Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 20. Lørdag 20. Mai 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
202
URD
Børnenes Spalte.
Lille Olaf.\
Olafs 17de rMai.
f laf var en sød, liden, brunhaaret og brunøiet Krøltop
paa 5 Aar. Han havde ventet saa længselsfuldt paa
17de Mai, og Dagen iforveien spurgte han sin Mor
vist 20 Gange: „Er det 17de Mai imorgen, Mama?
Du maa endelig ikke glemme at vække mig, Mama!"
Men Mama glemte nok ikke, og Gutten stod
fiks og færdig med blanke Støvler, blaa Matrosdragt og’Flag i
Haanden, med røde Kinder og straalende Øine, da det første
Kanonskud lød.
I en Fart kom han ud paa Gaden, hvor han fulgte efter
Hornmusiken, som spillede: „Sønner af Norge", idet den gik
gjennem Gaderne. Næsten alle Smaagutter og Smaapiger i hele
Byen var paa Benene, og hver Gang der blev en Stans i
Musiken, skreg de Hurra saa det klang.
Da saa Musikanterne var gaaet hjem, begyndte Børnene at
gaa i Procession paa egen Haand. Men lille Olaf blev snart
træt og faldt i Tanker, til de andre var gaaet fra ham.
Da fik han Øie paa en liden, barbent Gut, som stod og
trykked sig op til Muren af et Hus. Det var lille Peter,
Vaskerkonens Søn, som Olaf meget godt kjendte, og han blev
svært forfærdet over, at nogen kunde have glemt at tage
Støvler paa sig en 17de Mai.
Han gik lige hen til Gutten og spurgte strengt: „Hvorfor
har du ingen Støvler paa? Ved du ikke, at det er 17de Mai
idag?"
»Jeg har ingen Støvler," svarte Peter ganske skamfuld.
„Jeg har ikke Lov til at gaa ud, men jeg vilde saa gjerne se
17de Mai, jeg ogsaa."
Men pludselig^ fik Olaf den Tanke, at det skulde være saa
uhyre morsomt at gaa barbent.
„Du kan faa mine Støvler og Strømper," sa han og trak
dem af sig. Han lod Peter faa dem og dansed selv omkring
som en liden, vild Indianer paa de smaa, bare Ben.
Da han havde holdt paa med dette en liden Stund, blev
han med engang saa sulten, saa sulten! Nei, nu maatte han
nok hjem til Mama. Men Peter var borte, og Olaf sprang
sut-rende hjemover.
Det var slet ikke morsomt at gaa barbent længer.
Heldigvis var det ikke langt til hans Hjem, og Peters Mor var der
allerede med Støvlerne og Strømperne.
„Jeg havde ingen Klæder at have paa Gutten," sa hun, „og
derfor skulde han holde sig inde. Men tror De ikke, Gutten
lurte sig ud, da han hørte Musiken? De maa endelig ikke ’bli
vond paa ham, Fru Blom!"
Olafs Mama var snil; hun gav Peter pene Klæder og
Støvler og bad ham til Middag, og saa varte det ikke længe,
før han indfandt sig, straalende af Glæde og skinnende af Sæbe
i det lille, runde Ansigtet.
Da saa Barnetoget kom med viftende Faner og Flag, med
Musik og Sang og alle de glade Børn, saa fulgte Olaf og Peter
med bagefter de andre. De holdt hinanden i Haanden, og naar
de andre sang, saa sang de med, og naar de andre skreg Hurra,
saa skreg de med, til de blev ganske hæse.
Og da de havde spist Middag og drukket Kaffe af de smaa
Kopper, holdt Mama sin 17de Maitale med lille Tulla paa
Fanget.
„Du husker vel den lille Fuglen, vi havde ifjor, Olaf? Du
ved, hvor stur og stille den var, saa længe den var i Bur.
Men idetsamme den blev fri, begyndte den at synge.
Vi blev ogsaa fri den 17de Mai, derfor synger vi og skriger
Hurra, for Frihed er det bedste, som findes!"
„Var det stort, det Fugleburet, vi var i da Mama?" spurgte
Olaf.
Mama lo; hun skjønte, at hendes Tale var lidt mislykket.
Saa kom den store Procession forbi, og Mama hjalp dem
at tælle Fanerne og fortalte, hvad de skulde betyde.
Men saa varede det heller ikke længe, før lille Olaf laa i
sin Seng og drømte om viftende Flag, om Sang og Hurraraab,
og om Fuglen, som satte sig paa hans Skulder og sang:
„Kvi-vit! Kvi vit! Jeg er fri!"
Sen Vaar.
Og Kraaka gik paa Ageren;
den var gjemt i Frost og Sne.
Men Kraaka vilde bare se,
om der var langt til Vaaren.
Og fælt hun grov og sparked,
bed og rev paa bare Liv.
Men kold var Sne og Marken stiv
-der længe var til Vaaren.
Og Kraaka skreg og blaaste —
kjedt det er at leve saa!
Vor Sol faar komme; da blir Baa’
for den, som venter Vaaren.
Men Sola, hun var furten,
vilde ikke vise sig;
— du faar vel vente, du som jeg,
til frem vi er paa Vaaren!
Og Kraaka fløi til Toppen
i det store Birketræ;
der var vel godt at bo i Læ
og længte frem til Vaaren —
Men ikke gik det længe;
saa blev Kraaka gram i Hu
og tænkte: ikke tror jeg nu,
det længe er til Vaaren.
Og fælt hun skreg og raabte,
flaksed, dansed rundt i Bing
og indbød til et Kraaketing
at snakke om den Vaaren.
Og rundt fra alle Kanter
Kraaker kom og Kaier med;
ja Korpen selv vil ha Besked
om denne sene Vaaren.
De grov og saa og spurgte,
skreg og havde svare Stræv.
Men ingen vidste, hvor der blev
af denne vakre Vaaren!
Da kom en gammel Kraake,
Bedstemor i sjette Led.
Hun mente mangt, men var ei ræd,
at aldrig det blev Vaaren. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
