Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 19. Lørdag 13. Mai 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
1(185
«enhver Stand, de er uheldige nok at komme ind i,
— hvorfor i al Verden skal der da gaaes ud fra at
en 3—4 Aars Forlovelsestid absolut maa være en
veritabel Sukkenes Bro. hvor man kun formaar at
vandre med den haabløse Fortvivlelses slappe Fjed?
Skufde det ikke heller kunne ventes, at de
Forlovedes Rækker, som jo for største Delen rekruteres
af vort Lands Ungdomsstyrke, gik frem med løftet
Pande og glade Sange, svingende det gamle Banner
for Tro og Haab og Kjærlighed — en jublende
Fylking i Tidens store Fællestog? — —
„Saa tjente Jakob i syv Aar for Rakel, og de
var i hans Øine som nogle faa Dage, fordi han
elskede hende". Det er Mosebogens enestaaende
Kjærlighedshistorie, som med sine faa, simple Ord
giver et dybere Indblik i den sande Kjærligheds
Væsen end mange tætfyldte Sider i hvilkensomhelst
moderne Roman.
Intet menneskeligt er fremmed for Bibelen, den
har sandelig ogsaa sit Ord at sige os om de lange
Forlovelser.
Det hænder at en ung Mand er ganske forvisset
i sit Sind om: at hende er det og ingen anden, og
hun paa sin Side har samme Mening med Hensyn
til ham — men, saa staar den ulykkelige lange
Udsigt til Giftermaalet og skræmmer dem. Det
afgjørende Ord blir uudtalt, der skal ventes til han har
mere at. byde hende, som om et trofast Hjerte ikke
var nok. Saadan en Ventetid, vekslende mellem
Haab og Frygt, den skulde jeg tro er anderledes
tung og skjæbnesvanger end en noksaa lang
Forlovelse, hvor en dog har sit visse Haab at bygge
paa. Der begaaes mangen Gang en blodig Uret ved
en saadan Venten.
To Væseners Livslykke kan lettelig forskjertses
derved. Mod, Mod I Unge til at gaa en Ventetid
imøde sammen — aabent og ærligt, ikke under en
hemmelig Forlovelses Skjul (den kan saa let blive
Skalkeskjul for Utroskaben). Ikke er det vel noget
at skamme sig over, at to unge Hjerter har fundet
hinanden."
Forlovelsestiden er jo kun en Overgangstid til
Ægteskabet, det fuldkomne Samliv mellem Mand og
Kvinde, og maa som saadan nødvendigvis faa Præg
af en vis Ufuldkommenhedens Uro, derfor bør den
forkortes, hvor det er muligt, og det kan ogsaa for
mange lade sig gjøre, naar man bare selv vil. Det
er jo i Regelen de smaa Indkomster, som er
Bussemanden. Ryd ham simpelthen afveien ved at gaa
paa, uden Sideblik til hvordan den og den har det,
med tarveligt Indbo og en liden Bekvemmelighed
og videre i den Smag. Gaa ikke og vent paa disse
Tusinder af Kroner, som skal til for at faa det saa
komplet og Førsterangs, at man berøver sig den
uforlignelige Glæde ved, naar Udkommet senerehen blir
bedre, at kunne supplere det manglende efterhvert.
Det gjælder at holde Bisag og Hovedsag ud fra
hinanden. — Paa den Maade blir det gamle Ord sandt:
at man kan være sin egen Lykkes Smed.
Sommerdagen i Vadsø 1899.
fen 14de April er efter Almanakken
„Sommerdag"; men i Vadsø var en saa
forrygende Snestorm den Dag, at man næsten
ikke kunde stikke Næsen udenfor Døren
i Midtbyen, i Udkanterne blev flere Familier
helt indesneede. Om Aftenen maatte man paa flere
Steder spade sig frem til Dørene for at komme ind
til indespærrede Mennesker i Huse, der manglede
Gavlvinduer, hvilke ellers flere Steder benyttedes
som Udgang. Thi i Huse hvor Yderdøren gik ud,
var det umuligt for de Indespærrede at grave sig
Hul gjennem Sneskavlen ved egen Hjælp. Hele
Dagen maatte de brænde Lamper, da ikke et
Lysglimt trængte ind til dem gjennem de med metertyk
Sne dækkede Vinduer.
Den 15de om Formiddagen drog et Par af os
ud forat se paa Snestormens Virkninger, og det var
rigtig en fornøielig Tur. Skavlerne var saa høie
som store Hus, og Sneen saa fast sammenføket overalt,,
at den bar os som den bedste Skare. Det var rart
at staa flere Meter høiere end Gaden og titte ned
gjennem de Hul, der førte til Døraabninger eller
Vinduer. En af de Indespærrede havde været rasende
over Uveiret; thi han havde „Emmerenza" (Influenza)
over hele Kroppen, sagde han. — Indenfor Vadsø
„Guanofabrik" var der værre end værst. Et Hus
var helt oversneet, lidt af Skorstenspiben havde den
14de raget op af Sneen heldigvis, saaat Folk, der
kom for at redde et gammelt Par, som boede i
Huset, kunde se hvor Huset var. Et Hul blev gravet
ned til Døren og Parret helskindet trukket ud
gjennem dette. Damerne har Rangen, siger man, saa
ogsaa her, Konen blev først heiset op efter Nakken
og saa den 73 Aar gamle Mand. Da vi var paa
Aastedet „Dagen derpaa," var Piben ogsaa helt
over-føket, der stod blot en Træpinde forat betegne hvor
Huset laa, af dette var ikke Spor at se. Det viste
sig senere ved Udgravningen, at Sneen laa en halv
Meter høiere end Piben. Da vi gik derfra, mødte
vi Konen som eier Huset, hun raabte „voi," „voi"
paa lang Afstand til os; dette er et Udtryk som
Kvænerne bruger, naar de skal udtrykke sin
Forfærdelse eller Forbauselse over noget. Et Stykke længer
fremme laa et noget høiere Hus, som Sneen ikke
havde magtet at dække helt over. Tagskraaningen
ståk op af Sneen, saa man maatte uvilkaarligt tænke
paa en „Kjæmpeligkiste," der var sænket i Graven.
Det var bare Kransene som manglede for at gjøre
Illusionen fuldstændig. Overalt paa vor Vei var
Folk beskjæftigede med at bane Veie fra Dørene
eller faa Sneen fra de helt overdækkede Vinduer.
Spader, Skuffer, Øxer ja ligetil Sage blev benyttede
som Redskaber, saa fast var Sneen sammenføket.
En af Byens ældste Borgere skulde begraves den
14de, men hele Begravelsen maatte indstilles paa
Grund af Uveiret.
Af denne Beskrivelse haaber jeg, at „Urds"
Læsere faar en liden Idé om, hvordan vi tilbragte
„Sommerdagen" 1899 i Vadsø.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
