Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 27. Lørdag 8. Juli 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD 265
__t__
Der laa et aandsfraværende Udtryk over hans Ansigt; han
svarte ikke, og da de stansede ved Udkanten af Skogen, der
hvor Stien førte ud i det fri, sagde hun: Kys mig endnu engung
Hermann!
Det var som kunde hun ikke løsrive sig fra hans Arme eller
undvære hans Kys. Da blev hun pludselig taus og ordknap og
undgik sky enhver Berøring af hans Hænder, mens hun gysende
og med blege Kinder sad ved Siden af ham i Sporvognen.
— God Nat, Hermann, det er bedst at vi skilles allerede nu!
sagde hun, da de var kommet til hendes Hjem.
— Som du vil Edda! Sov godt! God Nat!
Hermann gik som i Drømme da han vandrede hjemover.
Var dette Lykke? Ja, det maatte det være!
Som ved et Tordenslag blev han revet ud af den usædvanlige
Stemning, da hans Tjener ved Hjemkomsten overrakte ham et
Telegram, som allerede var ankommet om Eftermiddagen. *
— Kom saa hurtig som muligt! Deres Far alvorlig syg,
lød det, og nedenunder stod den gamle Huslæges Navn.
Om to Timer gik det første Tog, som kunde bringe ham
til Hjemmet. I flyvende Hast skrev han en Ansøgning om Orlov
og pakkede de nødvendigste Sager sammen, men saa havde han
endnu en evig lang Time igjen, inden han kunde komme afsted.
Hvad skulde han tage sig til i den Tid ?
Da faldt det ham pludselig ind, at han maatte skrive til
Doktor Helm og bede hain om hans Datters Haand. Egentlig
havde han ment først at ville indhente sin Fars Samtykke, men
nu ? Hvem kunde vide, om han vilde finde denne levende ved
Ankomsten til Hjemmet? I nogle faa simple Ord meddelte han
Doktoren sin Forlovelse og bad om hans Samtykke, men allerede
mens han skrev, kom han til at tænke paa, om hans Stilling
vilde blive saaledes, at han turde beile til en ung Pige, og gjøre
en ubemidlet Brud til sin Hustru. Og pludselig forekom denne
Kjærlighed ham saa barnagtig. Han skammede sig næsten over
ikke at have overtænkt dette tidligere; men det var kommet
over ham, uden at han paa Forhaand havde tænkt alvorlig over
Sagen. Og dog, var ikke alle disse Betænkeligheder smaalige?
— Jeg elsker hende saa høit, mumlede han, idet han atter
tydelig saa hendes straalende lykkelige Ansigt, da hun slyngede
Armene om hans Hals. Ja, han elskede hende, denne Edda, og
bevæget følte han hvorledes en sterk og tillidsfuld Følelse af
Lykke vaagnede i hans Hjerte, en Følelse som heller ikke forlod
ham under hele den lange, trættende Jernbanefart. Det forekom
ham, som om Eddas Kys først havde vakt alt godt tillive hos
ham, og idet han tankefuld saa ud af Vinduet hen over det
skiftende Landskab, hviskede han hendes Navn. — —
Den gamle Weynitz var ikke længer mellem de Levende, da
han naaede Hjemmet, og Sønnens Taarer faldt paa den Dødes
kolde, stive Hænder Bruno havde ikke kunnet komme, da han
var paa en Tjenestereise, og heller ikke Lore, fordi hendes lille
Gut var blevet syg. Saaledes var Hermann den eneste nære
Slægtning der gik ^efter Kisten, som han engang tidligere,
støttende den dybt nedbøiede Far, havde ledsaget den døde Mor til
hendes sidste Hvilested. Fra alle Kanter var der strømmet
sørgende Venner, Bekjendte, Afsendinge fra Foreninger og
Selska-•ber. Der blev holdt mange Taler ved Graven, maa roste den
Afdødes ædle. Tænkemaade, hans ridderlige Handlemaade og tro
Pligtopfyldelse. Selv fra Landsfyrsten kom der
Kondolations-skrivelse og Krans.
Alle Bekjendte behandlede Sønnen som den afdøde Fars
Efterfølger; man tilbød ham de Stillinger og Æresposter Faren
havde indehavt, som var det en selvfølgelig Sag, at Sønnen traadte
ganske i Farens Sted.
Det forekom ham, som var han vendt tilbage til sit rette
Hjem fra en anden Verden, og at han i de sidste Maaneder i
Tanke og Gjerning havde været utro mod det Sted som engang
havde givet ham alt han i de første Tider af sit Liv behøvede
for at være lykkelig. Han tænkte og overveiede og indsendte
saa beslutsom sin Ansøgning om Afsked. Ikke engang Edda
spurte han tilraads i denne Sag.
