Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 21. Lørdag 27. Mai 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
210
URD
Edvard:
Saa — aa?
Fru Harder:
Ja. Han havde engang git mig sit Ord. — Og
det maatte absolut holdes, fandt han. (Leende) *
Jeg har forresten rent glemt at takke ham for det
.... Ja — nu er det for sent, desværre!
Edvard:
Hys . . . Respekt for Døden! ved Du.
Fru Harder:
Respekt for Livet! Sviger.
Edvar d:
Naa — et godt Hus og Hjem er da heller ikke
at foragte — »
Fru Harder: (ler og tar nogle
Dansetrin henover Gulvet)
Vil Du fornærme mig, Sviger? —’Hus — aa
Gud! Detcer skrækkeligt at gifte sig med et Hus, Du.
Edvard: (smilende)
Og jeg, som tog Dig for det lykkeligste og gladeste
Menneske paa Jorden, Svigermor.
Fru H a r der :
Jeg har leet mig fra meget i Livet, Edvard. —
— Men Kjersti, hun skal være saa lykkelig, at hun
har Raad til at graate —
10. Scene.
(Kjersti. De forrige.)
Kj ersti:
Goddag, Mama. Goddag igjen, Edvard. — Du
— jeg fandt paa at be de andre spise Middag her.
Det er hyggeligere end paa Grand, ser Du ... .
•Edvard:
Naturligvis. — Det er sandt, — jeg har lidt
travlt idag, — Du tar vel ikke ilde op, om jeg spiser
i Byen?
Kjersti: (med tvungen Latter)
Som Du behager. — Jeg skal vist ikke plage Dig.
Edv ar d:
Nei, vi plager ikke hinanden, Kjersti og jeg.
Kjersti: (som ovenfor)
Jo, det er netop det, vi gjør. — —
Fru Harder: (ser paa hende)
Ler Du ogsaa, Barn!
(Kjersti kaster sig hulkende
om hendes Hals)
Edvard: (farer frem, som for
at ta hende i sine Arme)
Men hvad er det, Kjersti ?
Fru Harder:
Hvad gaar der af Dig, lille —
Kjersti: (tørrer Øinene)
Ingenting — det bare kom slig over mig —
Edv ar d:
Nu skal Du jo lia Middagsselskab, saa blir Du
nok opkvikket, skal Du se.
Kj er st i:
Aa Gud, aa Gud!
Fru Harder: (kjærligt)
Er Du trist, Kjersti? Er der noget, Du er
bedrøvet for — savner —
Kjersti:
Savner — ja, Mama, — deri stikker det! —
Jeg savner alt ... . undtagen Dig —
Fru Harder: (forskrækket)
Men, Du store Gud, — (som et Lys gaar op for
hende) Ja, naturligvis, — jeg forstaar. — Du savner
— hm . . . nogen smaa at stelle med . . .
Kj ersti:
Nei, nei . . . ikke det.
Edv ard:
Vi maa finde paa noget at distrahere Dig med.
Noget, som kan opta Dig ordentlig . . . Vil Du
holde Bal?
Fru Harder:
Lad hende heller reise lidt, komme i fremmede
Omgivelser, — det hjælper paa Uroen indi en —
Kjersti:
Nei, nei . . . jeg vil være her. (Pludselig) Reise,
sagde Du? Jo, — lad mig faa reise — (sagte) Saa
maa han da savne mig.
Edvard:
Hvad siger Du om en liden Trip til — — ja,
men Du mangler Reisefølge —
K j ers t i:
Reisefølge, — aa, det behøves ikke. (Prøvende)
Det er sandt. Rist reiser til Kjøbenhavn paa Lørdag,
— kanske kunde jeg —
Edvard:
Ja, naturligvis. Prægtigt. Saa er vi trygge for,
Du har godt og fornøieligt Følge.
Kjersti: (ler koldt)
Ja, det er sikkert, det blir fornøieligt. Kanske
lidt vel morsomt — Rist er en af mine varmeste
Tilbedere fra gammel Tid af, ser Du.
Fru Harder :
Hm . . . Tror Du egentlig, unge Fruer har
godt af at faa til Vane at være sammen med slige
Kurtisører, Edvard . . .
Kjersti: (bittert)
Kjære, Du kan da vide, Edvard er altfor
overlegen til at bemerke, cm nogen gjør Kur til hans
Hustru.
E dv ard:
Forstaar sig — Hovedsagen er, at Du morer
Dig og er . . . (Sagte, idet han hidsig rusker i
Aviserne paa Bordet) Jeg mener, Satan rier mig! . .
En kan bli rent flau over sig selv–Det manglede
bare, at jeg var nederdrægtig nok til ikke at unde
hende den Reise —
Fru Harder: (til Edvard)
Ser Du — Kvindens Kjærlighed er som en vild
Fugl. Aabne Døren, og den farer bort!
Edvard: (smilende)
Men stæng den i Bur — og den hentæres, staar
der skrevet.
Kjersti: (ivrig)
Gi’ den Sukker, lok paa den, elsk den — og
Fuglen flyver jublende om i Stuerne — (tar sig igjen)
— Der er vist Gjesterne . . (springer mod
Entrédøren, som hun aabner paa Klem).
Edvard: (sagte til Fru Harder)
Det er netop Sagen. At være god, — god og
hensynsfuld nok ! mod slig en liden finstrenget
Fugleunge . . . Hvorfor vi bider Tænderne sammen og
lar Kjersti drage, — — skjønt vi vil savne hende
haardt, Du.
Kjersti: (kommer tilbage fra
Døren)
Nei, det var ikke dem alligevel.
(Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
