Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 22. Lørdag 3. Juni 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
217
staat den Fars Smerter, der ser sine Børns Skjæbne i Hænderne
paa samvittighedsløse Formyndere?
Slumpetræffet eller kanske rettere Amnestien førte disse to
Mennesker sammen i Paris faa Maaneder efter. Valles kunde
endelig se dette Paris i Øinene som en Gang havde
proklamert ham som en Forræder, og hans unge Elev fra den
belgiske Hovedstad generte sig ikke ved i ham at erkjende en
Lærer og Far.
Den Periode var naaet i hendes Udvikling da hun skulde
linde sin Plads og sin Lærer. Hendes Plads var inden
Journa-listiken, hendes Lærer Valles.
Kommunist-Journalisten havde i Juli 18S0 opsøgt Familien,
som han havde lært at kjende i Bryssel, og budt den unge
Kvinde, for hvem han allerede var Hjertets Drot, sin erfarne
Ledelse som Journalist. Han udgav et socialistisk Blad, Le
Revéll, og den unge Dame kunde faa Ansættelse som hans Sekretær.
— Hvilken Skandale! raabte Familien. En vel situert
Dame gaa over til et Socialistblad som en anden Overløber! Nei!
Og et kategorisk Veto reiste sig mod hende.
Det var da hun foretog sit sidste Befrielses forsøg, og denne
Gang skulde det lykkes. Hun gik ind paa sit Værelse og skrev
nogen Ord til Valles.
— Jeg dør, skrev hun, fordi jeg kun er en Kvinde, mens
der i min Sjæl brænder en mandlig Nidkjærhed. Og da disse
Ord var nedskrevet, skjød hun sig en Revolverkugle gjennem
Brystet.
Et halvt Aars Rekonvalescents samt Familiens Eftergivenhed
fordredes for at berede hende Adgang til den Bane til hvilken
hun i sin inderste Sjæl følte sig kaldet. Hun blev Valles Discipel,
ikke blot som Journalist men ogsaa som Samfundsfilosof. Hendes
Sjæl aabnede sig lidt efter lidt for mere vigtige
Samfundsspørs-maal, hendes Stil blev sikrere, modnere og personligere, og da
hun en trist Februardag i 1885 havde lukket Mesterens i Døden
brustne Øine, fandt hun sig selv staaende ene som hans
Arvtagerske, som Direktør for „Le Cri du Peuple". Virkeliggjørelsen
af hans sidste og kanske ogsaa bedste Tanke.
M.me Séyerines Socialisme, som kom til Udtryk og vandt
en fast Form i bendes Artikler i „Cri du Peuple", var kanske
ikke saa doktrinær som hendes Meningsfæller, blandt hvilke der
var flere „Veteraner" og „Martyrer", kunde have ønsket, men
den havde den Fordel at den var overbevisende og let
tilgjæn-gelig ved den Varme der besjælede den.
Den Dogme der af den ægte Kvindelighed overføres i Livet,
gjør den sikreste Propaganda — dette var ialfald den unge
Socialistredaktørs Overbevisning og Erfaring. Hertil kom ogsaa,
at hendes sterkt udviklede Oppisitionslyst ikke tillod hende at
gaa i eller underordne sig nogen Skole. Følgen af det Hele var,
at hun blev forladt af sine Venner paa en Maade som knapt
geraadede disse til Ære, andre Ting stødte ogsaa til, og Valles
sidste Værk og eneste Arv til sin trofaste Discipel gik sin
Undergang imøde.
Med den journalistiske Rutine M.me Severine allerede havde
forhvervet sig, og det glimrende Forfattertalent hun havde lagt
for Dagen, stod dog snart de første Blade aabne for hende. Og
hendes, kolossale Arbeidsevne strakte til for alle som vilde pryde
en Artikel med hendes Signatur. Paa en Uge har man i de
senere Aar kunnet læse Artikler af hende, spirituelle Artikler
vel at merke, i Blade af saa forskjellig Farve som Le Figaro, Le
Gau-lois, La Presse, Le Jour, Gil Blas, L’Eclair og Le Petit Journal.
Undertiden blev der en Brydning her og der. Saaledes blev
sidstnævnte Blad hende en vakker Dag altfor „dyrt". Da skyndte
Le Journal sig at byde hende Engagement, og i dette Blad læser
man ofte superbe Kauserier af Séverine, som i Dreyfusspørsmaalet
har taget et vidt forskjelligt Standpunkt fra Bladets eget.
Noget saadant skulde ikke kunde hænde, om man ikke inden
Journalistverdenen havde fundet at M.me Séverines Elasticitet
med Hensyn til Opfatninger netop var hendes Styrke som
Journalist og i sin Bund beroede paa en absolut Uafhængighed.
Man forundrer sig dog over, at den samme som i 1887 hjalp
Paktlowski, der paa Hotel de Bade i Paris myrdede General
Seliverstoff, til at flygte og varmt forsvarte ham, tre Aar senere
i Pressen kjæmpede en haard Dyst for Hertug Filip; at den som
havde beskyttet Kommunister og andre fra et haardt dømmende
Samfund udstødte Individer, ikke generte sig for at træde inden
Skranken for en General Boulanger og hans Elskerinde under
deres Lidelsers Dage. Løsningen til den Slags Modsætninger
finder man kun i den ægte, dybe Kvindelighed. —
Hemmeligheden til den Indflydelse hendes Artikler udøver paa den
almindelige Opinion er den, at de er skrevet med et barmhjertigt Hjerte.
M.me Séverine skulde kunne fylde et helt Værelse med alle
de Skrivelser hun har faat fra fattige, forladte Væsener i
Verdensstadens Ørken, og naar hendes Tid ikke er optaget af det Arbeide
hvormed hun selv fortjener sit daglige Brød, er hun paa
Streiftog i alle Paris’ Afkroge for selv at forvisse sig om alle disse
tusind Betleres virkelige Stilling Ofte indkommer der paa
hendes Opraab i de store Blade store Summer til Fattige.
Forleden Dag saa jeg dog i Le Journal en liden Notis, undertegnet
Séverine, der lød som en ydmyg Bøn fra et Menneske der er
meget træt:
— Jeg beder, skrev hun, om en Tid at faa slippe de
Bønskrifter jeg ellers saa gjerne modtager. Til „Louise" har jeg
faat 125 Francs, til „Fattig Moder" 300 Francs, til „Den
hjælpeløse ved Templet" 90 Francs. Disse Summer kan afhentes hos
mig; men nu kan jeg ikke paa en Tid besvære dette Blad med
flere Opraab af samme Slags, og selv behøver jeg en Smule Hvile.
Men som om hun angrer sig over en Haardhed hun har
begaat, tilføier hun: I den nærmeste Fremtid skal jeg forsøge
at hjælpe de andre hvis Skrivelser jeg endnu ikke har besvart.
* *
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
