Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 27. Lørdag 8. Juli 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
264
URD
til 152 Elever med 7 Lærere. Omtrent samtidig
med Udvidelsen indførtes Musikaftenerne, hvorlil
Eleverne med sine Paarørende havde Adgang, og
disse Musikaftener har stadig været den bedste og
paalideligste Prøvesten saavel for Skolens som for
Elevernes Standpunkt og Udviklingsdygtighed. —
I Vaaren 87 døde gamle Ludw. Lindemann —
til stor Sorg for Sønnen, der herved mistede sin
bedsle Støtte. Samtidig blev Husleien saa meget
paalagt, at det ikke kunde la sig gjøre at bli i det
gamle Lokale, og Skolen maatte nu i 4 Aar ta
tiltakke med tilfældigt Hus, først i det gamle
Teknikrum, senere i Universitetsgaden, hvor den maatte
ha fælles Lokale med en Gutteskole, hvad der
naturligvis ikke altid var ublandet behageligt. Endelig
i 1891 saa Lindemann sig istand til at skaffe Skolen
eget Hus, idet han kjøbte Nordal Bruns Gd. 8, hvor
Konservatoriet nu raader over 3 Etager med
hyggelige, tidsmæssige Undervisningslokaler foruden Bolig
for Vagtmesteren. —
Konservatoriet frekventeres nu af 400 Elever og
beskjæftiger 27 Lærere og Lærerinder i de
forskjellige Fag. Naar man ser tilbage paa den beskedne
Begyndelse for 16 Aar siden, vil man forstaa, at
lier er nedlagt Mands Værk og Mands Arbeide, og
at Lindemann her har tat et Løft, som faa ei
leiingen vilde kunne gjøre ham efter.
Skolen nyder nu en aarlig Statsunderstøttede af
2000 Kr., har et Bidrag af Brændevinssamlaget paa
1200 Kr., samt de oprindelige 200 Kr. om Aaret af
Kongen til Fripladse. Men dette er jo lidet eller
intet i Forhold til Konservatoriets landsgavnlige
Virksomhed og i Forhold til, hvad Staten i andre
Lande yder lignende Institutioner. Dog — Peter
Lindemann har i hele sin Konservatorievirksomhed
vist en saa udholdende Taalmodighed og alsidig
Offervillighed, at den sikkerlig engang maa bli
belønnet. Ialfald gjør han sig daglig saa fortjent af
Ungdommens musikalske Udvikling, at han og hans
Skolegjerning vil staa som en af Mærkestenene i
vort Musikliv.
Og ikke alene som Lærer og Administrator,
men ogsaa som Komponist er han kjendt hele Landet
udover.
Hans Salmemelodier og Orgelpræludier saavel
som hans musikalske Lærebøger vidner i lige høi
Grad om hans Grundighed som om hans musikalske
Begavelse. —
Maatte hans stilfærdige, intense Arbeide, hans
sjeldne Taalmodighed og hans enestaaende Energi
linde tilstrækkelig Paaskjønnelse, og maatte de unge
ikke glemme, hvor meget norsk Musikliv liar denne
utrættelige Foregangsmand at takke for.
Thora Lundh.
Brødrene.
(Oversat fra Tysk).
(Forts.)
midlertid betragtede Hermann sin Ledsagerinde taus fra
Siden af. Uvilkaarlig maatte han tænke paa hin Aften
* hos Svigerinden. Det forekom ham, som om denne
Edda var en ganske anden Person. Den hele Scene
stod tydelig for ham, han erindrede det Øieblik da
hun besvimte; den Uret han dengang begik ved at
kysse den Hjælpeløse, syntes ham dobbelt stor i denne Stund,
da de sad sammen her i fortrolig Ensomhed, og idet han fulgte
en uimodstaaelig Tilskyndelse, sagde han: Ved De, at jeg
har noget at bede Dem om Tilgivelse for, en stor Uret som jeg
har begaat mod Dem ?
— Har De? spurte hun forundret, idet hun langsomt vendte
sit Ansigt mod ham. Har De en Uret at afbede hos mig?
Da hun vendte sig mod ham, støttede hun Haanden mod
Mosdækket og kom herved til at børøre hans uden at ville det.
— Ja, svarte han, idet han sænkede Bilkket for de mørke
Øine den unge Pige fæstede paa ham, og Hjertet slog med sterke
Slag da han tilføiede: Ja, en Uret I Kan De endnu erindre, at
jeg hin Aften hos min Svigerinde førte Dem ud i et Sideværelse?
— Ja, og jeg blev afmægtig.
Hun følte sig underlig tilmode, thi Hermanns Stemme og
hele hans Maade at tale paa var anderledes end sædvanlig. Idet
han borede Spaserstokken dybt ned i den tørre Sand, vedblev
han: Da jeg dengang bøiede mig ned over Dem, for at se
hvorledes De havde det, da kyssede jeg Dem I
Der blev ganske stille, og Hermann vovede ikke at se op,
dog bemerkede han hvorledes hendes Fingre sluttede sig fast
omkring nogle Græstuster, der stod ved Veikanten; men ingen
Stavelse kom over hendes Læber, og ingen Lyd hørtes!
Forsigtig og frygtsom saa han endelig op; hun sad med
sænket Hode og Blikket fæstet mod Jorden, mens der blinkede
Taarer under de mørke Øienvipper. Derpaa begyndte Draaberne
at rinde langsomt nedad Kinderne.
— Edda! hviskede han, kan De tilgive mig Edda?
Da saa hun op — var det Vrede eller Smerte, Glæde eller
Bebreidelse, som laa i dette Blik? Hermann formaaede ikke at
tyde det; han følte kun en uimodstaaelig Trang til at trygle om
hendes Tilgivelse og kastede sig bedende ned for hendes Fødder.
Hvad der derpaa skede — det vidste han ikke. Men pludselig
laa hans Hode i hendes Skjød, og hendes Hænder strøg
kjærtegnende hen over hans blonde, krøllede Ha^r, idet lian følte
hendes Aande paa sit Øre.
— Edda! Edda! Jeg elsker dig!
— Du! Du elsker mig? Det var som et Skrig, et
Jubel-raab der lød gjennem Stilheden. Hun trykkede sine Læber mod
hans, og slyngede Armene om hans Hals, idet hun henrykt
fremstødte: Kys mig, kys mig atter Hermann! Ak, hvor han følte
sig sikker og tryg, omsluttet af denne unge Piges Arme! Det
forekom ham, som blev han loftet op paa Skyer, og alt jordisk
sank ned under ham.
— Jeg elsker dig, Hermann. I hele Verden ingen uden dig!
fremstammede hun. Jeg vil være din Hustru, jeg tilhører dig
ganske med Liv og Sjæl!
Aftenskumringen begyndte allerede at sænke sig ned over
Skogen, og Trostens Aftensang lød fra Kratskogen da Hermann
og Edda Haand i Haand begav sig paa Hjemveien.
— Jeg er bange for Menneskene, hviskede Edda, idet hun
trykkede sig tættere ind til ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
