Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 13. Lørdag 1. April 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
124
URD
dige Frøken". Jeg er aldrig naadig, og vilde heller ikke vide
hvorledes jeg skulde være det. Jeg ved nok at denne Tiltale er
almindelig, men jeg hører den ikke gjerne —.
— Som De befaler, Frøken, svarte Hermann lidt forbauset,
men høflig.
— Kom Edda ! udbrød Lore, for at gjøre en Ende paa den
opstaaede lille Misstemning. — Jeg vil vise Dem min lille Gut,
skjønt han allerede sover. Undskyld os et Øieblik, Hermann !
Der ligger nogen Bøger du kan læse il I bliver naturligvis hos
mig begge til Bruno kommer hjem!
Og uden at afvente Svar trak hun Veninden henimod Døren
og ind i Barnekammei’et.
Edda bøiede sig ned over det sovende Barn og mønstrede
dets Træk ved det matte Skin af den brændende Natlampe. Et
eiendommeligt mildt Udtryk udbredte sig over hendes ellers saa
faste, alvorlige Ansigt, et ægte kvindeligt Udtryk, som en
overfladisk Jagttager ikke vilde have tiltroet hende. Og da de to
Damer vendte tilbage til Salonen, laa endnu en Afglans af denne
Mildhed over den unge Dames Træk.
— Frøken Helm har en Svaghed for vor lille Gut,
bemerkede Lore, mens hun ordnede noget ved Thebordet. — Vort
Bekjendtskab blev igrunden stiftet paa en underlig Maade, dengang
i Helgoland! Edgar fik en Aften Feber, og jeg ilede selv ud for
at hente Læge. Jeg traf ikke vor egen Doktor hjemme, og
spurte derfor en Herre og en Dame paa Gaden om de kunde
henvise mig til en anden. — Nei det kan jeg ikke! svarte den
gamle Herre, men hvis det haster — her staar to Læger foran
Dem! Først troede jeg, trods hans ærværdige Udseende, at han
drev Spøg med inig. — Nei, nei, kjære Frue! sagde han; min
Datter her er ogsaa Læge. De kan trøstig anbetro Dem til
hende! Saaledes lærte vi hinanden at kjende, og siden har vi
tilbragt nogen herlige Uger sammen.
— Hvordan likte De Helgoland? spurte Hermann, som
begyndte at føie Interesse for den eiendommelige unge Dame.
— Godt; vi var der forresten kun i September, altsaa efter
Saisonen. Min Far holder meget af Sjøbad og tilbragte gjerne hele
Dagen nede ved Stranden eller ude paa Sjøen. Han er opvokset
ved Kysten af Nordsjøen, og sværmer for Havet.
— Du maa lære Doktor Helm at kjende, Hermann, afbrød
Lore Veninden; han er en Original, og et Menneske i hvis
Selskab man altid lærer noget Nyt.
Hun bøiede Hodet lyttende; man hørte Skridt i Entreen. —
Det er Bruno! Nei clet er dog ikke ham — det er en anden
Stemme! Ah! Fyrst Sissi, min Pariser-Skygge! Det manglede kun.
— Ah, madame la Baronne!
Den Indtrædende, for hvem Pigen havde aabnet Døren der
førte ind i Salonen, syntes for et Øieblik at blive forvirret ved
Synet af de fremmede Ansigter.
— De her? Altsaa har De clog ikke opfyldt mit Ønske,
sagde Lore, idet hun rakte ham Haanden. — De er uforbederlig
og vil aldrig ophøre med Deres Daarskaber. Hvorfor vender De
Paris Byggen nu da Karnevallet begynder? Nu ja, jeg maa
naturligvis byde Dem velkommen. — Frøken Helm — min Svoger!
Fyrst Sissi svarte ikke, men smilte blot.
— Jeg har glædet mig meget til at komme hid, Fru
Baronesse. I Paris er der ingen Ovne. Og Saisonen? Hvad bryder
jeg mig om den! Det er altid det samme! Det er mig en
Glæde at lære Dem at kjende Hr. von Weynits ! Jeg har hørt
saa meget om Dem. Han mønstrede Hermann med en saa
naiv Frimodighed at man ikke kunde tage ham det ilde op.
