Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 14. Lørdag 8. April 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136
urd
Kristiania den 5/i 99.
Kultlir og Disciplin. De er en Smule forslidte
nu, disse to Ord, ofte som de har været anvendt,
og gaat som de har fra Mund til Mund siden de
blev udtalt i hin Festens Stund nede paa Grand»
Men der er dog slige Dybder at lodde i disse to
Ord, saa uendelig meget de rummer, at de taaler
at „slides" lidt paa — som saa mange af de
Ibsenske Ord forresten. Og derfor synes vi de maa
troppe i Marken og gjøre Nytte for sig ogsaa ved
denne Anledning. — Nu da Samlagskampen er over
for denne Gang, og Udfaldet kjendt af alle, nu
kommer uvilkaarlig det Spørsmaal frem for hver
alvorlig tænkende Kvinde: hvad kan der gjøres for at redde
vore Brødre, vore Fædre, vore Sønner, vore Mænd
fra Drukkenskabens forfærdelige Faldgrube? Ja
for det er særlig Kvinderne som gjør disse
Spørsmaal, de som staar udenfor eller over dette Stykke
af Livets tragiske Skuespil. Kvinderne staar høiere
her, derfor skulde de ogsaa have lettest for at
hjælpe.
Vi hørte saa ofte under Samlagskampen ivrige
Modstandere af Samlaget sige: „Ja vi ved fuldt vel
at for Drankere nytter det ikke at sætte nogen
Skranke, de vil nok paa en eller anden Maade vide
at skaffe sig, hvad de ønsker; men de som endnu
ikke er blevet det, Ungdommen, og den Slægt som
kommer — det er fra deres Vei vi maa fjerne
Fristelserne." Ligger der ikke i disse Ord et Raab
om Hjælp, en Bøn til hver Mor og Opdrager —
vore Lærerinder ikke mindst — om her at træde
hjælpende til? Bør ikke Børnene og de Unge mere
bli bekjendt med de Farer der vil møde dem paa
deres Vei; de Fiender de har i sit eget Bryst, og
de Fiender der lurer] udenom? Og bør de ikke
— man lærer dem jo dog de forskjellige Landes
Love, Statsforfatning etc. — lære Livets Love at
kjende, de Love der er ens for alle, og som ifølge
sit eget Væsens Kraft udøver sin Myndighed og
lægger sine Undersaatter i Lænker eller sætter dem
paa fri Fod, alt eftersom de har stødt an eller ei.
Hvor kloge, hvor dygtige, hvor vidende er ikke
vore Unge nutildags — i alt undtagen i det ene
Punkt: at kjende sig selv, og at kjende sig selv i
Forhold til det Liv man træder ind i. Vi sættes
ind i Verden rigt udrustede, med Evner til at elske,
nyde, glæde os, og vi sættes’ind i en Verden rigt
smykket af Skaberens Haand, med Skjønhed og
Glæde lige for vor Fod. Men hvis vi misbruger
disse Glæder, hvis vi er Slaver under dem, da er
Duften og Poesien borte, vi vil blot have mere,
mere, mere, — — Lidenskaben er vaagnet, vi
nærmer os Dyret! Og Dyret i os, Troldet med de
mange Hoder, det er d et vi skulde dræbe.
Børnene maa vænne sig til Disciplin. De maa
lære at bøie sig for en Mors vise Raad, hvis de en
Gang skal kunne bøie sig for Livets Visdom. Deres
Vilje maa staalsættes, Blikket aabnes, udvides,
kultiveres, saa de orker at sige nei til Fristelserne,
hvor lysende og lokkende og dragende de end
møder op. De maa lære at forstaa, at det onde
bringer Ulykke og Sorg, hvor deiligt det kan se ud, og
at det gode og rette bringer Glæde og Lykke, hvor
tungt det i Øieblikket kan synes at være. Ja de
maa enddog lære, at selve Glæden kun er Glæde
inden en vis Begrænsning, og at Livets skjønneste
og deiligste Ting blir stygge og hæslige ved Misbrug.
Jeg glemmer ikke, hvilket trist Indtryk det
engang gjorde at høre en Herre, som havde tømt
Glædens Bæger tilbunds, sige, idet han tog sig en
Pris Snus: „Dette er den eneste Nydelse jeg endnu
har igjen." Han er død nu den samme Herre, død
i sine bedste Aar — han kunde ikke nyde mere, og
de Nydelser han engang havde nydt, det var dem
som dræbte liam.
Et Par Linjer af den samme Forfatter, som vi
begyndte med at citere, falder os i dette Øieblik i
Pennen, og vi vil blot gjengive dem med en ganske
liden Forandring:
„At nyde" — det er at holde
Dommedag over sig selv.
Den netop ankomne Kahytsdreng stiller sig op
foran Kapteinen, som er 6 Fod og 2 Tommer høi
og bogstavelig talt ser ned paa Mandskabets „yngste".
— Naa min Gut, siger Kapteinen, skal du drage
tilsjøs med os?
— Ja, om De intet har imod det.
— Formodentlig den gamle Historie — en klog
Slægtning sender Dumhodet inden Familien tilsjøs
— eh?
— O nei, langt fra, Forholdene har ganske
forandret sig siden Deres Tid, min Herre!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
