Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 31. Lørdag 5. August 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
305
Aa, hvilken lang, lang Vei de havde gaat, hvilken uendelig
Strækning af rød sandet Vei, inden de naaede den gule Busk,
Fløielsgræsset og deres lille Baby!
Larrie var en vidunderlig rask Løber; i det lille Hus, hvor
de boede, gav mange Sølvbægre og Drikkehorn Vidnesbyrd
derom, og han løb som for Livet nu, men Dot var næsten
flinkere.
Hun fløi over Marken næsten uden at berøre den, hendes
Arme var udstrakte, og hendes Læber bevægede sig. De faldt
begge ned paa sine Knæ ved Barnets Side, lige i samme
Øieblik som tre rasende, jagede Okser brølende trampede forbi og
fyldte Luften med Støv.
Barnet smilte fornøiet til en Guldbille, der krøb op ad
Busken. Han havde mistet Smokken og sugede tankefuld paa
sin lille Tommelfinger. Han havde spændt af sig sine hvide
Sokker og ståk frydefuld sine rosenrøde Tær op i Solskinnet.
„Baby!" raabte Larrie. Den store Mand skalv fra Hoved
til Fod.
„Baby!" skreg Dot og løftede Barnet op i sine smaa
skjæl-vende Arme, lagde sit stakkars blege Ansigt ned mod dets
Kind og brød ud i en saadan hjerteskjærende Hulken, at Baby
ogsaa begyndte at græde. Larrie tog dem begge i sine Arme
og satte sig ned paa et omfaldent Træ. Han trøstede dem og
kaldte dem med tusende ømme Kjælenavne; han tog Dots Hat
af og strøg hendes bløde Lokker, og kyssede atter og atter
baade hende og Barnet. Da de igjen var bleven rolige, og
Okserne var en Mil borte, begav de sig igjen paa Vei.
„Jeg skal bære ham," sagde Larrie.
„Aa nei, lad mig gjøre det!" bad Dot.
„Kjære dig, du er altfor træt — se her, du kan holde
Haanden hans over min Skulder!"
„Nei, nei, giv ham til mig — mine Arme verker uden
ham!"
„Men opover Bakke — den store, tunge Gutten min?"
„Aa, jeg maa have ham — Larrie! lad mig faa ham — se
bare hvor let han er — det er da ingenting at bære ham!"
II
Dots lille Mor.
I koldt Veir var den røde Vei meget behagelig at spadsere paa.
Den snoede sig milevidt op og ned ad Bakke, indtil den naaede
Hornsby og dreiede af 1 i 1 andre Kanter.
Langs hele Veien stod der Gummitrær og levende Hegn;
hist og her viste smaa Haver, at her var menneskelige Boliger;
men der var langt imellem dem, og Veien var meget ensom.
Jernbanelinjen gik parralel med den, og man kunde skimte
den paa enkelte Steder mellem Trærne. Den ødelagde ikke paa
nogen Maade Udsigten, men gav den snarere et livligt Ud •
seende og mindede Fodgjængeren om, at han trods Stilheden,
de høie Trær og Fjeldluften kunde være i Byen om en halv
Time.
Veien førte op til et stort Stenhus, der laa paa Toppen af
en Bakke, midt i en Orangehave. Her boede Dots Mor ganske
alene.
En Fjerdings Vei nedad Veien var der et Træhus, omgivet
af en Have, der bugnede af Blomster. Larrie og Dot boede
her, og Baby selvfølgelig ogsaa. De skulde gaa op til „Mor"
om Eftermiddagen den Dag, de var kommet op i Trætte om
hvem der skulde bære Barnet. Hver Søndag pleiede de gaa
derop.
Ofte gik Dot ogsaa om Mandagen — det var den Dag,
Peggy gjorde Huset uhyggeligt, for da vaskede hun. Tirsdag
spiste de altid Middag hos Moren; Peggy havde aldrig Tid
til at koge om Tirsdagen — der var saa mange af Dots Kjoler,
Larries Skjorter og dertil alt Babys Tøi som skulde stryges.
