Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 19. Lørdag 13. Mai 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
184
urd
To andre Øine havde ogsaa søgt Hermanns høie, mandige
Skikkelse, da han viste sig i Døren. Edda havde en Følelse af
at hun maatte synke i Jorden. Han vil finde mig afskyelig og
modbydelig, for det gjennem hendes Hode, og adspredt og klodset
besvarte hun de forskjellige Herrers Hilsener.
— Maa jeg have den Ære at føre Dem tilbords, lød pludselig
Fyrstens Stemme i hendes Øre, idet han bukkede paa den ham
egne skjødesløse og dog forbindtlige Maade. Edda saa taus paa
ham, som forstod hun ikke hans Ord. Men pludselig kom hun
til Bevidsthed og svarte hurtig: ja, ja!
Da der ikke faldt Fyrsten noget bedre ind, spurte han, idet
han ugenert mønstrede hende: Er dette virkelig det første
Selskab De deltager i?
Edda følte Lyst til at give ham et Ørefigen. Ja, mit første
og mit sidstel og langsomt bredte hun sin store Vifte ud, saa
han blot kunde se hendes mørke, lynende Øine over dens KanL
— Jeg skulde ønske at høre det samme Svar af Dem endnu
engang om fire Timer.
Hvad mente han dermed? — Med Fornøielse, Deres
Durch-lauchtighed, hvis Deres Hukommelse svigter Dem.
Russeren smilte, maaske for første Gang i sit Liv noget
ude af Fatning, fordi en Dame behandlede ham mindre venlig.
Og dog følte han sig tiltrukket af hendes tilbagestødende
Væsen, vel ogsaa fordi det var noget fremmed. Han ledte
for-gjæves efter Svar, og var Løitnant von Weynitz meget
taknemlig, da han traadte hen til dem.
Hermann rakte Edda ligefrem Haanden, og hun trak Veiret
lettet. Her var da idetmindste et roligt, bestemt Ansigt, ingen
konventionelle Smil, intet mønstrende Blik. Ubevidst antog
Eddas Træk et mere venligt Udtryk.
— De saa ud som om De angrede at have indvilget i at
komme iaften, Frøken Helm, sagde Hermann, idet han traadte
tæt hen til hende.
— Ikke saa ganske — det har iallefald Nyhedens
Tiltrækning for mig. Dog kan jeg ikke negte for, at var jeg i
Besiddelse af en Ønskekvist, hvis Kraft ufortøvet kunde befordre
mig ind i vor Dagligstue i Selskab med en god Bog, saa vilde
jeg ikke tøve med at anvende dens Troldomskraft. Men det
lader sig nu ikke gjøre.
— De kan ikke fordre at kunne føre en lærd Samtale i et
Selskab. Jeg har forøvrigt læst de Hefter som De laante mig.
— Nu?
— Der mangler mig Tro.
— Hvorfor?
— Det lader sig ikke saa let forklare, især i et Selskab der
netop begynder, og hvor der overalt er Uro. Vi kan kanske
senere, ved Bordet, tale sammen herom i Ro; jeg har min
Svigerinde til Borddame, og hun har sagt mig, at De vil sidde ved
Siden af os. Ønsker De at se noget interessant? Ser De
derhenne ved Dørstolpen den Herre med det noget uordentlige graa
Haar, han er næsten hæslig, og dog, hvilket tiltrækkende Hode!
Hvilke Øine! Han ser paa den hele Vrimmel, som gjorde han
sig lystig over Selskabet. Man ønsker næsten ikke at blive
bemerket af disse Øine.
Hun fulgte opmerksomt Retningen af hans Blik. — Hin
gamle Herre?
— Ja, nu taler Lore med ham. Hvem kan det være?
— Det er min Far.
Hermann vendte sig rask om mod hende. — Tilgiv 1 Det
anede mig ikke. Undskyld min Aabenhjertighed!
(Forts.)
Syv Aar for Rakel.
ngang i Verden Hørte en længere Forlovelse
til Dagens Orden, blev ligefrem betragtet
som Garanti for et lykkeligt Ægteskab og
en helt ud sømmelig Tingenes Tilstand.
Det var i de Dage, da man tog Tingene
med Ro — da Grænsepælene for
almindelige Menneskers Diskussion endnu ikke var flyttet
saa langt som til Befatning med Institutioner, men
kanske i al Gemytlighed tog sig desto ivrigere af
den kjære Næstes private Anliggender.
Uden at kunne rose os af nogen nævneværdig
Høinen og Løften i sidstnævnte Retning, er vi
imidlertid nu naaet til Institutionernes Plateau.
Forlovelser, især da lange Forlovelser med
Giftermaal saadan i 3—4 Aars Perspektiv, har saaledes i
„Urd"s Søsterblad det svenske „Idun" været
Gjenstand for et interessant Meningsudbytte i Anledning
en Skisse: „Väntanstider", hvis Tendens maa siges
at være Opposition mod den dannede Klasses vanlige
konventionelle Former for Omgang Forlovede
imellem *)•
Skissen forsvarer kort og godt, ja fastslaar som
det eneste og bedste Conserveringsmiddel for
Kjærligheden og et godt Humør under en langvarig
Forlovelsestid: Hemmelige SammenkomsterogsmaaPiknikkef
paa den mandlige Parts Værelse, hvor de Forlovede
uforstyrret af smaa Sødskende og andre Plageaander
kan faa sig en fortrolig Passiar. Vi blir Vidne til
en saadan liden téte å téte, hvortil Initiativet efter
flere forgjæves Opfordringer fra hans Side endelig
udgaar fra hende, blir Vidne til dens undergjørende
Virkning paa hans nedtrykte Sind, og hvor uskyldigt
og hyggeligt den løber af. — Det Hele er meget
smukt og indtagende skildret. Men — men det faar
ikke hjælpe, man gaar derfra med temmelig stor
Tvivl om det priste Middels Ufeilbarlighed. Er først
„Han og Ho" af den Kaliber at Modet svigter
ligeoverfor nogle Aars Ventetid med dens større eller
mindre Vanskeligheder og Hverdagslighed, da vil
saadanne smaa Sammenkomster, naar de har tabt
Nyhedens Interesse, snart ogsaa tabe sin stimulerende
Virkning paa dem, er jeg bange for. — De synes
mig desuden at have liden Berettigelse. Sandelig
hører det da ogsaa til Undtagelserne, at der i
Forældrehjemmet ikke skulde kunne paaregnes en stille,
uforstyrret Stund paa Tomandshaand for et Par
Forlovede; og hele Arrangementet smager, hvor
fordomsfrit man end søger at bedømme det, dog en
hel Del af Bohémevæsen. Er ganske vist ogsaa et
Udslag af den moderne Literaturs og hele Tidens
Retning mod en sanselig og falsk Frihed, som ogsaa
hos os paa denne Side Kjølen gjør sig gjældende
og det i Kredse, hvor man ikke skulde vente nogen
Efterlignelse af Bohémelivet.
Fordi der nu findes grættent fordringsfulde og
nervøs-sanselige Naturer, som har det i sin Magt at
skjæmme ud ikke alene Forlovelsesstanden men
*) Det vilde sikkerlig være af megen Interesse, om ogsaa flere
af „Urdus Læsere lagde sit Lod i Vægtskaalen i Anledning
af denne for vor Ungdom saavelsom for Forældre saa
vigtige Sag. Red.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
