Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 20. Lørdag 20. Mai 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
195
nitz ? Hun er en Perle blandt sit Kjøn, yndig og elskværdig, og
dertil klog nok til at begeistre mig, gamle Karl!
— I lærte hinanden tilfældig at kjende paa Helgoland?
Den Gamle nikkede: Ja. Og det besynderligste er, at hun
har sluttet Venskab med min Datter. Men ved De hvad, min
unge Ven, kom en Aften hjem til mig! Jeg holder af Mennesker,
som jeg kan føre en alvorlig Samtale med.
— Jeg vil gjerne komme. Maaske allerede en af de første
Dage, svarte Hermann, øiensynlig glad.
Der opstod en urolig Bevægelse blandt Selskabet. Herrerne
vendte og dreiede de friserte Hoder for at finde de Damer de
skulde føre tilbords, og de surrede som en Bisværm mellem
hinanden.
— Undskyld mig, Hr Doktor, men Pligten byder mig at
begive mig hen til min Svigerinde og til Deres Frøken Datter.
— Nuvel. Jeg beder! Hils begge fra mig! Edda ser ud
som en Fugl uden Vinger.
Man begav sig ind i Spisesalen, hvor flere Smaaborde stocl
dækkede.
— Tag Plads, sagde Lore leende, idet hun vendte sig mod
Fyrsten og Edda, som med hende og Hermann var traadt hen
til et af de smaa Borde.
— Jeg vædder vi udgjør den sælsomste Gruppe her idag:
en russisk Fyrste, en Doktorinde i Baltoilette, en Gardeløitnant
uden Lorgnet og tilsidt, nuvel — en ung Frue.
— Men en smuk, mente Fyrst Sissi slagfærdig.
En almindelig Underholdning vilde ikke rigtig komme igang;
Russeren indskrænkede sig til at komme med nogle spodske
Bemerkninger, og Hermann førte en livlig Samtale med Edda
over Bordet, en Samtale som ikke interesserte de andre — om
Kvindernes Emancipation. Under Samtalen hvilte hans Blik
stadig paa hende. Lore blev imidlertid mere og mere
utaalmodig, jo mere optaget hendes Svoger var af Edda. Hendes Fingre
legte nervøst med en Knivlægger, mens hun bed sig i
Underlæben og adspredt stirrede ud i Værelset, som vilde hun
overbevise sig om at Gjæsterne befandt sig vel. Hun kjendte ikke
sig selv mere. Hun følte sig utilfreds, og en Følelse af
Forladthed kom over hende.
Længer henne i Værelset sad hendes Mand ved Siden af en
ung Enke, en noget exotisk Skjønhed med et Par mørke,
mandelformede Øine. Nu hævede Bruno sit Glas og stødte det mod
sin Naboerskes, idet han sagde noget til hende, som fik hende
til med smilende Læber at søge Skjul bag en kjæmpestor Vifte
af Strudsfjær.
Det gav et Ryk i Lore. Hun kjendte saa godt dette Udtryk
i hans smukke, letsindige Ansigt og i hans mørke Øine. Hvor
ofte havde ikke hun hvilt ved hans Bryst og lykkelig set op til
ham, fordi hun havde troet, at saaledes kunde han ikke se paa
nogen anden i Verden ! En kold Gysen gjennemrislede hende
langsomt og smertelig. Hun havde en Følelse, som maatte hun
gribe efter Hermanns større og kraftigere Haand, der laa ved
Siden af hende paa Bordet, og bønfalde ham: hjælp mig du,
som er saa sterk, saa dygtig og saa god ! Uden egentlig at ville
det, lagde hun sin Haand tæt ved hans; men han undveg hendes
Berørelse og lod den mekanisk og langsomt glide ned uden at
møde hendes Blik.
En Tjener spurte, om der skulde skjænkes Champagne.
— Ja, ja, hurtig! Og først her! befalte hun raskt, glad
over at kunne sige noget.
Derpaa saa hun op i Fyrst Sissis Øine, i disse besynderlig
formede slaviske Øine, i hvilke der luede noget skjult,
brændende varmt. Det var et næsten underdanigt Blik, man kunde
se han gik fuldstændig op i Synet af hende. Han idetmindste
tilhører mig med Liv og Sjæl! for det gjennem hendes Hode.
Ringen paa hendes høire Haand klirrede mod Glasset som hun
hævede mod hans. — De drømmer, Fyrste! Er den tyske Luft
Skyld heri?
Han for sammen, men hævede saa raskt sit Glas, idet han
ikke tog sine Øine fra hende. Lore von Weynitz havde aldrig
tidligere set ham saaledes!
