Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 31. Lørdag 5. August 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
306
URD
A. W. R Det kunde unegtelig være fristende at tage ind
Deres elskværdige og vakre Linjer i BUrd"s Sofahjørne, men
ser De, Sofahjørnet er nu ikke for den gamle Norne selv eller
til hendes Pris, men for hendes mange Søstre rundt om i
Landet, og da der er et Punkt i Deres Skrivelse som var vel værd
at passiare lidt om, og da De nu alligevel er saadan i Nærheden,
saa indbydes De herved, kjære A. W. R., til en liden Hvilestund
og til en lun Passiar.
Det var nemlig det De skrev om den rene Idealist.
Ja, De holder paa Idealerne, De, kjære A. W. R., og det er
berettiget — til en vis Grad. Ve den som har kastet Idealerne
overbord ! Ve den som ikke længer tror paa Godhedens og
Sandhedens Seier i Livet, og som ikke stræber efter at naa saa langt
som muligt. Men, men, men — — — —.
Det er en Ting som her er saa let at glemme, og det er at
den oprindelige Ide er blevet forstyrret, at Gudebilledet i
Menneskene og i al Skabningen er blevet ødelagt, og at det derfor
er noget i Livet som heder „onde Magter". I det store
Regnestykke Livet giver os, bliver der derfor saa mange Faktorer at
tage med, det onde i os selv, det onde hos andre, de forvirrede
Begreber der møder os rundt omkring, forvredne sociale Forhold,
Feiltrin af den enkelte, Feiltrin af Slægten, og tager vi ikke alle
disse Faktorer med, bliver Facit feilagtig. Og det er dette
Idealisten saa ofte ikke gjør.
Hvor mangen Gang hører man ikke Idealister, „rene
Idealister", sætte sin Skude ud paa Livets store Sjø blot med den
klare Himmel og de fjerne af Solen purprede Strande for Øie,
uden nogen Tanke for den lumske Vind der endnu kun leger
med de rullende Bølger, eller Skjærene som dækkes saa vakkert
af de Tusinder af Vanddraaber der begunstiges i sin „Legen
Skjul" af Himlens Blaa som laaner dem sin Farve. Saa seiler
de sin Skude paa Grund, og saa bliver de Pessimister, helt ud
til Fingerspidsene. Og naar de saa ser ud over det store Hav
hvor de har lidt Skibbrud, kan de som oftest ikke se andet end
et Skjær i hver uskyldig Bølge, eller en Trudsel selv i den skyfri
Himmel som spænder sin Bue viden over.
— Men mangen Gang holder en Stakkar paa Idealerne selv
om han har kuldseilet aldrig saa mange Gange, siger De maaske.
Og hvad havde man desuden i Livet, om man ikke havde
Idealerne? Er Drømmen uvirkelig, saa er den dog deilig, og
hjælper en til for en Stund at glemme — — — — —
Deri har De for en Del Ret, kjære A. W. R.; selv Drømmen
har sin Betydning. Den kan for et Øieblik løfte Sjælen og
sætte den i Søndagsstemning, og selv et flygtigt Øiebliks Fest
sætter sine Merker, udøver sin Indflydelse. Men som Livets
hovedsagelige Føde strækker Drømmen ikke til, og vil man leve
udelukkende paa den, da idealiserer man sig saa let bort fra
det virkelige Liv og glemmer, ikke alene hvad der findes af
vakkert og godt under Hverdagskoften eller Vadmelsjakken, men
ogsaa at optage Pligterne der hvor de kalder, at skyde ind en
Kapital af Godhed og Sandhed, og Arbeide og Dygtighed, paa
den Post hvor man er sat af Gud, og hvor det kanske mangen
Gang ser mørkt nok ud med Idealiteten, men hvor vi dog
sikkerlig skulde faa se vakre Glimt af den, om vi bare saa lidt
nøiere efter.
