Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 18. Lørdag 6. Mai 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
174
Tanker, derfor glemmer han Tid og Sted; men dette
forstaar ikke almindeligt Folk, og saa siger de, han
er gal. Imellem skriver han til mig; han er en
trofast Ven.
Nu har min Søn tre Aars Militærtjeneste; men
naar de tre Aar er forbi, kjøber jeg et lidet Hus
paa Landet. Det bygger jeg paa, og der vil jeg tage
imod mine Kunstnere, naar de er syge eller trænger
til Hvile. Paa Landet er det meget billigere at leve
end her i Paris, derfor kan de laa alt, Kost og Logis,
for 3 Frcs. Dagen, saa det blir en ren Indtægt for
dem at komme ud til mig.
Aa nei, de glemmer nok ikke La Mere
Charlotte, for de er trofaste, Kunstnerne, og de har saa
gode, varme Hjerter, de hænger ved mig, som om
de var mine egne Barn".
Hun tørrede Øinene med de grove
Arbeids-hænder.
Ja, Kunstnerne elskede hende. Hvert Maleri
var som et bankende Hjerte, der slog for hende i
taknemmelig Erindring. Hun havde rakt Hænderne
ud, støttet og hjulpet, givet uden at tænke paa
Belønning. Hvorledes var hun blevet saadan i denne
store Egoismens By, hvor alle ser paa sin egen
Fordel og søger at udnytte hverandre?.
Men undertiden hænder det virkelig, at man
midt i Sværmen møder en Mand eller en Kvinde,
fattig eller rig, i hvis Øine man kan læse, at det
Menneske flk af Gud Fader et Hjerte, der maatte
slaa mod de andres, da det var for varmt til at
kunne leve for sig selv alene.
Et saadant Hjerte har La Mere Charlotte faaet.
Derfor lyser hendes Øine af Forstaaelse, derfor tror
hun paa de andres Godhed, derfor blev hendes Liv
saa rigt, derfor gaar hun som en Dronning blandt
sine fattige Kunstnere uden selv at ane, hvor stor
hun er.
S. Scheel.
Brødrene.
(Oversat fra Tysk).
(Forts.)
ermann var mere taus end sædvanlig, og Lore kjedede
sig end mere, fordi en Kavalleriofficer begyndte at
underholde hende med Beretningen om Udfaldet af
Sommerens Væddeløb. Snart tiltraadte hun, ledsaget
af Hermann, Hjemveien. Hendes Ledsager vedblev
at være adspredt, og hun stiiTede grublende og med nedslagne
Øine hen for sig, idet hendes Blik tankeløst gled henover den
allerede sterkt i det Graa spillende Sne. —
Efter den korte Samtale med Fyrsten havde Edda ligeledes,
da det begyndte at skumre, forladt Isen. Fyrst Sissi havde
efterladt Tvil hos hende, om han havde forstaat hendes fine
Antydninger med Hensyn til hans Besøg i Lores Hjem eller ikke;
kun havde hans Afskedshilsen været meget formel.
Edda gik med de hende eiendommelige lange Skridt
gjennem Tiergarten til Sporvognen. Hun følte sig, især paa Grund
af Lores Invitation, bragt noget ud af sin indre Ligevægt, hvilket
ikke forhindrede hende i behændig at springe op paa den i fuld
Fart værende Vogn og paa samme Tid følge en paa Krykker
forbihumpende Dreng med Øinene. Kunde han ikke hjælpes’?
Hun fandt sin Far hjemme. Han sad i Dagligstuen foran
en kjæmpestor Kop med Klister, hvis ubehagelige Duft opfyldte
hele Værelset, og klæbede alleslags Legetøi sammen. Han nikkede
venlig til den indtrædende Datter, og var høist forbauset over
at hun ikke fandt den af Klister og Tobaksrøg opfyldte Luft god.
— Se paa denne Fæstning, Kdda! Haha!
Han gned fornøiet Hænderne mod hinanden og lod sipe
dybtliggende graa Øine veltilfreds hvile paa sit Arbeide.
— Hvor det gjør Nerverne godt at beskjæftige sig med et
saa uskyldigt Arbeide, hvis Følger man ser saa haandgribelig
for sine Øine! Derhenne ligger et nyt Værk af en Læge, som
er meget godt skrevet. Forfatteren er en meget fin Iagttager!
Naar alle de Folk som paa Grund af aandelig Overanstrengelse
bliver forrykte, havde drevet et eller andet lidet mekanisk Haand
værk, vilde de sandsynligvis have bevart deres Nerver normale.
— Du har ikke været ude at spasere, Far, sagde Edda
bebreidende, idet hun lænede sig op mod hans Skulder, mens hun
tankefuld trak Fæstningens Vindebro, der hang ved en
Seilgarns-traad, op og ned.
— Nei, og nu er det allerede for sent! Jeg har ganske og
aldeles glemt det. Bogen fængslede mig først, og derpaa
overfaldt der mig en ubetvingelig Lyst til at klæbe sammen og
bygge. Du har været paa Skøitebanen? Det var egentlig min
Mening at hente dig der — det var dog dumt! Jeg gamle
forstyrrede Mand! Var Fru von Weynits der?
Hun nikkede smilende.
— Donnerwetter, var jeg blot gaat derhen! Denne Frue!
Hun saa naturligvis fortryllende ud ? Det maa have været en
Fryd at se hende.
Det var næsten komisk at høre paa den gamle Herres
Begeistring over den smukke Frue, som saa fuldstændig havde
indtaget hans Hjerte; det syntes, som laa der en ungdommelig Glans
over hans høie, skarpt fremtrædende, mægtige Pande, naar han
talte om hende.
— • Og hvad er det du har aftalt med hende, bag min Ryg,
Far? Du vil gaa paa Bal, mellem alle disse Mennesker, som
kun snakker om Ting som er dig fuldstændig ligegyldige?
Du paa et Bal, Far, jeg maa virkelig le.
— Oho! Hvorfor ikke? Som ung Student gik jeg forbandet
gjerne til Dans! Og du maa vide, Fru Lore bad mig saa hjertelig
og saa saa paa mig — han lagde det af graa Lokker omgivne
Hode paa Siden og blinkede over til sin Datter — og naar hun
ser saaledes paa mig, kan jeg ikke sige nei.
Er da alle Mænd forelsket i hende ? tænkte Edda. — Hun
har naturligvis ogsaa indbudt mig, sagde hun høit og gik hen
til et Sidebord for at tilberede Aftensmaaltidet.
— Hvad? Dig? udbrød den Gamle, idet han med et Ryk
vendte sig om mod hende.
— Ja! Naar min Far gaar paa Bal, hvorfor skulde saa ikke
jeg gaa, med mine femogtyve Aar? Forøvrigt har jeg endnu
ikke lovet at komme, endskjønt det forekommer mig henrivende
til Afveksling ogsaa engang at vise mig sammen med dig paa et
Bal. Og naar vi begge gaar, vil vi sikkerlig være i godt
Selskab.
Den Gamle truede ad hende med Fingeren. — Edda, der
gives noget som næsten er ligesaa slemt som Dumhed — det
er aandeligt Hovmod!
— Du har Ret, Far. Enhver har Ret til at leve ifølge sine
Anlæg og Tilbøieligheder, saa længe disse ikke skader det
Bestaaende, og det gjør jo dog egentlig ikke Dansen. Hvorledes gaar
det forøvrigt med sorte Lise? Har Manden været her?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
