Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 11. Lørdag 18. Mars 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
109
„Kinderfräulein
Berlin Februar 1899.
Faar man Anledning
til at kikke en Smule
ind bag Kulisserne i de
velindrettede, grundrige
Berlinerhjem — faar
man trænge lidt længer
ind end til de i egelrette
Saloner og stive
Spisesale, vil man opdage,
at der gaar et stille,
navnløst Væsen paa Taa
gjennem de lange
Korridorer, ind og ud af
Legeværelset og Barnekammeret, et Væsen, der blot
har én Pligt, én streng Ordre: at værne om Børnene,
staa paa Vagt Nat og Dag.
I disse rige Hjem overlades nemlig Børnenes
Opdragelse saagodtsom til en „Kinderfräulein", tysk,
engelsk eller fransk, alt eftersom Snobberiet arter sig.
Hvor bliver der saa af det tyske Kvindeideal,
Hustruen, den ømme Moder? Altsaa, lad Idealerne
fare! Faktum viser, at Fruen dyrker
Selskabeligheden, driver Sport, rider sin sorte Ganger, pleier
sin hvide Hud, tager imod sin Frisør, sin Skrædder
— hvorledes skulde man da præstere den besungne
ømme, moderlige Omhu?
Den fint opdragne „Kinderfräulein" overtager
en Mors Pligter, men berøves hendes Glæder. De
strikte Instrukser bliver engang for alle givet — og
ve den „Kinderfräulein", der ikke hvert Minut er
agtpaagivende, ve hende, om hun holder
Temperaturen i Barneværelset paa 17 naar „die Gnädige"
har forordnet 1672, eller ikke smører Caviaren
rigelig nok til Frokosten Kl. 11.
Fra den aarle Morgen begynder de graa
Trælle-timer for hende. De smaa Arvingers Kroppe skal
vaskes, skylles, afgnides, indgnides, tørres og poleres.
Det tynde, tjavsede Haar skal silkefint krølle sig om
de smaa Nakker, de mange Sløifer knyttes for og
bag, foroven og forneden, og den unge,, slanke
„Kinderfräulein" forretter sin Hverdagsdont, sukker og
drømmer om lysere Tider. Nu slaar det gamle
Rococcouhr i Salonen otte, og de smaa skal neie sit
„ Guten Morgen, Pappapchen, Guten Morgen,
Mamam-chen", mens den fine, slanke „Kinderfräulein"
bøier sit Hoved for Grossereren, for Staalkongen, for
Margarinfyrsten. •
Nu gjælder det, at Timerne behagelig skal rulle
for de Smaa, altsaa frem med Legetøiet, frem med
det store Taalmod. Som en ekstra Underholdning
for det unge, fyrrige Blod lægges der varsomt en
Haug med hullede Strømper paa hendes Fang —
og naar disse er vel stoppede og pertentlig
sammenlagte, udebliver ikke de meterlange Kniplinger, der
skal paasyes „die Gnädige’s" Dragt til Dineren hos
Gesandten. — Man ser gjerne, at hun besøger Kirken
den Søndagformiddag, hun har fri.
Naar de unge Skud af Slægten skal presenteres
for Gjæsterne, har „Kinderfräülein" at forholde sig
i beskeden Afstand, ja, man kan opleve, at der
betydes hende høilydt, at Rørstolen i Baggrunden staar
‡il hendes særegne Afbenyttelse. Man betror med
fuld Tillid sine Børns Opdragelse i
„Kinderfräu-lein"s Hænder, men Plüschstolen er for god — hun
smiler og sætter sig i Rørstolen og føler bittert, at
hun halvt behandles som et Tyende.
Og Børnene selv, hvor er de ikke bevidste og
opdragne til at se ned paa den, der arbeider: „Du
bist arm", sagde en liden treaars Pige til sin
„Fräu-lein", „ich bin reich", hvortil Stuepigen fandt sig
beføiet med et Blik paa „Kinderfräulein" at skyde
ind: „Aber w ir sind doch gute Leute".
Ved den daglige Omhu og Pleie af Børnene
lærer hun at holde af dem, knyttes uvilkaarlig til
dem, dreven af den inderlige, medfødte Moderfølelse,
som vi Kvinder nu engang har i Eie, og som hos
den ugifte Kvinde ofte føder den sterke Ensomhed,
det uløselige Savn. Men Damoklessværdet hænger
altid over hendes Hoved; ved den mindste Forseelse,
ved det mindste Feiltrin, putsch paa Porten ; — med
Militarismen sydende i sit Blod tager „die Gnädige"
ikke imod nogen menneskelig Raison; om
Afskedigelsen ikke netop lyder paa 24 Timer, saa er Varslet
kort, og hun har at pakke sin Kuffert, pakke sine
Forhaabninger om blidere Dage, liste sig gjennem
Korridoren — hun snubler over den Nye i Trappen,
just som Tjeneren har smeldt den tunge,
ubarmhjertige Dør igjen bag hende, og saa ud i Mørket, i
Uvisheden og Kavet. —
Løgnens og Sandhedens Trælle.
(En Stump Menneskeanalyse).
i,ersom De ikke vil blive narret — og jeg
ved ikke af nogen som har Lyst til det
— da vogt Dem for Folk som sætter sine
Ord paa Skruer, og som har det travelt
med at overbevise Dem om at det er sandt,
det de siger.
De kan være to Slags, saa forskjellige indbyrdes,
at de netop derfor blir temmelig lige (De ved,
Yderlighederne –uf, jeg gidder ikke sige det helt
ud, siden jeg ikke kan sige det paa Fransk).
Det er nu for det første de lidenskabelige
Løgnere. Ja, for det kan virkelig blive til en
Lidenskab, dette at lyve. Jeg har mangen Gang
kunnet sidde og tænke: „Men hvad Interesse kan
dog Mennesket have af at slaa i mig denne Skrøne?
Ikke er den morsom, og ikke kan det tænkes at
den kan gavne til nogetsomhelst! Hvorfor taler saa
ikke Mennesket heller sandt?"
Fordi det samme Menneske er en lidenskabelig
Løgner, simpelthen. Det gjør formelig vondt i
Kroppen paa slig en at maatte tale sandt.
Men pas paa om de vil være sig bekjendt at
lyve alligevel! Nei, da er det ikke længer nogen
Moro i det. Og saa kan det jo have sine Ulemper
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