At føre Idealet ind i Livet, se det er det vanskelige. Og
saa er der en Ting til som er vanskeligt, nemlig at være Idealist
i vor Tro paa Gud, Skjønhedens og Sandhedens og
Retfærdighedens Haandhæver, men Realist naar det gjælder at se hvilke
Fiender Sandheden har at kjæmpe med, hvilke Magter der stiller
sig mod den, og hvilke Lidelser man maa bære for egne, for
Forfædres og for Samfundets Synder.
Nu, hvad siger De saa hertil, kjære A. W. R.?
Unge Piger.
Af – g
III.
Mors høire Haand.
t
ei for en deilig Morgen! Lisbeth blev
staaende lidt i Havedøren, hun netop havde
aabnet, men bare lidt, for der var saa
meget der skulde gjøres, inden de andre
stod op. Mor havde ingen Pige, og nu skulde
Lisbeth sætte over Kaffen, tørre Støv og vaske Gulvet
i Stuen og Spisestuen, ja der var hundrede
Smaating, der ikke maatte glemmes, saa hun havde nok
ikke Tid til at fortabe sig i Morgenens Sjønhed,
men hun følte den alligevel og kom i godt Humør
over den. Forresten var hun altid i godt Humør,
Lisbeth, undtagen kanske imellem, naar Brødrene
var for balstyrige. Hvorfor skulde nu ogsaa
Gutter bestandig ha Privilegium paa at være
hensynsløse? Aldrig tænkte de paa, at Mor kunde være
træt, eller at der kunde være andet at gjøre end at
staa paa Pinder for dem.
Lisbeth tog sig ud, som hun gik der stor og
stærk og tørrede Støv, satte Møblerne tilrette og
ordnede. Ansigtet var saa lyst og godt, Blikket saa
kjækt og freidigt, men Trækkene var ikke egentlig
vakre. Hænderne var noget store og røde af meget
Arbeide.
Stuen blev færdig. Bordet blev dækket i
Spisestuen. Saa var det at faa Gutterne op. „Sigurd og
Bjørn Klokken er 7, dere maa staa op." Sigurd og
Bjørn lod slet ikke til at føie Nødvendigheden heraf,
og det kostede adskillig Møie at faa dem paa
Benene. „Der mangler en Knap i Trøien min."
„Hvorfor sagde du ikke det igaar? Du ved, jeg
har liden Tid om Morgenen." „Du kunde vel seet
efter selv da," kom det morgengrættent fra Sigurd.
„Aa Lisbeth," Far aabnede Soveværelsedøren
paa Klem, „vil du finde en Snip til mig." „Ja,
straks Far." Derefter var det Mor, som skulde have
Kaffe. Hun følte sig rent daarlig, Mor, naar hun
ikke havde faaet Kaffe paa Sengen.
Saa kom Gutterne ind, slængte med Bøger og
Penaler, ledte efter Blyanter og Pennesplitter,
krævede hinanden til Regnskab for det bortkomne og
satte Lisbeths Taalmodighed paa en haard Prøve,
medens hun delte sin Opmerksomhed mellem Fars
Frokost og Gutternes Skolesager. Endelig kom de
sig afsted i Følge med Far, og der faldt formelig
Ro over Huset, medens Mor og Lisbeth i Forening
ordnede Resten af Morgenstellet før de koselig satte
sig til med sin Søm.
„Den Formiddagsstunden, du Mor, den er nu
den bedste paa hele Dagen." „Ja stakkar, du
stræ-ver saa lang Dagen er. Jeg har ofte tænkt, det er
en lidet hyggelig Ungdom, du faar." „Aa du
Mamman min! Som om det ikke var det
hyggeligste paa Jorden at være her og gjøre det koseligt
for dig og Far. Desuden var jeg nu to Gange paa
Holmenkollen i forrige Uge, saa jeg forsømmer ikke
Fornøielserne heller." •
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
