Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 26. Lørdag 1. Juli 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
un D
253
Fredag og tigger. Kl. 3 blev Porten aabnet for 14
Koner og en Mand. Stakkels gamle, fattige, fillede,
skrøbelige Folk! Under et blomstrende
Voandelaka-træ blev de placerede; store Palmeblade tjente som
Bord, Dug og Tallerkener og de spiste med Skeer
af Palmeblade. Lige under Træet sad Borckgrevinks
og vi Lærerinder, foran os havde vi en Krans af
gamle, skidne Koner, bag os en Krans af straalende
Barneansigter med Øine saa vakre og klare. Foran
os havde vi Fortiden med Hedendom og Usselhed,
bag os havde vi Fremtiden med Kristendom, Lys
og Styrke. Jeg maatte tænke paa, hvilken Forskjel
der dog var paa disse to Kranse og hvilken stor
Gjerning det er at faa være med at samle ind lidt
til Guds Rige.
I 1891 skriver Fru B. i et Privatbrev: Fredrikke
er fremdeles en flink snil liden Pige, der gjør os
Glæde. Maatte Herren faa bevare hende i sit
Samfund! Vi kunne plante og vande, men Herren maa
give Veksten. Vi har nu ialt 91 Børn paa Asylet,
det er en stor Skare. To af vore Børn er netop
dragne ud til de mørke Steder, de ny Missionsmarker
Bapa og Manombondro. Maatte d^ blive til
Velsignelse derude. Paa Østkysten er der allerede før 6
af vore Børn, deraf de to gifte med Lærere af den
anglikanske Mission og en er Lærerinde ved et Asyl
for Betsimirakabørn. Rundt om i Betsiléo og Imérina
er jo nu en hel Mængde af vore gifte Døtre spredte,
og Gud ske Lov, om de fleste faar vi godt
Vidnesbyrd. Det er jo vort Haab, at fra disse smaa Hjem
skal der udgaa Lys i det omgivende Mørke".
Bedre end vor Beskrivelse vil kunne det, viser
disse smaa Uddrag, hvilken Betydning dette
Kvinde-arbeide har havt og fremdeles vil have for det
ma-dagassiske Folk. Ogsaa Asylet liar lidt under Krigens
Rædsler, da de franske indtog Hovedstaden, forlod
næsten alle Europæere Byen, men Dr. Borchgrevink
og Frue kunde ikke flygte med sin store Barneflok,
de overgav sig i Guds Haand og blev i sit Hjem.
I Oktober 1896 fortæller Fru Borchgrevink om
Hovedstadens Indtagelse, hun skriver:
— — I Løbet af Dagen anlagdes der Batterier
og plantedes Kanoner rundt om Byen. Paa selve
Slotsmuren saa vi 12 — 14 Kanoner, hvis Munding
rettedes mod Residentsen, der er lige tæt ved os.
Det saa stygt ud, thi saa nær, som vi er Residentsen
kunde ligesaa godt vort Hus rammes, som dette.
Men vi havde intet andet at gjøre, end paany
overgive os i Herrens Haand, og han tog naadig al Frygt
fra os og lod os beholde Frimodigheden. Fredag
forløb dog noksaa roligt. Lørdag Morgen hørte vi
Kanonerne nærmere. I Morgenandagten fik vi det
Ord: „Herrens Engle leire sig trindt omkring dem,
som ham frygte og frier dem", og saaledes var det
saa ofte i de Dage, vi fik hvad vi trængte. Om
Eftermiddagen kom en Kone, Marcellinas Mor og
kastede denne lille 12 Aars gamle Datter ind til os:
„De Franske kommer, jeg maa flygte, her er Eders
Barn", og dermed løb hun. Natten forløb rolig.
Søndag begyndte Kanoner og Geværild og kom
nærmere og nærmere. Her var ingen Gudstjeneste i
nogen Kirke, men vi havde en velsignet Gudstjeneste
med alle vore Børn og Tjenere i vort store Skole-
værelse.–Mandag Kl. 1 løsnede de første Skud
fra Slottet og de besvaredes øieblikkelig med
Bombekastning fra de Franske; fra vor Veranda saa vi
Bomben falde indhyllende Slottet i en Støvsky; men
vi vidste, hvad der maatte foregaa nede i Støvskyen;
thi hele Slotsgaarden var propfuld af Mennesker.