For at gjenvinde sin Fatning, saa han hen paa Edda Holm.
Hun lænede sig rolig mod Stolens Ryg, med den skarpt tegnede
Profil vendt mod Hr von Weynitz, idet hun opmerksomt lyttede
til hans Ord. Hvor rolig og uden al lidenskabelig Bevægelse
forekom ikke dette Ansigt ham! Han følte pludselig noget der
lignede en Længsel efter et ubekjendt, herligt Land, som endnu
aldrig noget Menneske havde betraadt. Denne vilde redde dig,
ikke Lore eller alle de andre! raabte en indre Stemme til ham.
— Hvad tænker De paa, Fyrste? spurte Lore, idet hun
rettede sig op, og der gik en nervøs Skjælven over hendes fine
Læber. Er De beskjæftiget med Opfindelsen af en ny Model til
en Kjole ?
Uden at gaa ind paa Lores Drilleri svarte han alvorlig: Jeg
tænkte paa, naadige Frue, at vi Selskabsmennesker dog egentlig
er saadanne Slaver af Livet, at vi aldrig kan blive frie i os selv.
Og enhver kjæmper dog hele Livet igjennem med den frie Viljes
Fordring, som altid modsætter sig Tvang. Jeg har opgivet
Kampen; men jeg misunder hine andre hvem det er lykkedes
at bevare sin Frihed.
I hans Ansigt saaes et skarpt udpræget Udtryk af smertelig
Resignation, men det varte kun et Sekund, og uden at afvente
hendes Svar snakkede han pludselig lystig væk, fortalte nogle
ondskabsfulde Historier fra Paris, som Lore tidligere aldrig
havde villet taale at høre, og var forbauset over at hun nu lo
hjertelig ad dem.
— Og jeg paastaar dog, sagde Hermann med hævet Stemme
i sin ivrige Samtale med Edda, at en Kvinde, som helliger sig
til et mandligt Kald, især til det medicinske Studium, løber Fare
for at miste noget af det som en Fe lægger paa de fleste
Kvinders Vugge.
— Og hvad er det ? spurte Edda rolig.
Han saa hende forskende ind i Øinene og betænkte sig en
Stund. — Den ubevidste Ynde. Jeg tør aabent udtale denne
Anskuelse ligeoverfor en Dame som danner en Undtagelse fra
Reglen.
— Børn, vær ikke saa lærde ! udbrød Lore, idet Edda
tilkastede hende et taknemmeligt Blik for denne Afbrydelse. Det er
virkelig uhørt — der staar begge Champagneglas endnu urørte;
jeg maa som Værtinde protestere herimod! Paa godt Venskab.
Edda drak hurtig, endnu optaget af sine egne Tanker.
En af Selskabet holdt en munter Talej en anden besvarte
den — man drak paa Lores Sundhed; ogsaa Doktor Helm vinkede
med et fyldt Glas i Haanden over til dem, og hver Gang drak
hans Datter tankeløst af den perlende, for hende uvante Vin,
væderkvægende sig ved dens Kjølighed, mens Hermann fra
Tid til anden kastede et forbauset Blik paa hende.
De Tilstedeværendes Ansigter antog efterhaanden et livligt
Udtryk; her og der hørtes en høi, munter Latter. Herrerne
trængte sig omkring Bordet for at klinke med Husets Frue; en
og anden talte ogsaa til Edda, tiltrukket af den unge Piges
eiendommelige Ydre. Vinen bragte Blodet til at strømme op i de
ellers blege Kinder, og hun anede ikke, hvor straalende skjøn
hendes Ansigtsfarve ved den sterke Glød var blevet. Man sagde
hende smukke Ting; hun kom med nogle vittige Gjensvar, som
lød noget spottende, men som dog eggede Herrernes
Opmerksomhed. Det forekom hende, som var hun ikke mere det samme
Menneske som tidligere, som var der vaagnet et nyt Væsen i
hende, hun før aldrig havde kjendt. Selskabet reiste sig fra
Bordet, og fra det tilstødende Værelse lød de lokkende Toner
af en Vals. Hun følte, hvorledes hendes Puls slog hurtigere og
hurtigere. Den elegante Officer, der netop nu talte spøgende
med hende, var hende ikke mere et ligegyldigt, fremmed
Menneske, men en Mand med et kjækt, smukt Ansigt, som hun fandt
Behag i.
Endelig bød Weynitz hende sin Arm; han og Fyrsten havde
uden forudgaaende Aftale byttet Damer. Ogsaa Hermann saa j
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
