Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 24. Lørdag 17. Juni 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
232
URD
været det, om jeg ikke havde været saa optaget med
min Kunst. Mine Lærerinder kunde ikke faa lært
mig noget, thi al den Tid jeg kunde stjæle fra mit
Arbeide, benyttede jeg til at tegne og male. Da
Monsieur Bonheur modtog den ene Klage efter den
anden over at hans Datter ikke vilde gjøre noget
andet end tegne, og at „Kunsten syntes at være en
ren Lidenskab for den unge Dame", begav lian sig
en Dag op i Pensionatet for at forvisse sig om, hvad
Slags Tegninger det var Lærerinderne beklagede sig
saa over. Han blev imidlertid saa overrasket over
hvad han saa, at han straks tog Rosa ud af Skolen
for at lade hende studere videre under sin egen
Ledelse.
De Dage som nu fulgte var nogen af de
lykkeligste i Rosas Liv. De var haarde nok for en saa
ung og livsglad Kvinde; men hun tog Arbeidet med
samme Alvor dengang som senere i sit Liv, og hun
tillod ikke noget at gribe forstyrrende ind i hendes
Studier. Dyrelivet var det der dengang som i de
senere Aar interesserte hende mest, og intetsteds
syntes hun at kunne studere dette bedre end paa
Paris’ store Slagterier. Det maa have staat haardt
paa for en liden
Pige paa
femten Aar at
besøge Steder der
enddog fyldte
Mænd med
Skræk, særlig
naar man tager
Rosa Bonheurs
storeKjærlighed
til Dyr i
Betragtning.
Det ædle
Barns Iver,
skriver en der kjendte
hende i hine
Dage, var
aldeles mageløs.
Ingen Opofrelse
var hende for
stor. Hun gjorde
sine første Studier i de store Slagterier. Tvunget til
at slaa sig ned i et eller andet smudsigt Hjørne,
kunde hun i den lyse, deilige Sommer tilbringe Dag
efter Dag paa et sligt afskyeligt Sted, indtil hun var
færdig med sit Arbeide. En underlig Kontrast mellem
den livsglade unge Pige, de raa, brutale Mænd og
Dyrene for hvem Slagterens Kniv allerede var slebet!
I Begyndelsen var disse Besøg en frygtelig
Lidelse for den unge Kunstnerinde. Hun var udsat
for Slagternes raa Spøg og Fornærmelser, og mange
af dem syntes at finde en særlig Fornøielse i at
udfolde for hendes Øine al den Rædsel der var en
Følge af deres Haandlering. Da tog imidlertid en
fortræffelig ung Mand, hvis specielle Beskjæftigelse
det var at skolde Kalvehoder, hende under sin
Beskyttelse, og Rosa Bonheur har siden ofte talt om
den venlige Eugene Grav elie, der saa mangen god
Gang kastede Forklædet af sig og smøgede op
Ærmerne for at gribe ind og forsvare hende
ligeoverfor de raa Kamerater. En heroisk Kamp
udkjæm-pedes i hine Dage i det store Slagteri, en Kamp som
kunde have tjent mangen Digter som Sujet.
Det var i hine Dage da den bekjendte St. Simon
optraadte med sine humanitære Ideer. Blandt hans
Le Labourage Nivernais.
mest ivrige Tilhængere var Rosas Far, og det var
paa de Møder Simonianerne holdt, og hvorhen Rosa
ofte fulgte Faren, at hun først traf Felicien David,
der senere skulde blive til saa stor Hjælp baade for
hende og for hendes Brødre. Her var det ogsaa hun
traf den senere saa sørgelig bekjendte Ferdinand de
Lesseps, der lige til det sidste var en af hendes mest
ivrige Beundrere.
— Jeg har kjendt Rosa Bonheur i næsten femti
Aar, sagde de Lesseps engang til en Engelskmand,
og jeg har aldrig forandret Opfatning med Hensyn
til hendes Geni. Jeg har hele Tiden vidst, at hun
vilde blive en af Frankriges Stjerner.
— La grande Françaice, sagde
Engelskmanden.
— Ganske vist, svarte Lesseps, og jeg forstaar
ikke, at Franskmændene kan tillade dere
Engelskmænd at føre alle hendes Mesterværker ud af Landet.
De vil engang komme til at angre det. Men dere
Englændere, og eders Fættere Amerikanerne, berøver
jo Frankrige alt hvad der kan have noget Værd. De
tager al vor Champagne, De tager vor bedste
Kog-nak, De tager vore bedste Kokke, og De kan ikke
engang lade
vore Malerier være
i Fred–-.
— Og
alligevel er det
lykkedes Frankrige
at beholde Rosa
Bonheurs
bedste Billede, „Le
Labourage
Nivernais", bemerkede Englænderen.
— Ja
heldigvis, sagde den
gamle Herre
begeistret. Og
kjender De
Historien som er
forbundet ined
dette Billede?
Da den stakkars Bonheur laa paa sit Dødsleie —
— det var i 1849 — bad han at „Le Labourage
Nivernais", der var det sidste hans Yndlingsdatter havde
malt, skulde blive ophængt over hans Seng. Da
han en Stund havde ligget og betragtet Billedet, reiste
han sig pludselig. Et Smil bredte sig over lians
Ansigt; han tog Datteren i sine Arme, og idet Farens
Stolthed og Kunstnerens Glæde lyste ud af hans
Øine, sovnede han ind. Hvilken Glæde for Rosa,
der hang ved sin Far med en saa inderlig
Kjærlighed, at vide at hun havde gjort sin Fars sidste
Øie-blikke saa lyse og lette! —
Mademoiselle Bonheur havde gjort alt hvad der
stod i hendes Magt for at hjælpe sin Far med at
lede de to Brødres, Auguste og Isidore, samt
Søsteren Juliettes Studier. De gjorde ogsaa alle tre
Karriere, og naar de senere udstillede sine Malerier,
satte de altid sin Ære i at indføre sig selv i
Katalogerne som „Raimond og Rosa Bonheurs Elever".
(Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
