Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 18. Lørdag 6. Mai 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
urd
1(175
— Det havde jeg næsten glemt! Naturligvis var han her.
Feber! Den udbreder sig jo let i saadanne Huse! Jeg sagde,
at du vilde besøge dem endnu engang iaften.
— Naar blot Barnet vilde komme sig !
— Det vilde være bedre, om Gutten fulgte Moren i Graven.
— Tror du virkelig det, Far? Det er et sundt Barn, og
hvem kan vide, hvilken Fremtid der venter et saadant Væsen!
— Ja, hvilken Fremtid, gjentog han. 1 en saadan Omgivelse,
uden Mor — Faren altid ude paa Arbeide . . . Fattigdom,
Elendighed, intet videre!
Edda svarte ikke; hun pegte bare taus paa Thebordet. De
taug begge, mens de fortærede det simple Aftensmaaltid, optaget
som de vare af sine egne Tanker.
Far og Datter var uden Tjenere; en Kone besørgede det
grovere huslige Arbeide i deres beskedne Leilighed. Det var en
stiltiende Overenskomst mellem dem ikke at have noget fremmed
Menneske stadig om sig.
Tilslut reiste Edda sig, tog Hat og Kaabe paa og forlod
Værelset uden et Ord. Et varmt Blik fra hendes Fars Øine
fulgte hende; han vidste hvorhen hendes Vei førte.
Edda gik hurtig gjennem de trange Gader og forbi de høit
i Veiret ragende mørke Huse; fra Kjælderleilighederne steg
Dunsten fra de af Mennesker overfyldte, ophedede Kneiper. Der
hørtes gemene Eder, larmende llaaben og af og til hvinende
Kvindestemmer. Edda trak Kaaben tættere om sig, og idet hun
veg tilside for en fuld Mand, ilede hun hurtigere afsted. Hun
gik ind i et gammelt Hus med høie Gavle og steg opad tre trange,
steile Trapper, bankede raskt paa Døren og traadte ind i et lidet
usselt Tagkammer. Med en høflig Hilsen kom en yngre Mand
hende imøde, og hun rakte ham sin høire Haand, som han
forsigtig og frygtsom tog i sin haard hudede Næve. Det var en
smuk ung Mand paa nogle og tyve Aar, men man kunde læse
Sorg og Angst i’hans aabne Ansigt.
— Hun holder det ikke længe ud, sagde han sagte og førte
den Besøgende til et Sideværelse.
Der stod en eneste Seng; trods den lille Ovn herskede der
en isnende Kulde, som uhindret trængte ind gjennem Sprækkerne
paa de tynde Bredder under Tagstenene.
Edda bøiede sig iagttagende ned over den unge Kone, som
slog Øinene op for det Lys som faldt paa hende fra Lampen
hendes Mand holdt — to store, feberglødende Øine, som stirrede
forvirret og bevidstløse ind i Lysskinnet. , Pludselig gled der
ligesom en Straale af Bevidsthed over det blege, smukke Ansigt,
et usigelig rørende Udtryk af Taknemmelighed over de dødstrætte
Træk. Hun famlede med hede, skjælvende Fingre efter Eddas
Haand og bevægede Læberne uden at frembringe en Lyd.
— Barnet! sagde Edda til Manden, der stod med sænket Hode.
Forsigtig bøiede denne sig ned over nogle Puder i Nærheden
af Ovnen og lagde derpaa det lille Væsen i Eddas Arme.
Moderglædens himmelske Glans gled over den Døendes Ansigt, da Edda
holdt den sovende lille Gut hen mod hende.
— Mit Barn, stammede hun næsten uhørlig, saa strakte hun
sig langsomt med en rallende Lyd. Men hendes Øine, med det
overjordiske Blik, veg ikke fra Barnet.
— Er det forbi? spurte Manden.
— Snart, Lahrsen.
Han bøiede sig ned over den Døende; store Taarer rullede
ned over hans Kinder, mens hans Øine talte et fortvilet og stumt
Sprog. Et sidste Aandedrag, en krampagtig Skjælven, og Edda
lukkede langsomt den Dødes Øine og lagde saa atter det sagte
klynkende Barn tilbage paa dets usle Leie.
Med Hodet lænet mod Sengens Fodende gav Manden sig til
at stønne vildt. En Stund lod hun ham hengive sig til
sin Sorg; ogsaa i hendes Øine var der Taarer, og hendes ellers
af saa strengt Alvor prægede Træk var milde og bløde. Saa
klappede hun den modløse Mand let paa Skuldren.