Et merkværdigt Menneske! Slank indtil Magerhed, enhver
Bevægelse let og elastisk, som dreven af en skjult Fjær, slavisk
Ansigt med store graa Øine, stridt Haar, der voksede langt ned
i Panden og kantede, fremtrædende Kjæveben. Men over disse
lidet tiltalende Træk hvilte der et eiendommeligt Udtryk. Han
kunde ligesaa godt være tyve som treti Aar. Stemmen
vekslede; den var undertiden blød, undertiden skarp og gav hvert
Ord et eget Eftertryk. Dragten var efter aller nyeste Parisermode,
Hermann betx*agtede ham forskende. Han var utvilsomt et
interessant Menneske! Bag disse Træk slumrede noget af den
opi’indelige Naturkraft.
I Begyndelsen betragtede Fyrsten Edda med NysgjexTighed ;
men senere syxites haxx at opgive ethvert Førsøg paa at finde
noget sympathisk ved hende. Saa snakkede han væk, dels paa
Fransk og dels paa Tysk, som om han var vandt til hver Aftexx
at sidde i denne Kreds. I Paris havde der selvfølgelig stadig
været Begnveir, siden Fru von Weynitz havde vendt det Byggen.
Det løcl ikke som en ined Vilje udtalt smigrende Bemex-kning
fra hans Mund, men som en uimodsigelig fastslaaet
Kjendsgjer-ning.
— Ak, Fru Baronesse, jeg løb om paa Boulevarden som en
herreløs Hund. Jeg kunde ikke arbeide, ikke engang låve Digte,
hvilket dog ellei-s falder den Utilfredse saa let. Jeg misundte
hver Dreng paa Gaden som falbød sine italienske
Vokstændstikker. Saa lod jeg mig tage med paa Slæbetoug afSachéeog
Hertug O se o, for Tiden de to største Lediggjængere i Paris.
Vi ranglede, aad, spilte og drak — — —
— Aha! og Lore truede med Fingren. Hvilken Opførsel,
Fyrst Sarchentiwisch. Glemte De saa hurtig mine gode Baad ?
— Hvorfor reiste De bort! Hvorledes skulde jeg holde det
ud uden Synet af Dem, uden de hyggelige Aftener ved Deres
Thebord! Det varte ikke længe før jeg fik Hodepine, jeg
beklagede mig for en Læge, og han anbefalte Luftforandring.
— De burde reist til Deres Steppe og givet en Koncert
sammen meel Ulvene, drillede Lore.
Han taug en Stund og saa ganske nedslagen ud.
— Ja ja, Baronesse, til den gamle, kjære Steppe. Ak denne
Steppe! Kun Himmel og Sne og forsultne Ulve, og Kosaker som
jager afsted paa sine Heste. Hvor de raaber og svinger Pisken,
hvor Sneen hvirvler op og Vinden suser gjennem Hestenes Man!
O, det er herligt!
Hans Øine straalte, og han aandede dybt.
— Skal vi jage Ulve, Hr. Løitnant? Ivom med, inat gaar
Hurtigtoget til St. Petersburg.
— Hermann lo høit. — Jeg siger mange Tak, jeg er ingen
russisk Durchlauc’.it, Dette Menneske, som aldrig behøvede at
sætte en Skranke for sine Ønsker, morede ham.
— Skade, stor Skade! Fyrst Sissis Ansigt fik atter sit gamle
Udtryk. — Saa reiser heller ikke jeg. Apropos, kan De anbefale
mig et Hotel her i Berlin ?
Alle saa forbauset paa ham.
— Hvor har De da hidtil boet? spurte Lore.
— Jeg kommer direkte fra Jernbanestationen. Han lo
muntert.
— Det vil sige, først kjørte jeg til Udenrigsministeriet for
at faa Deres Adresse.
— Og Deres Vogn og Bagage?
Han pegte med Tommelfingren over Skuldren hen mod
Vinduet og lo sagte. — Alt er endnu derude! Det venter paa mig.
— Og De lader Vognen vente timevis i denne isnende Knlde ?
Lore paatog sig en Tone som naar man skjænder paa et
uartigt Barn.
— O, Kusken sidder ganske varmt i sin Pels! Dog nei!
De tillader?
Han skjænkede hurtig et Glas fuldt meel Bum fra en Flaske
der stod ved Siden af Theservicet og ilede med dette ud af Døren.
— Han er et ustyrligt men godt Menneske, sagde Lore, idet
hun kastede et lidt usikkert Blik paa Hermann og Edda. Da
de begge taug, spurte hun noget nervøst. — Nu hvad siger I hertil?
— Man merker at han hører til en asiatisk Stamme.
— En psykologisk Studie, faldt Edda ind med sin clybe
Stemme.
(Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
