Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 13. Lørdag 1. April 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122
ü r i)
Det var en Formiddag, en kold og klar
Formiddag med haardt tilfrossen Snemark og en bleg
Sol. Vi havde ikke havt Sol paa længe, og enten
det nu var denne blege Sol eller noget andet, saa
følte jeg mig denne Dag lettere tilsinds end ellers.
Saadanne Dage pleiede jeg at aflægge de mest
presserende Visitter hos inine Nærmeste. De mørke
Dage var jeg alene.
Veiret var saa usedvanlig vakkert, at jeg
besluttede mig til at hilse paa nogen Slægtninge som boede
temmelig langt udenfor Byen. Jeg erindrer, at den
Tanke Gang paa Galig faldt mig ind, idet jeg gik
henad Veien: Hvorfor gaar du did, hvad har du
der at gjøre? Jeg kunde ikke svare herpaa; men
jeg gik. —
Jeg havde naaet Villaen, og stod og ventede
paa at man skulde lukke op, da der pludselig kom
over mig en Følelse af at jeg burde vende om; det
var som en Stemme i mit Indre sagde: gaa ikke ind,
gaa ikke ind! du kommer til at angre det!
Havde jeg ikke bestemt foresat mig at blive
Herre over alle disse dumme Tegn og Varsler, Fostre
af en overspændt Fantasi, havde jeg ganske sikkert
vendt om, saa sterk var denne Følelse i mit Bryst.
Som det nu var, gik jeg ind.
Det varte en Stund inden min Kusine viste sig.
Da hun endelig kom, forstod jeg straks paa hende
at noget særligt var paafærde.
— Hvad er det? spurte jeg.
— Jeg er saa urolig. Hervor kom hjem fra
Skolen for en Stund siden og klagede over Halsen.
Jeg er bange for at det er Difterit. Jeg har sendt
Bud efter Doktoren, det kan jo blot være en let
Halsekatarrh; men det kan ogsaa være Difterit. Er
du ræd?
— Nei.
— Jeg vidste det, ellers havde jeg ikke ladet
dig komme ind. Hervor er forresten i
Barnekammeret, i en ganske anden Del af Bygningen.
Hverken hun eller jeg tænkte paa, at hun kom
direkte fra det syge Barn.
Vi sad en god Stund og talte med hinanden.
Da jeg merkede at Uroen atter kom over hende,
reiste jeg mig og gik.
Hendes Uro fulgte mig et godt Stykke paa Veien;
det var som jeg havde hentet hendes Byrde for at
bære den sammen med min egen. Men ude i den
friske Luft blev jeg lidt elter lidt lettere tilsinds.
Det var saa sjelden i den Tid at jeg havde Energi
nok til at foretage mig noget, og et saadant Besøg
var et saa umiskjendeligt Tegn paa Foretagsomhed,
at jeg følte mig ganske tilfreds med mig selv, idet
jeg gik gjennem Parken som lyste og gnistrede i sin
Vinterskrud, og ud paa Landeveien som førte ind
til Byen. Det var blevet straalende Solskin; Luften
var let og klar; et prægtigt Vinterveir! Hver Gang
jeg satte Foden ned mod den haardfrosne Sne, lød
der som en svag Klang af en Harmonika;
Dombjælderne klang muntert fra Slæderne som suste
forbi, Menneskene jeg mødte talte høit og livlig med
hverandre. Der laa noget befriet, lykkeligt over
Naturen og over Menneskene.
Og det var som nogen eller noget løftede den
værste Tyngsel fra mit Hjerte. Det forekom mig
umuligt, at det blege Solskin havde kunnet
afstedkomme et saadant Under. Men det maatte være saa;
nogen anden Forklaring kunde jeg ikke finde.
Jeg gik spænstig og raskt, raskere end jeg havde
gaat paa Maaneder. Jeg bares ligesom afsted af den
uforklarlige lette Følelse i mit Bryst. Jeg tænkte
ikke paa det henrundne, ikke" paa Fremtiden. Det
jeg følte var ikke Lykke; det var Stilhed, Fred, Ro.
Men ingen, uden den som i Aarevis har levet i
Angst og Uro, kan forstaa, at man kan skatte et
Øiebliks Ro og Fred høiere end den største Lykke.
Saaledes følte jeg det.
Jeg tænkte ikke, jeg hørte ikke, jeg saa ikke,
jeg gik kun instinktsmæssig fremad paa den Vei jeg
havde at gaa. —
Med en Gang føier jeg mine Knær omklamrede
og en aandeløs Barnestemme raabe:
— Nils sprang fra Dada, da Nils saa Tante.
Dada ved ikke hvor Nils er.
Det var min bedste Venindes eneste Barn. Nils
smøg sig ind under min vide Pelsverks Kaabe og
gjemte sig. Jeg trykkede ham let indtil mig, bøiede
mig ned og kyssede ham.
Dada var naaet efter. Nils fik Skjænd, fordi
han var sprunget fra hende. Han holdt min Haand
fast omklamret, og vilde at jeg skulde vende om
med ham.
— Det kan jeg ikke, lille Nils. Jeg har gaat
meget langt, jeg kommer fra Beatenlund.
Jeg havde lige til dette Øieblik ikke tænkt paa
hvorfra jeg kom. Nu med en Gang — mine Knær
begyndte at svigte mig og jeg blev dødbleg — det
bruste i mine Øren, og jeg hørte Ordene: Hervor
har Difterit.
Jeg kom fra hende, og jeg havde kysset Nils.
Jeg stødte Barnet saa heftig fra mig at det holdt
paa at falde omkuld. Jeg mumlede noget om at
jeg maatte gaa, at det ikke var bra for Nils at staa
stille i Kulden.
Forandringen i min Opførsel var saa
paafaldende at Barnepigen blev forskrækket og spurte om
jeg var syg, og om de ikke skulde følge mig hjem.
Jeg hørte paa hendes Stemme at jeg havde skræmt
hende.
— Nei! Nei! I maa ikke følge mig. Vend
om, gaa, gaa! Det er godt Nils, en anden Gang, ikke
nu! Gaa bare! Men jeg kunde ikke vente til de
gik; det var jeg som flygtede. I dette Nu havde jeg
kun en eneste Tanke: at komme væk saa snart som
muligt. Jeg gik som om jeg skulde have været
forfulgt; jeg havde aldrig i mit Liv gaat saa fort. Et
Øieblik maatte jeg stanse for at trække Pusten. Da
vendte jeg mig om. De stod begge to urørlige paa
samme Sted og stirrede efter mig.
Hidindtil havde jeg blot havt en Tanke — at
flygte. Nu begyndte Tankerne at hvirvle omkring
i min Hjerne : Hvordan havde det været muligt at jeg
havde glemt alt? Hvorfor havde jeg ikke straks
stødt Gutten bort istedetfor at lade ham omfavne
mig? Hvorfor havde jeg kysset ham? Jeg vidste
hvor nødig Agnes vilde, at man skulde kysse hendes
Nils. Hun havde naturligvis ikke noget imod at jeg
kyssede ham — men andre som kunde føre Smitte
med sig — andre!
Om jeg havde overført Smitten paa ham! Alle
Muligheder for og imod fyldte som en brusende
Strøm mine Tanker, undertiden skræmmende, saa
Hjertet stod stille af Rædsel, undertiden trøstende.
Det var som om de aldrig havde været optaget at
andet end Børn som var blevet paaført smitsom
Sygdom — og det ved meget mindre Uforsigtighed
end den som lier forelaa — og med Børn som paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
