Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 13. Lørdag 1. April 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
126
urd
Et Paaskedigt.
Der er saa mangt som dør og slukkes
i Livets store Tempelhal,
saa mange aabne Døre lukkes,
saa ofte brast et Ideal.
Der hvor der før lød glade Sange
og Blodet ruiled varmt og hedt,
der breder Skygger, mørke, lange
sig over Sjæle som har grædt.
Thi overalt hvor Livet lever,
staar Døden bagenfor paa Lur,
og overalt hvor Livet kræver
der sidder Længslerne i Bur.
Og overalt hvor Løvet sprætter,
og Blomsten dufter, Græsset gror,
der Livets Høst sit Merke sætter,
der Døden følger i dens Spor.
Engang i længst forsvundne Dage
en Gudesøn blev sendt til Jord,
han kom med Livets rige Gave,
han kom med Trøstens milde Ord.
Han vilde læge brudte Hjerter,
han vilde tænde slukte Haab,
han vilde lindre Sjælesmerter,
indvie Slægterne til Daad.
Men Livet maatte Døden finde,
og Døden over Livet vandt,
og Gudesøn med Lys om Tinde
en Grav i Folkedybet fandt.
Hans Skude havde kløvet Havet,
hans Røst behersket Vind og Veir;
nu blev i Stormen den begravet
— hans Skude havde stødt paa Skjær.
Men Livet selv gik ei tilgrunde,
og Gudetanken døde ei;
den lever i de tusind Munde,
den møder os paa al vor Vei.
Igjennem Dødens Porte gik den,
fra Nattens Herre fik den Bud;
men Livsens Daab af Himlen fik den,
og aldrig kan den slukkes ud.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
