Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 20. Lørdag 20. Mai 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
194
yöasaa dette S-pmve-pa
$)et e-t |ine eFi/j/te-t, j-a!
ö<paa"–-nw -no^-meSSiaafi^e-t!’
zo-pei jey ocj, tindet a|.
! ’H’U’! {wad sayte 8usen
naaz saa stiit mit tzoette <Sm3?
„£fa! fivem ez det?" Mundt ed tusind
cBaznestemmez fl vishet ind :
et cfoiaaveis, Maaveis, .ce^e
&om ocj, om cu foan!
Sj-e-mse^ ’tac^et- vi ßacj ^etdet,
{vet og, de^ ocj, a-f/f e^tanS". —
und mi^ ’Gate
! det siaat en efiostettiiie
ende i mit Øte ned.
i
&&! den ene endet,
stemmet a(t en anden i;
ycTo om eBudet, fijaete ^Venn et!
ß-H a3 ^emej-en e-We^ ti!"
Saa — ivi* l’-ie^ cFa^a^&ox&t,
tøfvesan^ o<j cB’fowstc’ioii-s.
S&oaen oc-f-u -tat- wi^ttöa^ Ø^Set
ocj stvC-t oi-t
læmpet otc^iet den sin Qde
ovet ffjetd o<j gjerne Qai,
o<j ßøiet 9-vj/Gt mit 2Code,
{ivisfoet stiiie : „Itewe tai ! —
(Sliten dine 2iaiiet,
attet aa^ttct- oicj din Sa^
attet miideiii^ Sti- faldet-,
ja1 jecj 4omwet. ICette ta{\ —"
Brødrene.
(Oversat fra Tysk).
(Forts.)
dda lo fornøiet. — Hvad skal jeg undskylde? De har
tegnet min Far godt. Det vilde have krænket mig,
om De ikke havde fundet min Far vakker.
— Jeg vil straks lade mig presentere for ham.
Han trængte sig raskt frem mellem Gjæst erne,
til det Sted hvor Doktoren stod, mens Edda fulgte ham med Øinene.
Han har Aand; han bruger sine Øine, og han ved hvad der har
Interesse, tænkte hun. Nu rystede de hinandens Hænder. Edda
satte sig imidlertid hen i en stille Krog af Værelset; hun var
nu blevet ganske rolig og følte sig fordomsfri og istand til
prøvende at lade Blikket glide rundt. Hvad tjente al denne
Tilstelling til, alt dette Sløseri paa elegante Toiletter og lakerte Støvler?
Var det altsammen kun for at se og blive set? Hvad vilde
egentlig alle disse Mennesker som var sammen her? For hvilket
Formaal opofrede de sin Nattesøvn? Kun for at føre en
intetsigende Samtale, eller for at fremvise sine Yndigheder. — —
— Tillader De, Hr Doktor, at jeg presenterer mig selv —
Løitnant von Weynitz. Jeg glæder mig meget over Deres
Nærværelse, saa meget mere som jeg ved, hvilket stort Offer De herved
har bragt min Svigerinde, sagde Hermann forekommende, idet
han bukkede for den gamle Herre, der nu stod alene.
— Selv om jeg ikke havde havt Lyst til at komme, kunde
jeg dog neppe have modstaat den yndige Frues Anmodning.
Men det var mig virkelig en Glæde at komme her iaften og at
faa Anledning til ogsaa at lære at kjende min kjære Ungdoms-"
vens ældste Søn. Deres yngre Bror ligner mere sin Far; han
var ogsaa en saadan kjær, munter Karl! Hvorledes har Deres
Far det?
— Han er ældet meget i den sidste Tid.
— Ja saa. Ak ja, de Aar ! Forøvrigt — jeg morer mig
virkelig her i disse Omgivelser. Hvormange glade Timer har
jeg ikke som Student tilbragt i saadanne Selskaber ! Mine gamle
Venner havde rigtinok mindre glimrende Navne og Titler; men
Selskaberne var igrunden ganske de samme: Mændene for det
meste dumme og sødladne overfor det svage Kjøn, her og der
ogsaa en alvorlig Herre, som gjorde gode Miner til slet Spil. Og
Damerne — nuvel det bliver nu ikke anderledes her i Verden,
eller trods Emancipationen — de sætter endnu bestandig Pris
paa deres Skjønhed, selv de som ikke har saameget at opvise
af den.
— For mange er det jo ogsaa det Værdifuldeste de eier,
sagde Hermann, behagelig berørt af den gamle Herres
sarkastiske Frimodighed.
— A saaledes; De er altsaa ogsaa en af dem ?
— Hvad mener De ?
— Nuvel, en der tænker naar lian ser sig om i Verden.
— Er det den enkeltes, og ikke meget mere alles Forret ?
— At se — jo ! Men Tanken ? Jeg vilde ikke lægge min
Haand i Ilden paa det, selv om jeg derved kunde blive befriet
for disse forbandede Hansker; men jeg tror dog, at de som
Dag efter Dag gaar om i dette Karnevalkostume, har meget
vanskelig for at tænke.
— De kan for endel have Ret, Hr Doktor, sagde Hermann,
idet hans Blik eftertænksomt gled hen over de Tilstedeværendes
Hoder og endelig blev hængende ved Eddas fine Skikkelse. Det
er det samme rolige Ansigt som Farens, tænkte lian uvilkaarlig,
kun smukkere, meget smukkere!
— Ser ikke Deres Svigerinde fortryllende ud, Hr von Wey-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
