives nemlig
Sandttalere, som ikke egentlig er sanddru til Bunds.
De narrer gjerne sin kjære Næste lidt — ja meget
ogsaa hvis det kniber, — naar de bare kan faa det
til uden at sige et usandt Ord.
Og saa er de, merkelig nok, ofte svært
tilbøie-lige til at tro at andre lyver, og det synes at være
dem en sand Fryd at faa dette frem. Da bruger de
sin Kunst.
Sandttalerne forsikrer ikke gjerne lige frem om
at de taler sandt; men mange af dem holder dog
meget af at henlede Opmerksomheden paa at de
gjør det. De er kry af sin Sandhedskjærlighed
nemlig.
J. N.
Den ensomme er blot Skyggen af et Menneske,
og den som ikke er elsket, er ensom over alt og
blandt alle. George Sand.
Vær lykkelig og god, medens du venter paa
Døden. Rydberg.
Har du en Ven, som vel du tror,
far da ofte liam at finde;
thi med Ris og høit Græs
tilgror den Vei, som ingen vandrer.
H aa vamaal.
Dameskriuebordet
krivebordet er vort mest personlige Møbel.
Dets Eier staar i det mest intime
Forhold, i et Slags aandeligt
Venskabsforhold til det. — Og lad os nu engang
med et skarpt, opmerksomt Blik se os
om i de forskjellige Dameboudoirer og
se lidt nærmere paa Skrivebordene der. Det lille,
elegante Møbel mangler ikke i noget Boudoir, men
hvilken Overlæsselse af Nips og Fotografier! Hvor
karakteristisk! Hvem kommer derved ikke til at
tænke paa hine overfladisk sammensatte og flygtig
henkastede Damebreve med en feilagtig Dato og en
halv Snes Efterskrifter! De sirlige, snirklede,
overlæssede Skriveborde har fuldstændig forfeilet deres
Bestemmelse. De udgjør et Slags Museum, et
Billedgalleri for de Besøgende — en Ærgrelse for
Stuepigen, der hver Morgen maa anvende 1 Time paa
at tørre Støvet af, og kan paa Grund af „Mangel
paa Plads" lade sig anvende til alt andet end netop
til at skrive paa. Hvis man virkelig fik det Indfald
at ville sætte sig hen ved et saadant Bord og skrive
et Brev, hvormeget maatte man da ikke først rydde
af Veien, og i hemmelig Rædsel for denne
„Omflyt-ten" taber man da for det meste al Lyst til i det
hele taget at skrive Breve. Naar man med Fare for
at rive et eller andet ned har skubbet Brevpresser,
Blomstervaser, Meiszener Porcellænsfigurer etc. tæt
sammen, saa kan man vel til Nød kradse sammen
en liden Billet — men affatte et virkeligt Brev, der
er logisk gjennemtænkt og dybt følt, en Del af vort
Liv og vort Jeg, det er en Umulighed paa et sligt
spinkelt, uhensigtsmæssigt Stykke Møbel. Den lille
Privatbasar af Nipsgjenstande virker distraherende,
uroligt paa Tanken og hindrer rolig, klar Eftertanke.
Det befordrer disse indholdsløse, overfladiske Breve,
der volder Afsender og Modtager lige liden Glæde,
fordi der „ikke staar noget i dem." Et saadant
blankt poleret Skrivebord kan pryde Stuen, men
giver ikke Eierindens Individualitet noget fordelagtigt
Vidnesbyrd. — —
En enkelt Gang at se et godt, hensigtsmæssigt
og solid Dameskrivebord, paa hvilket der er
tilstrækkelig Plads til Brevmappe og begge den Skrivendes
Arme, et Skrivebord ved hvilket man kan „brede
sig", som man siger, paa hvilket intet broget
Flitterstads, (det være noksaa værdifuldt) forstyrrer den
alvorlige Eftertanke, et Bord der blir benyttet til
Bogførsel og Brevskrivning er formeligt velgjørende.
Og hvortil alle disse overflødige, fuldstændig
unyttige Gjenstande? Skrivebordet er tilstrækkelig
prydet med nogle faa kjære Familieportrætter og
forskjellige nyttige Gjenstande saasom Lysestager,
Signet, Papirkurv, en liden Æske med Blyanter,
Pen-neholder, Papir og Lak og, last but not le ast,
det store Blækhus med godt, flydende Blæk, ikke
disse smaa Dukkeblækhuse, i hvilket Blækket straks
tørrer ind. Kort sagt: et praktisk udstyret, solid
Skrivebord.
Et saadant alvorligt Dameskrivebord indgyder
Tillid og vækker Sympathi og Agtelse.
P—a.
»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 23:08:22 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/urd/1899/0120.html