De franske viste stort Maadehold; thi de kastede
ikke Bomber oftere, end der fyredes fra Slottet.
Klokken 372 heisedes det hvide Flag fra Toppen —
det var vemodigt gribende at være Vidne til
Madagaskars Fald, Tabet af dets Uafhængighed. Men
Herren ser jo bedre end vi, hvad der tjener til Folkets
Bedste.
Tilsyneladende er alt her noksaa roligt, men
det gjærer paa Bunden af Folkedybet. I forrige
Uge, da vore Børn var oppe til Bibellæsning raabtes
der paa Gaden til dem, at alle der boede hos
Europæere skulde dræbes sammen med disse. Jeg er
ikke istand til at. tro, at nogen vil gjøre os noget.
Tilslut nu et lidet Ord fra en af Asylets
Lærerinder : Midt i al Ængstelse og Uro ude paa Mada
gaskar, er der dog paa Antsaliamanitra (Asylet) blevet
feiret en stille fredfuld Fest, idet det den 15de Febr.
var 25 Aar siden Dr. Borchgrevink og Frue begyndte
sit Asyl. Børnene selv havde faat den Tanke, at de
saa gjerne vilde overraske Mama og Papa med noget
paa den Dag, og saa skrev en af de ældre til alle
Husets Døtre, som var spredt om i Betsileo og spurgte,
om de vilde være med. Det var ganske rørende at
læse de mange Breve, som kom. fra de gifte Døtre,
de takkede saa, fordi de fik Lov at være med og
smaa Bidrag strømmede ind.
Endelig oprandt den 15de straalende skjøn, saa
gjaldt det at pynte op, Festen skulde begynde Kl.
IOV2. Følg nu med ind i Skoleværelset, da vil du
træffe mange gamle Venner, liar ikke Smaapigerne
faat det festligt med Blomster, Bregner og duftende
Roser? Der sidder de nu paa Gulvet, de store i blaa
Kjoler de smaa i hvide, alle straalende og
forventningsfulde. Se paa de to smaa derhenne som
haien Rose fæstet i sin livide Kjole, de skal faa bringe
de smaa Gaver frem til Papa og Mama og føler det
naturligvis som en stor Ære; den ene er høiadelig,
den anden af Slaveslægt, begge fri og lykkelige smaa.
Johanne Grete den ældste af Børnene bærer
en stor Pakke, det er et Kjoletøi til Mama, vævet
her paa Gaarden. Se lien i Klyngen, der ser du
mange af Husets ældre Døtre med sine Mænd.
Men nu er det paatide at sende Bud efter Papa
og Mama. Vi reiser os alle og synger: Nu takker
alle Gud — —. Saa staar Pastor Samuel frem og
taler til Hædersparret, takker for trofast Arbeide.
Saa synges den 125de Salme: Hvo som saar med
Graad skal høste med Frydesang og bære sine Neg.
Nu reiser Elisabeth sig og læser op Børnenes Ord
til Papa og Mama, de var meget gribende. Saa
kommer Børnene med Gaverne, men her kom noget,
som var aldeles udenfor mit Program, fik ikke jeg
ogsaa en nydelig Brosche og et Kjoletøi. —
Endelig reiste Papa sig, han talte varmt og
gribende, nævnte alle, som havde været med i Arbeidet,
ydmyge og kjærlige faldt Ordene, der var ikke meget
af, hvad jeg har gjort der. — — —
Om Eftermiddagen kom de Norske. Jakobsen
mindede om alle Herrens Velgjerninger i disse 25
Aar. Der blev talt om den lille Begyndelse med 12
Børn, hvordan nu det lille Frø er blevet et stort
Træ med mange Grene ud over Missionsmarken.
Hvor jeg maa beundre Borchgrevinks i dette
taal-modige Arbeide i saa mange Aar. At Mama aldrig
taber Modet, men altid med freidigt Sind tager op
Arbeidet her med alle disse Børn, det har ofte været
en mægtig Spore for mig til at være tro i det smaa.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
