Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 14. Lørdag 8. April 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
urd
1(135
Og jeg sad der som en Forbryder, idet jeg sagte
strøg hendes Haar og kyssede hendes Haand.
Hendes Tanker kredsede uophørlig om det
Spørsmaal, hvordan Nils kunde være blevet smittet.
Tror du at det skeede da? Tror du han havde
undgaat Sygdommen, om jeg ikke havde ladet ham
gaa did?
Jeg rystede paa Hodet; — jeg kunde ikke svare.
Hun talte uafbrudt i en overspændt, eksaltert
Tone. Det var som om Sorgen havde nedbrudt
Dæmningen for hendes Sjæl. Hun gjennemgik hele
sit Liv, fortalte mig sine Sorger og feilslagne
Forhaabninger, alt det hun hidtil, havde lukket inde i
sig selv.
-— Og nu ved du hvad mit Barn var for mig.
Alt, alt i Verden! En Søn som jeg skulde fostre til
Mand! O jeg ved hvor dybt jeg følte det paa en
Gang henrivende deilig og høitidelig ansvarsfuldt,
som en Kvinde maa føie det naar den Tanke slaar
ned hos hende: Jeg har født en Søn til Verden,
og jeg skal danne ham til Mand. Thi derom drømte
jeg allerede. Der var ingen Stilling saa høi at jeg
ikke troedé han skulde naa den, intet Verk saa ædelt
at jeg ikke haabede han skulde ofre sig for det.
Og nu, nu — —. Det er sin Fremtid, sin
Efterverden, sit hele Liv man lægger ned i Muldet naar
man begraver sit eneste Barn.
Og mens jeg hørte paa hende, vidste jeg,
hvordan en Morder er tilmode.
Og Synerne eller Begivenhederne vekslede som
en Laterna Magica.
Jeg saa Nils’ Begravelse, saa hvorledes den lille
blomstersmykkede Kiste heisedes ned i Graven, hørte
den dumpe, ihærdige Lyd af de frosne Jordklumper
som slog mod Laaget — tre Skuffer Muld!
Og Agnes holdt min Haand i sin da hun som
en Forstenet stirrede ned i den sorte Grav.
Og jeg saa i skiftende Billeder de Dage som
fulgte, de Aar som fulgte, hele mit Liv i Falskhed
og Forstillelse. Jeg var altid sammen med Agnes,
det var som om vi var bundet til hinanden, som
om jeg ikke havde nogen anden end hende, og hun
ingen anden end mig. —
Og jeg talte Trøstens Ord til hende under
Bevidstheden om min Skyld — og jeg kyssede hende
med de samme Læber–-— — —.
Og Aarene gik; vi var begge gamle, og da hun
skulde dø, sad jeg ved hendes Seng og holdt hendes
Haand i min. — Og jeg vilde fortælle hende, at jeg
havde været den ulykkelige Aarsag til hendes Barns
Død, og jeg syntes, at fik jeg blot sagt hende det,
skulde jeg faa Fred.
Men i samme Øieblik som jeg aabnede mine
Læber for at tale, faldt hun .tilbage — død.
Og hele mit Liv igjennem maatte jeg bære min
Byrde. Og jeg blev gammel, haabløst gammel; jeg
hørte til dem som ikke faar dø. —
Døren knagede i sine Hængsler. Gamle Maria
kom sagte ind i Værelset.
— Fruen stønnede og snorkede saa jeg blev rent
forskrækket, og saa vilde jeg se efter om Fruen var
syg eller om det var i Søvne.
— Nei det var ikke i Søvne. Jeg har ikke
sovet i Nat.
— Ja det er Syn for Sagen; Fruen ser ud som
et Lig. Jeg var heller ikke kommet ind saa tidlig,
men Gartneren fra Beatenlund er her med et Brev,
og han ved ikke om det skulde være Svar.
Et sammenvikletStykke Papir, kun nogen Linjer.
„Kjære Veninde! Jeg skræmte dig vist igaar
med min Uro for Hervor. Doktoren kom straks
efterat du var gaat. Det blev ikke engang
Halse-katarrh, langt mindre Difterit. Hervor er frisk idag
og paa Skolen. Jeg har rent havt
Samvittighedsskrupler over at jeg foruroligede dig, derfor skriver
jeg"-
— Aa Herre Gud, Herre Gud. jeg har aldrig
set Fruen graate saa! Hvad er det? Hvad skal jeg
tage mig til? Jeg graat og jeg lo, og jeg holdt paa
at skræmme Livet af min stakkars gamle Maria. Jeg
kyssede hende, og jeg omfavnede hende, og jeg
velsignede hende. Hun vidste ikke hvorfor; men jeg
vidste det. — —
Men tror du ikke nu at jeg ved, hvordan det
føles at være en Morder? Og hvad tror du jeg
tænker og føier, naar jeg sidder hos Agnes og leger
med lille Nils i det samme hvide Barnekammer
gjennem hvis Vindu Lampen lyste ned til mig, da
jeg stod skjælvende i Sneen?
Tror du at jeg er taknemmelig?
Lille Blaaueis.
Lille Blaaveis, sov endnu,
luk dit Øies Himmel,
tidsnok vaagner ogsaa du
op i Livets Vrimmel.
„Solen kyste mig saa ømt",
vil du kanske svare,
ak, det har du sikkert drømt,
du bedrog dig bare.
Endnu er ei Luften varm,
sov endnu, du Lille.
Isen om din Moders Barm
ligger haard og stille.
Kolde Sneflak, rimet Kvist,
hvor du ser omkring dig,
svegne Løfter, Sorg og Tvist,
lidet Solskin for dig.
Sov til Solens Straale varm
sprænger Isens Panser,
og til Bækken med sin Larm
nedad Bakken danser.
W i 1 h e 1 m a Lundh.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