Saa fulgte Dage optaget af strengt Arbeide. Ordningen af
Dødsboet lagde Beslag paa alle hans Kræfter, og snart blev det
ham klart, at han havde overtaget en Arv som truede med at
flyve bort for alle Vinde. Der var Uorden i Forvaltningen og
intet Regnskab over Indtægter og Udgifter. Han forstod, at kun
ved en sterk Anstrengelse fra hans Side, var det mulig at bringe
saavidt Orden i Tingene at Godset muligvis kunde bevares og
atter bringes paafode.
Trods alt følte han sig besjælet af en glad Bevidsthed om
at have Kraft til at udføre, hvad der paalaa ham. Det skulde
snart gaa fremad! Han var omgivet af Mennesker som alle
havde den samme gode Vilje som han; det hændte endog, at
Tjenerne og Dagleierne, som havde levet paa Godset i Aarevis,
kom til ham og bad ham sætte deres Løn ned, da han aabent
havde talt til dem om sin Stilling og gjort dem opmerksom paa,
at han maatte gjøre store Forandringer.
Da han endelig modtog et Brev fra Doktor Helm, følte han
næsten en vis Frygt. Han havde forgjæves forsøgt at forklare
sig Eddas Taushed, efter at han havde meddelt hende Farens
Død og sin Beslutning at opgive sin Stilling som Officer. Han
tøvede med at aabne Konvolutten. Uden Tvil vilde Doktoren
give sit Samtykke, men hvad vilde saa Følgen deraf blive?
Hans usikre Stilling og Nødvendigheden af først efter mange Aars
Arbeide virkelig at kunne kalde det sit, som nu kun var hans
af Navn, gjorde det næsten til en Umulighed at indgaa et
Ægteskab nu. Arbeidet havde i disse Dage neppe levnet ham Tid
til at tænke, og om Aftenen var han saa træt, at Søvnen havde
overfaldt ham, inden han havde formaaet at overveie noget.
Men nu stillede den strenge Sandhed sig pludselig frem for hans
Øine. Tøvende aabnede han Brevet og læste:
Kjære Hr. von Weynitz!
Uden at behøve at forsikre Dem derom, ved De nok, at
Edda og jeg tager inderlig Del i Deres store Tab. Her hjælper
ingen Trøst, det er nu engang ikke anderledes; Børnene overlever
i Regelen sine Forældre. For Døden har man Ærefrygt, og De med
Deres Karakter vil vide at bøie Dem for dens Magt med Fatning.
Jeg har modtaget Deres til mig i Berlin skrevne Brev, og jeg
maa sige Dem, at jeg sjelden har følt mig saa lykkelig i hele
mit Liv som ved Læsningen af Deres Linjer.
Ved Efterretningen om Deres Fars Død fældte Edda Taarer;
hun taler kun om Dem, hendes Ansigt straaler, naar jeg nævner
Deres Navn; men hun har efterkommet mit Ønske ikke at skrive
til Dem. Først skal alt være klart mellem os. Den Bekjendelse
jeg har at aflægge for Dem, falder mig tung, men Tilliden til
Deres Karakter og Deres fordomsfri Tænkemaade letter mig denne
Opgave, uagtet — dog hør, hvad jeg har at sige! Jeg maa gaa
langt tilbage i Tiden. Efterat jeg havde studert i Berlin, reiste
jeg til Zürich for at være Assistent hos en dengang berømt Læge.
Jeg flk en Gage der ikke var større end at den netop befriede
mig fra at lide Hunger, thi den lille Arv efter min Far havde
neppe været tilstrækkelig til at dække Udgifterne i mine
Studieaar. Min beskedne Ungkarlsbolig laa i første Etage af et stort
Leiehus, hvor ogsaa en ung Pige, der studerte Medicin, boede,
en aandrig, flittig Pige af ringe Herkomst, men som anvendte
sine smaa Midler til sine Studier. Jeg vil ikke trætte Dem med
de smaa Biomstændigheder som førte os sammen. De er gammel
nok til at kjende Verden. Kun det vil jeg sige Dem’: hvis to
Mennesker nogensinde har elsket hinanden trofast og ærlig, saa
var det Eddas Mor og jeg. Jeg mente at gjøre hende til min
retmæssige Hustru, saasnart en sikret Livsstilling tillod mig at
sætte Hus. Men det skulde ikke komme saalangt. Der blev født
os en Datter — Edda, og hendes Fødsel kostede Moren Livet.
Min Sorg var uden Grænser, og hvad mere liar jeg at sige Dem?
Hvorledes min Datter voksede op, det ved Dc. Edda har indtil
denne Dag ikke baaret mit Navn lovmæssig; det syntes mig
hidtil unødvendig at opfylde alle de besværlige Formaliteter, der
var forbundet hermed; jeg har jo ingen Skatte at efterlade mig.
Imidlertid angrer jeg denne Efterladenhed, som dog let kan gjøres
god igjen.
Jeg vil og kan ikke tilføie mere. De kjender Edda og mig.
Vær retfærdig! Det var min Pligt at meddele Dem dette. Jeg
indviede Edda i alt igaar.
Deres gamle Ven, Helmut Helm.
(Forts )
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