— Staa op, Lahrsen — fat Mod! Jeg vil komme igjen
imorgen tidlig og se til Barnet; jeg kjender desuden en ordentlig
Kone, som sikkert er villig til at tage det til sig mod Betaling.
Har den Lille faat noget at drikke?
— Ja, for en Time siden gav jeg det Melk, svarte han,
trykkede Huen paa Hodet og gik ud af Døren med Edda.
— Jeg kan godt gaa alene hjem.
— Nei, det kan De ikke; der færdes saa mange vilde Mænd
paa Gaderne; jeg lod aldrig Lise gaa alene ud paa denne Tid
af Dagen.
— Lise! Ak Gud! Er det muligt, at hun er død? Og han
begyndte atter at stønne og hulke.
Edda overlod ham til sin Sorg, men paaskyndede sine Skridt,
for desto hurtigere at kunne sende sin Ledsager tilbage til sit Hjem.
Efter omtrent ti Minuters Forløb havde hun naaet sin Bolig.
— Nu er vi jo allerede fremme, Lahrsen! Mange Tak, og
kom imorgen Middag efter Arbeidstid til min Far, saa skal vi
se hvad der er videre at gjøre. Hold Hodet høit! Den som
har været med i Aaret halvtreds, ligger ikke straks under.
— Jeg skal forsøge. Blot ikke Østenvinden skaffer Dem en
Forkjølelse paa Halsen, Frøken! Og saa siger jeg saa mange
Tak! . Det var godt at De kom endnu engang, selv om De ikke
mere kunde hjælpe hende. Gid det maa gaa Dem godt i Livet,
og med Hensyn til Penge — jeg har havt saameget at betale
paa Apotheket. Jeg ved jo at Deres Far intet vil høre herom;
men De maa dog’ ogsaa leve.
— Betal De naar det passer for Dem; f Eksp. en
Ubetydelighed hver Gang De faar Deres Løn.
— Godt, naar De tillader det.
— Han tog Huen ærbødig af og blev staaende ved Døren,
indtil hun havde lukket den op og var forsvundet.
Eddas Far var endnu ikke gaat tilro, og saa
forventningsfuld paa hende da hun traadte ind.
— Alt er forbi? spurte han med et sørgmodigt Blik.
— Edda nikkede let; hun saa træt og udmattet ud, da hun
rakte Faren Haanden. Han kjendte hendes Maade at være paa
naar hun ikke vilde eller kunde tale, og uden at trænge videre
ind paa hende med Spørsmaal sagde han Godnat.
Da hun var kommet ind paa sit Værelse, tog Edda langsomt
Overtøiet af, sank træt ned paa en Stol og løste de tunge
Fletninger. — Helt ned til Knærne rullede det pragtfulde sorte
Haar, en Arv efter hendes Mor der var Russerinde. Uvirksom
og med et mørkt Blik blev hun siddende og stirre ind i det
flimrende svage L}rs paa Bordet. Hun kunde ikke glemme hine
bristende døende Øine, eller det Udtryk hvormed den Døende
havde betragtet Barnet, hvis Liv hun havde kjøbt med sit eget.
Edda maatte tænke paa sin egen Mor, som ogsaa var død saa
tidlig og havde efterladt hende som en ligesaa hjælpeløs liden
Skabning. Faren havde saa udelukkende ledet Datterens
Opdragelse, og i alt behandlet hende som havde hun været en Søn.
Han levede ensomt, fjernt fra Verden, og kun for sine Studier
og sit Kald, og saaledes voksede Datteren op som hans Ven,
Kamerat og Assistent; hun blev stor under al den Elendighed,
i hvis Nærhed Farens Kald bragte hende, og paavirket af hans
ideale Anskuelser. Ligesom hans Patienter, saaledes saa ogsaa
hans Datter op til ham som til et høiere Væsen, thi altid brød
den indre varme Ild af Menneskekjærlighed gjennem den ofte
haarde Skal, kvælende alle andre Hensyn. Saaledes havde Edda
lært at skue ind i Livet og var blevet bekjendt med Dybderne
i en Menneskesjæl, med Elendighed og med Jammer, og havde
dog bevaret det fulde S}rn paa det høieste Maal for al
menneskelig Stræben.
(Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
