Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 13. Lørdag 1. April 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
urd
1(123
en forunderlig Maade var blevet reddet fra Smitte.
Jeg erindrede alt hvad jeg i denne Retning havde
hørt, lige til Navne og mindste Detaljer.
Under nogle af de Øieblikke i mit Liv da min
Sjæl har været mest oprørt, og da andre Mennesker
har følt sig hjælpeløst forvirrede og slappe, har min
Hukommelse været usedvanlig klar og skarp. Jeg
er mig fuldt bevidst, at denne Klarhed i Tanken
ved saadanne Anledninger er abnorm, og ofte
forfærder den mig. Saa var ogsaa Tilfældet nu. Jeg
spurte mig selv, hvorfor og hvordan jeg vidste alt
dette, som jeg aldrig troede at jeg vidste, og som
jeg i et roligt Øieblik sikkerlig aldrig skulde have
vidst.
Og nu som ved andre lignende Tilfælde, var
det kun Hukommelsen som var skarp og klar. Selve
Tankemekanismen syntes mig at være i Ulave. Det
var somjom Sikkerhedsventilen var blevet sprengt,
som om Tanker og Indtryk kom ustanselig brusende,
susende, hvæsende, paa en Gang, som om den ene
Tanke ikke kunde give sig Tid til at vente paa de
andre.
Jeg kan ikke beskrive hvordan det var; men
det var — forfærdeligt. Hvor længe denne
Sindstilstand varte, ved jeg ikke; men pludselig føltes det
som om Hjernen blev for træt til at kunne udholde
et saa sterkt Tanketryk. Det blev pludselig aldeles
stille, ikke længer disse tusind „kanske" eller
„kanske ikke" — de havde veget for en eneste dump
Overbevisning, mod hvilken det ikke nyttede at
kjæmpe eller resonnere: Du har overført Smitten
paa Nils — du har visselig dræbt ham!
(Forts.)
Brødrene
(Oversat fra Tysk).
(Forts.)
ludselig afbrød Hermann Lores Tankegang ved at
sige: I lever meget lykkelig sammen?
Tilsjme-ladende ligegyldig, som en der venter et Ja, førte
han Thekoppen til Munden. Lore tøvede lidt, men
sagde saa raskt, idet hun bemerkede et forundret
Udtryk i hans Ansigt:
— Naturligvis Hermann! Din Bror er bestandig lige
elskværdig, akkurat som i vor Forlovelsestid. Man siger at det
eidet bedste Tegn for en Ægtemand, og at det ogsaa taler en
Smule til Konens Fordel. Forøvrigt — og hun lo sagte — har
jeg endnu slet ikke tænkt alvorlig over det.
Det er det allerbedste Tegn, Lore.
— Tror du det, du vise Salomon ?–Tilgiv mig, det er
maaske et dumt Spørsmaal — men man tænker ofte som moden
Kvinde over Ting der som ung Pige aldrig faldt en ind. — Jeg
voksede dog op sammen med eder to som en Søster. Havde du
nogensinde tidligere tænkt paa, at jeg engang vilde komme til
at ægte en af eder?
I Mørket saa hun kun, hvorledes han langsomt for med
høire Haand hen over Panden.
— Det erindrer jeg ikke længer. — Tilgiv Lore, men det
er igrunden et Spørsmaal der ingen Betydning har.
— Ikke saa ganske. Maaske enddog af stor psykologisk
Interesse, idetmindste for mig. Du \ed hvor umoden man er i
hine Aar, og hvor tilbøielig til at følge Øieblikkets Stemninger
og Følelser.
— Nuvel, din Følelse var rigtig, sagde Hermann noget haardt.
Der blev en Stund stille; man hørte kun en svag Knitren fra
Gløderne i Kaminen. — Hermann ! Der var en varm, barnlig Klang
i hendes Stemme. Er du vred paa mig ?
Noget lysende, hvidt nærmede sig til ham ; han greb efter
det og holdt hendes kolde, skjælvende Fingre mellem sine.
— Hvad vil De? udbrød hun pludselig, idet hun bemerkede
en af Tjenerne ved Døren.
— Frøken Helm, naadige Frue.
— Ah! Tænd Lys; hurtig! Og lad saa Damen træde ind.
— Kjære Edda! Og hun ilede den Indtrædende imøde.
Naar kom De atter hid til Berlin? Jeg troede Dem endnu i
England.
Hermann var gaat hen til Vinduet, mens Lore hilste den
fremmede Dame og hjalp hende af med Kaabe og Hat i den
fjerntliggende Del af Værelset. Besøget var ham ikke videre
behagelig; han hørte kun hvorledes Gjæsten med en
eiendommelig Stemme svarte noget.
— Hermann, vil du være saa elskværdig?
— Tilgiv mig, jeg troede Damerne endnu var optaget.
— Min Svoger — Frøken Edda Helm.
Han saa ind i to store, mørke Øine, i et fint, blegt, magert
Ansigt, hvis Træk desuden forekom ham lidet interessante. En
middelsstor, for tynd Dame, meget enkelt klædt, med det mørke
Haar strøget op fra Panden og sat op i en Knude. Hun bøiede
Hodet lidt som Svar paa hans formelle Hilsen.
Frøken Edda er en meget god Veninde af mig, sagde Fru
von Weynitz og klappede den Fremmede venlig paa Skuldren.
Eddas Far er en Ungdomsbekjendt af Far. Hvorledes har den
gamle Herre det? Hvorfra kommer I? I bliver dog nogen Tid
i Berlin? spurte Lore paa sin livlige Maade.
— Mange Spørsmaal paa engang, Lore! Vi kom hid fra de
engelske Hospitaler, som min Far paa Regjeringens Anmodning
har undersøgt. En interessant Reise i enhver Henseende. Naar
blot Papa Ikke bestandig vilde udrette for meget! Nu bagefter
føier han Følgerne i Nerverne og maa hvile ud.
Den unge Pige talte meget langsomt og med en
eiendommelig Velklang i den dybe, men klare Altstemme, som allerede
tidligere havde været Hermann paafaldende.
— Du maa nemlig vide, sagde Lore, at Eddas Far er
Lægc-og har den Ejendommelighed kun at behandle de Syge som ikke
lever af deres Renter og ikke betaler mere end tohundrede Mark
om Aaret for deres Bolig. Og denne Dame lier, hans Datter, har
ligeledes studert Medicin og hjælper sin Far paa alle Maader,
hvilket ikke afholder hende fra —
— Skulde vi ikke heller tale om noget andet, Lore, afbrød
Edda hende. Deres Hr. Svoger interesserer sig neppe for medi
cinske Studier. Der viste sig en Rynke mellem Øienbrynene,
som næsten dannede en lige Linie over den skarpt tegnede Næse.
— Jeg maa have set Dem engang tidligere, naadige Frøken,
sagde Hermann, idet han saa hende forskende ind i Ansigtet,
et eller andet Sted; men jeg piner min Hjerne forgjæves. Der
maa allerede være gaat flere Aar siden den Gang.
— Ganske rigtig! Det var i Frankrig, ved deres Brors
Sy-geleie. Jeg var antaget som frivillig Sygepleierske.
— Ja, nu erindrer jeg det! Deres Øine har jeg bevart i
Erindringen. De maatte dengang være meget ung.
— Akkurat tyve Aar! Altsaa nu femogtyve uden kvindelig
Regnefeil! Der laa næsten noget afvisende i hendes Ord.
— Det var ikke min Mening at anstille Betragtninger over
Deres Døbeattest, naadige Frøken.
— Dersom jeg tør bede Dem derom, saa udelader Dç „naa-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