Torsdag og Lørdag pleiede Moren at komme ned til dem og
sætte alt i Orden, hjælpe Peggy og bringe en ny liden
strikket Jakke eller smaa Sokker eller en Kappe med til den Lille.
Huset paa Bakken var et stort ensligt Sted for saadan en
liden Kone som Bedstemamma. Hun var endog mindre end
Dot. Hun var spædlemmet af Figur og havde et fint, lidet
Ansigt, brunet og indskrumpet af Australiens Sol. Øinene var
meget store og patetiske, lignede Dots i tankefulde Øieblikke,
og Munden med de fine Linjer var inderlig sød.
Næst efter Øinene var hendes Brystnaal den første Ting,
der tiisrak sig ^ Opmerksomheden. Det var en af disse store,
gammeldagse med et Miniaturbillede paa Forsiden. Dot havde
bedt hende holde op at bære den. „Den viser ikke god Smag."
havde hun dengang sagt; „læg den i en Skuffel" Men Moren
vilde ikke lægge den hort. Dette var den eneste Ting, hvori
hun ikke føiede Datteren.
Naar hun gik tilsengs, ståk hun den i sin Natkjole, og naar
hun om Morgenen klædte sig paa, fæstede hun sin Krave med
den. Hundrede Gange om Dagen vandrede hendes Fingre op
til den. Under hendes Søvn stjal Haanden sig op til den og
lukkede sig over den.
Miniaturbilledet fremstillede en meget ung Mand i Søofficers
uniform fra for firti Aar siden. Han havde det korrekte
Portrætsmil, men Øinene var godt malte, og man kunde se, at Panden
havde været smuk. Det var Dots Far, der var død for sytten
Aar siden, og det var det eneste Billede, han nogensinde havde
ladet tage af sig.
Paa Brystnaalens Indside var afbildet en hel Del smaa
Barnehoder, malte med sterke Farver. Det var ialt seks —
Dot, den syvende, var ikke født før efter Brystnaalens Tid.
Fire af de Smaa hvilte paa Kirkegaarden ikke langt borte,
over den femte skyllede Søen, og den sjette laa i en ensom
Grav paa Vest-Australiens øde Sletter.
Dot var den eneste ilive, og nu var hun fløiet bort fra
Hjemmets Rede for at bo i sin egen, efterladende et dybt Savn
i Morens Hjerte.
Døden havde saaledes nedbrudt den svage lille Mor, at
hun aldrig havde modsat sig Dots Ønsker i nogen Ting.
Bestemthed, Kontrol og Krav paa Lydighed var begravet med de
seks Døde. Dot var den herskende, og Moren udøste sit
Hjerte for hende og forgudede hende med en næsten
overvældende Kjærlighed.
Da Dot saa en Dag sagde, at hun vilde gifte sig, skjønt kun
sytten Somre var gaat hen over hendes lille solklare Hode, havde
Moren ikke kunnet afslaa hende det. Hun havde kun mindet
Larrie — hvem hun elskede høit og havde kjendt i mange
Aar — om hvor ung hendes kjære Barn var, og bønfaldt ham
om altid at være god mod hende. Larrie var to og tyve. I
seksten Aar var han paa alle Helligdage kommet paa Besøg til
Dots Mor, saasnart Appelsinerne begyndte at modnes. Han
havde spist Bananer med Dot, da hun var to Aar gammel, og
de bed af hver sin Ende af Frugten. Han havde spillet
Cricket med hende, da hun var seks, havde klatret i Trærne
med hende, da hun var ti, lugget og knebet hende, fordi hun
bare var en Jente, da hun var tolv — glemt hende en Tid da
hun var femten, og kom tilbage og giftede sig med hende, da
hun var sytten.
(Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
